Fra videnskab til dommedagsprofeti

Klimaforandringer er i de seneste årtier blevet et centralt emne i både videnskab, politik og offentlig debat. Emnet kombinerer målbare observationer med komplekse modeller, og resultaterne anvendes som beslutningsgrundlag i vidtgående politiske sammenhænge.

Dette indlæg gennemgår den faglige opbygning bag nutidens klimafortællinger:

• Fra empiriske observationer
• over håndteringen af usikkerhed
• til det tidspunkt, hvor antagelser omsættes til modelparametre – hvor budskabet får karakter af profeti.

I det følgende vil vi se, hvordan tillid opbygges og misbruges af videnskaben.

1. Grundlæggende mekanismer

Atmosfærens varmebalance og drivhuseffekt er grundlæggende for forståelsen af klimasystemet:

• Jordens atmosfære indeholder gasser (fx vanddamp, CO₂, CH₄, N₂O), som absorberer og udsender varme-stråling.
• Den samlede effekt af disse processer gør, at Jordens middeltemperatur er væsentligt højere end uden atmosfære.
• I laboratorier og gennem spektroskopiske målinger er absorptionsegenskaberne for disse molekyler veldokumenterede.

Den efterfølgende argumentation bygger på de her nævnte fysiske grundvilkår.

2. Forstærkende mekanismer (feedbacks)

Ud over den direkte absorption indgår flere mekanismer, der kan forstærke eller dæmpe klimaets reaktion:

• Vanddamp-feedback: Varm luft rummer mere vanddamp, hvilket alt andet lige øger drivhuseffekten.
• Albedo: Ændringer i is- og sne-dække (+ skyerne) påvirker, hvor meget solindstråling der reflekteres tilbage til rummet.
• Skyer: Skyers nettoeffekt afhænger af skytype og højde; de kan både reflektere sollys og tilbageholde varmestråling.
• Permafrost/metan-frigivelse: Optøning kan frigive kulstof i form af CO₂ og CH₄, hvilket potentielt kan forstærke opvarmningen.

Disse processer beskrives i videnskabelige artikler med både observationer og teoretiske modeller.

Forklaringerne har karakter af sammenhængende årsagskæder, hvilket styrker læserens opfattelse af, at mekanismerne er identificerede og forstået i deres hovedtræk.

3. Historiske data og Solens rolle

• Paleoklimatiske arkiver (iskerner, sedimentkerner mv.) viser, at CO₂ og temperatur har varieret over lange tidsskalaer og nogle gange hænger sammen.
• Temperaturserier målt med termometre viser en opvarmning siden omkring midten af 1800-tallet (efter Den Lille Istid).
• Målinger af Total Solar Irradiance, TSI, ”Den totale solindstråling”, dokumenterer variationerne i Solens stråling; men de seneste årtiers TSI-variationer anses generelt for at være utilstrækkelige til at forklare den observerede moderne opvarmning alene.

Resultaterne her udgives typisk som tidsserier, hvor formålet er at placere nutidens udvikling i et historisk perspektiv (jfr. ”hockeystavene” over fortidens temperaturer).

4. Håndtering af usikkerheden

Når spørgsmålet rejses: ”Hvor stor en andel af den observerede opvarmning kan tilskrives menneskelig udledning af drivhusgasser?”, bliver håndteringen af usikkerhed central. De faglige rapporter arbejder typisk med følgende elementer:

• Åbenlys anerkendelse af usikkerhed: Rapporterne angiver typisk intervaller (fx for klima­følsomhed) og beskriver, hvilke antagelser og datakilder, der ligger til grund.
• Flere uafhængige beregningsmetoder: Man sammenstiller metoder — termometer-målinger, paleoklimatiske rekonstruktioner og modellering — og diskuterer, hvordan resultaterne stemmer overens eller afviger.
• Kvantificering af usikkerhed: Usikkerheder fastlægges, hvor det er muligt (såkaldte konfidensintervaller, søjlediagrammer for bidrag fra forskellige påvirkninger (forcings) osv.), og alternative forklaringer præsenteres.
• Gennemsigtighed omkring antagelser: De væsentligste antagelser (f.eks. partiklernes rolle, skydannelsestolkninger, lodrette luftstrømme) omtales og vurderes i forhold til deres betydning for slutresultatet.

Det er vigtigt at understrege, at artiklerne ikke ignorerer usikkerhed; tværtimod præsenteres den systematisk og åbent. Dette bidrager til, at læseren oplever processen som metodisk og ansvarlig, og det styrker det faglige indtryk. Netop denne omhyggelige behandling af usikkerhed bidrager til at fastholde læserens tillid.

5. Overgang til modelparametre og det metodiske valg

For at lave fremadrettede beregninger er det praktisk nødvendigt at indføre talværdier for centrale størrelser (fx klimafølsomhed, udledninger år for år, mængden af partikler i atmosfæren). Denne overgang omfatter:

• Valg af repræsentative scenarier (historisk set RCP/SSP-familier), der skitserer forskellige udviklinger i drivhusgasudledningen.
• Valg af værdi for klimafølsomheden (temperaturstigningen ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold) som parameter i klimamodellerne.
• Justering og efterprøvning af modeller sammenlignet med historiske data, og angivelse af modelspredning (variationerne i resultaterne fra model til model og kørsel til kørsel).

Det metodiske valg af bestemte talværdier er en praktisk nødvendighed for modellering. Samtidig betyder det, at usikkerheden, som tidligere blev beskrevet åbent og kvantitativt, nu i praksis må beskrives med konkrete, valgte tal. For læseren fremstår dette ofte som en naturlig udvikling: Fra bredt diskuteret usikkerhed til konkrete modelinput.

6. Modellerne og deres produkt: scenarier og fremskrivninger

Klimamodeller (fra enkel strålingsbalance til fulde og komplekse simuleringer af hele Kloden) leverer fremskrivninger af forskellige tal for klimaet (temperatur, nedbør, ekstremhændelser) under givne scenarier. Nøglepunkter:

• Modellerne giver et spektrum af mulige fremtidige forløb, ikke én enkelt forudsigelse, gennemsnit og usikkerhedsintervaller præsenteres i faglige rapporter.
• I formidlingens praksis kan grafer, worst-case-scenarier og centrale middel-kurver have stor indflydelse på det samlede budskab.
• Diskussioner om modelstøj, strukturel usikkerhed og manglende eller svagt repræsenterede processer (fx skydannelse i mindre områder) findes i tekniske bilag og i fagfællebedømt litteratur.

Når model-resultater præsenteres sammen med den systematiske behandling af usikkerhed fra tidligere afsnit, oplever læseren en følelse af kontinuitet og troværdighed. Dette gør det muligt, rent retorisk, at fortsætte arbejdet som om det, der foregår her, er videnskabeligt sandfærdigt og ordentligt arbejde. Men nøgtern set er det ikke. Det videnskabelige aspekt burde ophøre her, men det sker ikke.

7. Scenarier for fremtiden

I det følgende præsenteres de centrale scenarier for udviklingen i det 21. århundrede:

• SSP1-1.9: Et lavt udledningsspor, hvor globale emissioner topper i det allernærmeste årti og falder hurtigt derefter. Temperaturen formodes at blive stabiliseret omkring 1,5 °C over førindustrielt niveau.
• SSP2-4.5: Et mellemscenarie med gradvist stigende udledninger, der først topper midt i århundredet. Temperaturen antages at fortsætte med at stige og nå 2,5–3 °C omkring 2100.
• SSP5-8.5: Et højt udledningsspor, hvor forbruget af fossile brændsler fortsætter uhæmmet. Det forudsiges, at temperaturen i dette tilfælde kunne overstige 4 °C mod slutningen af århundredet.

Konsekvenserne af disse scenarier beskrives i sammenhæng med forventede ændringer i havniveau, forekomsten af ekstreme vejrhændelser samt risikoen for uoprettelige tipping points (“væltepunkter”) i klimasystemet.

8. Konklusion og perspektiver

De videnskabelige observationer af drivhusgasser, temperaturudvikling og forstærkende mekanismer giver et solidt grundlag for at forstå klimasystemets funktion. Behandlingen af usikkerhed i forbindelse med klimafølsomhed har bidraget til en oplevelse af, at videnskaben arbejder stringent og omhyggeligt med også de vanskeligste spørgsmål. På dette grundlag præsenteres modeller og scenarier, som danner udgangspunkt for vurderingen af fremtidens udfordringer.

I de fremlagte scenarier tegner der sig et billede af to mulige veje:

• En kurs med drastiske reduktioner i CO₂-udledninger, hvor temperaturstigningen holdes nede, og risici minimeres.
• En kurs med fortsat høje udledninger, hvor stigende temperaturer, ekstreme vejrfænomener og havstigninger udgør en fundamental trussel mod samfund og økosystemer.

På denne baggrund fremstår det som nødvendigt at handle hurtigt og omfattende for at undgå de alvorligste konsekvenser.

Og her er det jo, at overgangen fra videnskab til dommedagsprofeti bliver tydelig: Fremskrivninger, der i deres kerne hviler på antagelser og valgte tal, præsenteres nu som uafviselige fremtidsscenarier. I samme øjeblik forskydes fokus fra usikkerhed og metode til handling og ansvar. Diskussion af de metodiske brud bliver derefter tolket som uansvarlighed eller endda som et bidrag til selve dommedagens komme.

Vi har således bevæget os fra naturvidenskabelige observationer, via modeller og scenarier, til en påtrængende appel om handling, hvor videnskabens autoritet bruges som grundlag for en ny, ufravigelig dagsorden, som fordrer en gennemgribende ændring af samfundet og dets energiforsyning.