Forhandlingerne om en global CO₂-afgift på transport i FN’s søfartsorganisation (IMO) endte heldigvis med at afstemningen blev udskudt et år. Og forhåbentlig bliver den aldrig til noget, da den vil gøre os alle fattigere.
I medierne – bl.a. hos DR: Dansk skibsfart drømmer om ny afgift – selvom den kommer til at koste millarder globalt | Indland | DR – bliver det fremstillet som om, de onde og grådige oliestater og den skøre Trump blokerer for fremskridt og forhindrer de gode klimavenlige kræfter i at skabe et nyt dansk erhvervseventyr.
Men virkeligheden er lidt mindre romantisk – og langt mere nøgtern økonomisk.
Selv med en rimelig CO₂-afgift på 100 USD pr. ton udledt CO₂ vil verdenssamfundet samlet set tabe velstand. Det er ikke en gevinst, men et samfundsøkonomisk tab, fordi det reelt fungerer som en skat på transport – altså en skat på selve den handel, der er motoren i verdensøkonomien.
Når man ovenikøbet foreslår, som nogle gør at hæve afgiften til 300–400 USD pr. ton, bliver det ikke bare dyrt – det bliver voldsomt skadeligt for global handel, velstand og udvikling.
Den glemte realitet: skibsfarten bliver allerede grønnere
Der er ét faktum, som medierne konsekvent udelader at forholde sig til: Skibsfarten har i forvejen forbedret sin energieffektivitet markant. Ikke på grund af politik, men på grund af teknologi og sund fornuft.
Skibe er blevet større, motorerne mere effektive, og brændstoffet udnyttes bedre.
Resultatet er, at udledningen af CO₂ pr. transporteret ton og kilometer er faldet støt gennem de sidste tre årtier.
Figuren herunder viser udviklingen i skibstransportens effektivitet fra 1990 til 2023, målt som gram CO₂ pr. ton-kilometer:
Hvad figuren viser
- I 1990 udledte skibsfarten omkring 7 g CO₂ pr. ton-km.
- I dag ligger tallet på omkring 3,3 g CO₂ pr. ton-km.
- Det er en fordobling af effektiviteten – uden internationale afgifter, bureaukratier eller grønne fondspuljer.
Det er den stille teknologiske udvikling – større skibe, bedre ruter, optimerede motorer og brændstofbesparelser – som har gjort det muligt.
Og den udvikling vil fortsætte.
Udledningen af CO₂ fra skibsfarten er fladet ud siden 2007, og alt tyder på, at udledningen fra transportsektoren vil stagnere og falde helt af sig selv over tid.
I DR’s nyhed bringer man denne kurve:
Det er nominelt korrekt, at udledningen er fordoblet siden 1990, men det er misvisende at påstå, at ”skibsfartens forurening af klimaet stiger”, når der tydeligvis ikke er en stigende trend siden 2007. Plus at DR overhovedet ikke forholder sig til den fordobling af klimaeffektiviteten af skibstransport, der er sket i samme periode.
Når man beskatter transport, beskatter man handel
Transport er ikke luksus. Det er grundlaget for verdensøkonomien.
En afgift på skibstransport er derfor ikke bare en klimaafgift – det er en skat på handel, vækst og samarbejde.
Min beregning viser, at en ensidig skibsafgift på 100 USD pr. ton CO₂ medfører et globalt velfærdstab på 50–60 mia. dollars årligt[i]
Klimapolitikens erhvervseventyr
Men det er ikke alle, der taber.
De store rederier – ikke mindst Mærsk – har set, hvor vinden blæser, og har omdannet klimapolitikken til en forretningsmodel.
De markedsfører sig som grønne pionerer og kræver nu statslig støtte til at bygge skibe, der sejler på “grøn metanol” – et brændstof, der i virkeligheden i dag produceres af fossil naturgas.
Samtidig taler politikere og medier om et “grønt erhvervseventyr”.
Men det eneste eventyrlige ved det er, hvor mange milliarder af skattekroner der kan forsvinde i støtteordninger, tilskud og kompensationspuljer – uden at klimaet ændrer sig nævneværdigt.
Bundlinjen
De fastlåste forhandlinger i IMO er ikke et tegn på, at verden svigter klimaet.
De er et tegn på, at nogle stadig forstår økonomiens grundprincipper:
Man skaber ikke velstand ved at beskatte effektiv transport.
Skibsfarten er allerede på vej mod lavere udledninger – drevet af teknologi, konkurrence og sund økonomi.
Men i medierne og i Bruxelles bliver det ignoreret, fordi det ikke passer ind i fortællingen om, at hver ny afgift er et fremskridt.
I virkeligheden er det det modsatte:
En ensidig transportafgift er et globalt tab – ikke for klimaet, men for os alle sammen.
[i] ¹ Beregningen bygger på en simpel samfundsøkonomisk model: afgift = 100 USD/ton CO₂ × global shipping‑udledning ≈ 1 mia. ton CO₂ → 100 mia. USD i direkte omkostninger. Antaget 80 % væltes over på fragtpriserne og 40 % brændstofandel, samt en handelselasticitet på –1 og at 70 % af verdenshandlen sker til søs. Det giver et globalt BNP‑tab på ca. 50–60 mia. USD årligt (0,03–0,07 % af BNP).
Danish
Hvis små modulære og sikre atomreaktorer bliver til virkelighed, skulle man tro at de ville være oplagte til fremdrivning af CO2-neutrale skibe.
Ufatteligt at der stadig findes nogle der er så hjernevaskede, og ikke har en selvstændig tanke i hovedet, at de ikke kan se formålet med alt det vanvittige og manipulerende klimaidioti.
Nemlig at det kun drejer sig om en ting:
At gøre staten og eliten endnu rigere end de er i forvejen, og alle andre fattigere.
Det er simpelthen så åbenlyst at det er uforståeligt at der ikke er kæmpe demonstrationer og strejker overalt mod det.
Det handler jo ikke om “klima”, det handler om at tilrane sig magt over national selvbestemmelse. Præcis det samme som “sundhed”, hvor WHO vil have overnationale beføjelser vedr. vaccinationer (covid f.eks.). Same old story.