Udvikler ekstremvejret sig?

Efterhånden kender de fleste til den berømte tabel 12.12 på s. 1856 i IPCC’s Sjette Vurderingsrapports første del (AR6 WGI), der er den videnskabelige del af hele værket. Tabellen, gengivet her som tabel 1, viser udviklingen i alle former for ekstreme vejrbegivenheder, dels på nuværende tidspunkt, og dels de forventede i hhv. 2050 og 2100. Det bemærkelsesværdige ved tabellen er, at der for langt de fleste typer vejrbegivenheder (bl.a. orkaner, tørke, oversvømmelser og naturbrande) ikke er eller forventes nogen form for synlig udvikling (felterne er hvide) helt frem til om 75 år.

Det går jo stik imod den klima-alarmistiske fortælling om, at vi allerede nu er hjemsøgt af allehånde tilfælde af ekstreme vejrbegivenheder: Mere regn, mere tørke, mere af alting. Sammenkædnings-”videnskaben” har kronede dage, fordi hele den negative udvikling naturligvis skyldes menneskehedens CO₂-udledninger og underbygger behovet for den hurtige udfasning af kul, olie og gas.

I lang tid levede tabel 12.12 godt i skjul, det er nok de færreste, der nåede hen til side 1856 i monsterværket. Men ikke mindst den nyligt udkomne og stærkt forkætrede DOE-rapport, udsendt af det amerikanske energiministerium og skrevet af fem ”klima-benægtere”, trak tabellen ud i fuldt dagslys. Det duer jo ikke, og der er allerede gjort flere forsøg på at tilbagevise den, hvilket jo imidlertid er en lidt delikat sag, da man derved går imod selveste IPCC.

Fremgangsmåden i angrebene er som oftest at sammenligne med rapportens kapitel 11 og i den forbindelse påstå, at kapitel 12 i virkeligheden handler om noget helt andet. Det har klimaforskeren Andrew Dessler, der var hovedmanden bag det storslåede angreb på de fems rapport, nu forsøgt at skære ud i pap for os i et indlæg. Her får den ikke for lidt. Titlen lægger hårdt ud:

Er dette den mest pinlige fejl i DOE-rapporten?

Dessler forsøger sig med en forklaring på forskellen mellem IPCC-rapportens kapitel 11 og 12. Kapitel 12 drejer sig om den såkaldte time of emergence, ToE, dvs. det tidspunkt, hvor man rent statistisk kan konstatere, at der er sket en udvikling i en type ekstremvejr. Det er ikke så let, fordi der f.eks. mht. orkanerne er kolossale variationer fra år til år, og hvornår kan man se, at noget, der ligner en ændring, reelt er en ændring og ikke bare udtryk for flere variationer?

Dessler kigger nu på en tilfældig kurve, der kunne ligne en udvikling i et vejrfænomen over knap 300 år, fortid, nutid og fremtid, se fig. 1. Kurven viser årlige tal og et 30-årigt løbende gennemsnit.

Fig. 2 viser nu ifølge Dessler, hvornår man kan påvise at der er sket en udvikling. Det kan man, så snart det 30-årige gennemsnit afviger så meget fra udgangspunktet (1850) at det er synligt rent statistisk. Iflg. fig. 2 sker dette allerede omkring 1920 i det tænkte eksempel. Denne konklusion skulle være i overensstemmelse med IPCC-rapportens kapitel 11.

Derimod optræder ToE meget senere, den kræver, at det 30-årige gennemsnit af målingerne skal ligge højere end alle værdierne målt i udgangspunktet, dvs. perioden 1850-1900, det er vist på fig. 3. Her indtræder ToE i 1994, og således meget senere end selve ”påvisningen” af udviklingen.

Dessler kan nu triumferende konkludere, at tabel 12.12 slet ikke kan bruges, og derfor hviler hele den moderne sammenkædningsvidenskab på et solidt grundlag. Kapitel 11 i IPCC-rapporten taler om at sammenkædningen med ekstremvejret er styrket i forhold til den forrige Vurderingsrapport (AR5), det er også rigtigt nok, men det er af den årsag, at AR5 faktisk ikke nævner noget om sammenkædning overhovedet.

Men Dessler fremhæver, hvordan DOE-rapporten sår ”ubeføjet” tvivl om den etablerede klimavidenskab – nøjagtigt det samme som tobaksindustrien gjorde for år tilbage. Fy føj! Dessler fortsætter:

Det er også værd at bemærke, at DOE-rapporten aldrig blev udsat for fagfællebedømmelse. Det tog mig kun 30 sekunders læsning af det pgl. afsnit, før det gik op for mig: ”Åh de har dummet sig”. Enhver, der kender til klimavidenskab ville hurtigt finde den fejl…

Nu rykker imidlertid ingen anden end Roger Pielke Jr. ud. Pielke var som bekendt ikke en af de fem forfattere, han drager ikke den menneskeskabte globale opvarmning i tvivl, men han insisterer på, at der skal bedrives ordentlig videnskab. For nyligt skrev han en kommentar til Andrew Dessler og Pielke lagde også hårdt ud:

Desslers indlæg er bemærkelsesværdigt pga. det simple faktum, at han med mange detaljer afslører, at han ikke forstår den videnskab, han forsøger at lege politimand for.

Pielke påpeger, at Desslers definition på ToE er hjemmestrikket og ikke i overensstemmelse med IPCC’s definition. Det er ikke blot et spørgsmål om, at gennemsnittet skal ligge over alle målte værdier i udgangspunktet (her 1850-1900), man er nødt til at foretage en statistisk vurdering af tallene – f.eks. om der er nok data til, at man overhovedet kan konkludere noget. Og før man er kommet dertil, er det helt umuligt at begynde at tænke på sammenkædning.

Pielke fastslår derefter, at man slet ikke kan skelne mellem ”påvisning” (jfr. fig. 2) og ToE. Det er ToE, der afgør, hvornår der er tale om en reel ændring, og Desslers definition på ”påvisning” er det rene sludder.

Derfor holder Pielke fast i, at konklusionerne i tabel 12.12 er de eneste, der kan forsvares rent videnskabeligt – og dermed får han også sagt at hele ”sammenkædnings”-industrien er rent fup. Det kan vi kun være enige i!