Klima i Medier, Klimarealisme i medierne, Vind og Sol

Kullene taber kapløbet

I Berlingske kunne man forleden læse, hvad nogen helt sikkert vil anse for at være en god nyhed. Anledningen var en statistik, der netop er udsendt at organisationen Ember, der beskæftiger sig med vedvarende energi og grøn omstilling. Dem har vi stiftet bekendtskab med tidligere, i forbindelse med nogle flyvske visioner om solceller og batterier.

Berlingskes overskrift lyder:

Historisk vendepunkt: Sol- og vindenergi har overhalet kul som verdens største elkilde

Umiddelbart efter er der en underrubrik med, hvad der tilsyneladende er samme budskab:

Sol- og vindenergi holder ikke blot trit med den voksende globale efterspørgsel på strøm. Den bæredygtige energi er i 1. halvår 2025 blevet hovedkilde til verdens elproduktion.

Det lyder jo fantastisk, man får jo umiddelbart det indtryk, at solcellerne og vindmøllerne nu tilsammen leverer mere elektricitet end de kulfyrede kraftværker.

Imidlertid kan man længere nede i artiklen finde nogle konkrete tal:

Vedvarende energikilder – der ud over vind og sol også omfatter vand, bioenergi og jordvarme – leverede 5.072 TWh elektricitet i 1. halvår mod 4.709 TWh for et år siden. Kul udgjorde 4.896 TWh.

Nu fremgår det, at vinderpositionen kun opnås med hjælp fra vandkraft og biomassefyrede værker + en forsvindende mængde jordvarme. Så hvad er op og ned her?

Vi må kaste et blik på Embers rapport, der er ganske kort og mest skrevet som overskrifter. I Executive Summary (sammendraget) kan man som overskrift læse følgende:

Sol og vind oversteg væksten i efterspørgslen i forbindelse med, at vedvarende energi overhalede kul i første halvår af 2025.

Ember anfører, at elforbruget i første halvår af 2025 steg med 369 TWh, hvor solcellernes produktion steg med 306 TWh og vind med 97 TWh. De to kilder dækkede således mere end stigningen i forbruget. Ember kommer herefter med de samme tal, som anført i Berlingske for ”vedvarende energi” totalt, men uden at nævne noget om at vandkraft m.v. er inkluderet heri. Vi får at vide, at andelen af vedvarende energi i forsyningen steg til 34,3% (fra 32,7%) mens kuls andel faldt fra 34,2% til 33,1%.

Først meget længere inde i rapporten kommer der nogle flere relevante tal på bordet – ikke bare for stigningerne men også for de totale bidrag fra de enkelte kilder. Vi får at vide, at i første halvår af 2025 leverede solcellerne i alt 1303 TWh og vinden 1365 TWh. Tilsammen bidrog de to kilder således med 2668 TWh.

”Vedvarende energi” producerede – som nævnt i Berlingske – i alt 5072 TWh. Det står nu klart, at ”vedvarende energi” ikke kun er sol og vind, men at vandkraft og biomasse har bidraget med 2404 TWh. Sol og vind har således ikke på egen hånd ”overhalet” kulkraften, der stadigvæk leverede 4896 TWh, tæt på det dobbelte af sol og vind. Men det var jo ikke det indtryk, som læserne af Berlingske og Ember skulle efterlades med.

Paul Homewood har gennemgået tallene og fundet de tilsvarende for hele 2024. Det fremgår klart, at sol og vind kun bidrager med ca. det halve af elektriciteten fremstillet ud fra kul.

Sol og vind står således kun for ca. 15% af den globale elektricitetsforsyning, og solcellernes bidrag var 6,7% i 2024. Selv med den omtalte stigning i år kommer solcellerne således kun op på godt 8%. Der er lang vej til en regulær ”omstilling”.

Hertil kommer, at elektricitet kun udgør ca. 20% af det samlede energiforbrug. Sol og vind bidrager således kun med ca. 3% af den globale energiforsyning, og heraf udgør solenergien ca. halvdelen. Så er der endnu længere til en ”omstilling”.

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. PB Andersen

    Det er ærgerligt at en avis som Berlinske ikke føler større ansvar overfor sandhedsværdien i det de skriver. Det koster på troværdigheden, at deres artikler ikke kan klare et fakta-eftersyn.
    Man løser jo ikke den grønne omstilling med manipulation af befolkningen selvom det må indrømmes, at Green Power Denmark er nået langt på den måde.

    • Søren Hansen

      Undertegnede skrev et læserbrev til Berlingske og gjorde opmærksom på den fejlagtige overskrift. Det ønskede avisen ikke at bringe…

  2. Bertel Lohmann Andersen

    Konklusionen (hos mange, incl. Dan Jørgensen på EU’s vegne): vi skal skynde os at få sat flere sol og vind anlæg op. Det går alt for langsomt! Tak for opklaringen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*