Nedenstående omtales bogen Un secret si bien gardé, (”Den velbevogtede hemmelighed”) skrevet af Anne Lauvergeon, der ifølge Wikipedia er en fransk forretningskvinde, der var direktør for selskabet Areva i perioden 2001-2011.
Areva er et tidligere fransk energiselskab, der primært var aktivt inden for kernekraft og vedvarende energi. Selskabet er nu restruktureret og delt op i flere enheder, herunder Orano og er en del af EDF.
Anmeldelsen er set på en fransk hjemmeside (link) den 10 juli 2025.
Den velbevogtede hemmelighed er, at “Vi kan producere meget mere elektricitet med den installerede A-kraft kapacitet”.
På bogens 200 letlæste sider gives en udførlig beskrivelse af den uforstand og chikane hvormed det franske (og europæiske) politiske system – efter at have overgivet sig til røde og grønne demagoger – har behandlet atomkraften.
Og her gik man og troede, at i det mindste Frankrig havde en rationel tilgang til elproduktion!
I kapitel 7 side 134-147 sammenlignes fransk atomkraft med andre udviklede landes.
På side 185 findes en tabel der blandt andet viser, at de franske atomkraftværkers kapacitetsudnyttelse er faldet jævnt og støt fra 78% i 1985 til 60% i 2023, medens de finske i hele perioden har ligget over 90%. Anne Lauvergeon giver fransk politik skylden for dette.
I 2024 ydede de franske atomkraftværker i gennemsnit 41,0 GW.
App’en Electricity Maps angiver de franske atomkraftværkers nominelle kapacitet til 61,4 GW.
90% af dette er 55,3 GW, så vi taler om 14 GW uudnyttet kapacitet.
Fransk vind + sol ydede i 2024 i gennemsnit 6,4 GW. Under halvdelen af, hvad fransk kernekraft med sikkerhed og langt billigere kunne have præsteret ekstra.
Figur 1 viser for det første, at atomkraft i høj grad er regulerbar, og for det andet, at effektiv udnyttelse af de franske atomkraftværker, dvs. en ydelse på omkring 60 GW, ville gøre vind- og solenergien helt overflødig.
Temmelig uforståeligt at et gældsplaget Frankrig ikke udnytter sin kernekraft-kapacitet og dermed sparer et ukendt, men stort antal milliarder til bekostning af de grønnes drømme om et sol- og vindbaseret energisystem.
Figur 2 viser, hvordan fransk atomkraft må behage at indrette produktionen eftersom vinden blæser og solen skinner. Samtidigt er der stadigvæk masser af atomkraft til overs til eksport. Hvilket navnlig tyskerne har glæde af.
Anmeldelse, skrevet af Jean-Louis Caffiers, af ”Den velbevogtede hemmelighed”.
Her er en bog, der kan virke fuldstændig lammende, nogle gange endda skræmmende, da den giver et forfærdeligt billede af energiens univers (et nådesløst univers som alle ved, men ikke i denne grad). Anne Lauvergeon fortæller historien om energikrisen forårsaget af Ruslands invasion af Ukraine på sin egen ubarmhjertige måde. Hun ser i den mange elementer, der viser en dyb dysfunktion i Europa, og især Europas forblindelse af den “tyske model” og dens anti-kernekraft besættelse, i en sådan grad, at den foretrækker at importere amerikansk skifergas fremfor atomkraft!
Stillet over for den europæiske politiks fiasko, der smitter beklageligt af på Frankrig, kan vi ikke desto mindre styrke vores franske moral takket være en slags hemmeligt våben, som vi har til rådighed. Vi taler selvfølgelig om atomkraft, men fra en ny vinkel og denne “velbevarede hemmelighed”. Europas fejltagelser forklares i vid udstrækning i de gode anbefalinger, der foreslås i denne bog, og som vi anbefaler Dem at læse.
I Frankrig er analysen lige så svimlende. Udgangspunkt: “Ikke-variabel kulstoffri elektricitet vil blive en mangelvare i Europa”. Men for at levere denne er der ingen grund til at spørge den tidligere chef for Areva, den tidligere nummer et i verdens atomindustri, hvor man skal søge. Anne Lauvergeon beklager sig over de dårlige holdninger, der ledsager atomet. Med en følelse af dyb uretfærdighed.
Ansvaret for atomkraftens dårlige omdømme, kommer historisk set fra økologibevægelsen og dens lille vælgerskare. “Før hvert valg vil De Grønne bede deres venstreorienterede partnere om deres bid af atomkraften.” Ud over lukningen af Superphénix (en såkaldt hurtig formeringsreaktor, der kan genbruge brændstoffet) og Fessenheim eller opgivelsen af Astrid (Advanced Sodium Technological Reactor var et forslag til en 600 MW eksperimentel flydende-natrium-reaktor), var det sådan, at politik overtog fysikken. Og det er her, vi opdager, hvordan den ubestridelige grønne indflydelse diskret har tilranet sig mange magtpositioner. Og det er her, vi opdager de manipulationer, udeladelser og bedrag, der fører til fremme af vind- og solenergi på bekostning af atomkraft, selvfølgelig.
For at gøre dette, såvel som for bedre at kontrollere situationen, er der blevet udpeget politikere til at stå i spidsen for offentlige energiaktører. Systemet får et slag. EDF og RTE beskyldes således for simuleringer og for at skjule sandheden. “RTE har bedraget Senatet,” siger Anne Lauvergeon. Det drejer sig om en velbevaret hemmelighed om atomkraftens elproduktion og belastningsfaktor. I Frankrig er denne under 70 %, mens den opnår eller overstiger 90 % næsten alle andre steder. Problemet er, at RTE over for Parlamentet præsenterer dette lave resultat som et maksimum, der bruges til at udarbejde PPE. Og at tillade udvikling af variabel vedvarende energi med “betydelige investeringer”. Ifølge Anne Lauvergeon ville det være nok at forbedre denne belastningsfaktor for at “producere meget mere, skabe arbejdspladser, sænke omkostningerne til elektricitet for både virksomheder og enkeltpersoner”. Manøvrerummet er imponerende. Tag brændstofskifteoperationer: i USA er det 30 dage hver 18. måned; i Frankrig 100 dage hver 12. måned.
På et tidspunkt, hvor republikkens valgte repræsentanter diskuterer fremtidens energi, er her en vej, der fortjener debat. Med hensyn til reguleringer, hyppigheden af nedlukninger, regulering i forbindelse med variabel vedvarende energi. Også at læse i denne bog, der er meget god og ofte som en historisk roman, er det hallucinatoriske efterord, hvor Anne Lauvergeon beskriver, hvad hun måtte finde sig i, i hænderne på sine velmenende modstandere.
Tre spørgsmål til Anne Lauvergeon
Vi oplever en tid med intens varme i Frankrig og Europa. Har de store energiaktører taget højde for de risici, der er forbundet med den globale opvarmning?
Bevidstheden om klimaændringer har gjort ubestridelige fremskridt i løbet af de sidste 15 år blandt de store energiaktører. Indførelsen af scope 3 (alle indirekte emissioner i deres drivhusgasbalancer) vil tvinge de europæiske aktører til gradvist at se visse noget skjulte realiteter i øjnene. Ikke-europæiske virksomheder er generelt langt mindre under dette pres.
Det ideelle ville være at reducere forbruget af kulstofbaseret energi. Kan vi opnå dette uden at skabe økonomiske og sociale kriser?
Jeg tror ikke på løsningen gennem degrowth [nedvækst]. Vi har netop gjort dette til en kollektiv oplevelse med Covid-perioden. De europæiske stater har kompenseret for konsekvenserne. Dette er den berømte franske “Uanset hvad der kræves”… hvilket har øget vores gæld til et uudholdeligt niveau. Uden denne støtte ville de økonomiske og sociale skader have været betydelige. Så reducer vores drivhusgasemissioner, ja, men ikke på bekostning af os alle. Europa tegner sig nu kun for 6 % af de globale CO2-emissioner. Den dogmatiske og straffende tilgang, som Kommissionen har udviklet, og som jeg beskriver i min bog, har ikke skabt den forventede virkning. Hvilken indvirkning vil Donald Trumps politik have på resten af verden? Vil han inspirere andre lande til at forkaste Paris-aftalen? Varigt? Et af de mest chokerende europæiske paradokser i dag er forhandlingerne om køb af amerikansk flydende naturgas, hvoraf 80 % består af skifergas, mens vi nægter at producere den i Europa
Hvilke råd kan Deres firma, ALP, give virksomheder i energisektoren?
ALP er en virksomhed, som jeg grundlagde for 12 år siden. Vi investerer i innovative og nyttige virksomheder og rådgiver store virksomheder, stater og kommuner. I vores energirelaterede investeringer har vi Urban loop, som tilbyder en autonom og effektiv offentlig transportløsning (med en godkendt verdensrekord for det laveste energiforbrug). Vi arbejder også sammen med en af vores virksomheder om en innovativ model for konkurrencedygtigt elforbrug.
Danish
Søren Holst Kjærsgårds budskab – via anmeldelse af bogen – er, at ”fransk kernekraft” er blevet ”ødelagt af VE”. Det forklares, ”at de franske atomkraftværkers kapacitetsudnyttelse er faldet jævnt og støt fra 78% i 1985 til 60% i 2023, medens de finske i hele perioden har ligget over 90%. Anne Lauvergeon giver fransk politik skylden for dette”.
Figur 2 – andelen af kernekraft hhv. sol og vind i august 2024 – viser angiveligt, ”hvordan fransk atomkraft må behage at indrette produktionen eftersom vinden blæser og solen skinner”. Her bliver det mystisk. Hvilken er den onde kraft, der tvinger de franske A-kraftværker til at skrue ned for produktionen, når sol og vind skruer op? Det er vel elmarkedspriserne. Men er det markedsmekanismerne, Søren Holst er modstander af? Næppe.
Søren Hansen svarede mig for to dage siden i kommentarsporet her: ”Målt i rå priser pr. kWh er de “vedvarende” billigere (omend havvind efterhånden er blevet dyr!), men da de slet ikke på egen hånd kan stå for en stabil elforsyning, skal de have masser af backup af forskellig art – og så er de slet ikke billigst mere”. Og, at et ”“kludetæppet” af sol, vind, batterier, udvekslingskabler, lidt gas i ny og næ osv. aldrig [vil] komme til at fungere tilfredsstillende – og vil derfor indirekte påføre samfundet store tab. Så reelt er der ikke noget valg”.
Søren Hansen hævder således, at backup til en sol- og vinddomineret forsyning vil være så dyr og teknisk upålidelig, at det er urealistisk. Dette er en faglig vurdering, som mange – herunder jeg – slet ikke er enig i. Det vil vi få megen lejlighed til at debattere fremover.
Men Søren Hansens synspunkt efterlader et ubesvaret spørgsmål angående backup i den A-kraftdækkede forsyning. Hvis A-kraftværkerne skal køre grundlast, hvordan skal mellem- og spidslast så dækkes, når forsyningen skal være klimaneutral? Søren Holst skriver med henvisning til bogens data, ”at atomkraft i høj grad er regulerbar”. Jo, hvis fremtidens A-kraftværker bliver regulerbare, som man vist taler om med udviklingen af SMR, så kan det hele selvsagt dækkes af A-kraft. Men så skal rigtig mange af værkerne jo ikke køre grundlast, og hvordan skal deres økonomi så komme til at hænge sammen?
Søren Tafdrup spørger, hvorfor franskmændene skruer ned for kernekraften for (i vid udstrækning) at hjælpe tyskerne med at komme af med deres kolssale overskud af solcelle-strøm de fleste sommerdage. Det er korrekt, at det er markedet, der bevirker det, fordi tyskerne afleverer strømmen gratis eller i nogle tilfælde betaler for at slippe af med den. Men det er jo en vanvittig situation. Markedet er så tydeligt totalt skævvredet af den upålidelige forsyning fra sol og vind, at den slags kan foregå. Det er et sygdomstegn, og det vil ikke holde på længere sigt.
Det er fint, at hr. Tafdrup erklærer sig uenig i vurderingen af sol og vinds muligheder, et emne som undertegnede har skrevet utallige artikler og flere bøger om. Tafdrup argumenterer ikke mod substansen, men erklærer sig bare “uenig”, hvilket jo er nemt nok, men det bringer ikke diskussionen videre.
Kernekraften kan snildt påtage sig opgaven med grundlast og mellemlast, det vil ikke gå voldsomt ud over værkernes udnyttelsesgrad. Spidslasten kan vi så klare med gaskraftværker. Der er masser af naturgas til rådighed, og hvem siger, at forsyningen skal være “klimaneutral”? Det giver jo ingen mening, når vi nu ikke har nogen klimakrise.
Og hermed er diskussionen i denne tråd helt og aldeles slut.
Herhjemme hører man tit, at kernekraft ikke passer til VE. Den grundlæggende opfattelse er altså, at vi kører VE først og fremmest, og så kan kernekraften få lov at levere noget af og til. Denne cementerede opfattelse vender helt op og ned på den økonomiske og driftsmæssige virkelighed: Det fornuftige er at køre kernekraft så meget som muligt grundet de lave driftsudgifter. Opfattelsen af, at man sparer brændsel, når VE leverer, stammer fra kul og olie alderen, hvor der var en pointe i at spare på brændslet. Sådan er det ikke med kernekraften. Magthaverne har ikke forstået dette, og det vil de nok heller ikke.
Du skriver: “Det fornuftige er at køre kernekraft så meget som muligt grundet de lave driftsudgifter”. Ja, det er vel, hvad alle siger – at A-kraft skal køre grundlast for at være økonomisk (hvorfor A-kraft ikke duer til at levere backup). Problemet for A-kraften er vel så blot, at vind og sol har endnu lavere driftsomkostninger, og derfor risikerer A-kraftværkerne at køre med underskud i lidt for mange af årets timer. Som Desirée Comstedt, Vattenfalls forretningschef for udvikling af A-kraft, siger, så kan nye A-kraft værker ikke konkurrere med sol og vind ”på den rene energipris”. Så hvis/når den svenske regering vil etablere nye A-kraft værker, så forudsætter det meget betydelig statsstøtte, det er Vattenfalls budskab.
Søren Tafdrup: Din grundlæggende misforståelse er den direkte sammenligning mellem kernekraft og sol og vind. Målt i rå priser pr. kWh er de “vedvarende” billigere (omend havvind efterhånden er blevet dyr!), men da de slet ikke på egen hånd kan stå for en stabil elforsyning, skal de have masser af backup af forskellig art – og så er de slet ikke billigst mere.
Med en stor andel af kernekraft i forsyningen – der konstant kører som grundlast – bliver der brug for meget få eller ingen solceller og vindmøller – og de kommer ikke mere til at skævvride forsyningen og priserne.
Tak, Søren, for at gå ned i substansen. Vi er enige om at fokusere på backup-omkostninger, og her mangler vi at få den nøgterne, faglige diskussion af backup-omkostningerne i et sol & vind domineret system sat i forhold til et system med en vis andel A-kraft, der kører grundlast. Herunder diskussion af, hvordan disse omkostninger udvikler sig i takt med udviklingerne af batterier, fleksibelt elforbrug, tovejsladere til elbiler osv. – sat i forhold, selvfølgelig, til udviklingerne i produktionspriserne på el fra henholdsvis sol & vind og A-kraft.
Søren Tafdrup: Du efterlyser beregninger, der vil indebære så meget gætteri, at resultatet kan blive hvad som helst, man ønsker. Og situationen er stadigvæk, at valget af system ikke vil blive dikteret af økonomien, men derimod af hvad der rent teknisk kan lade sig gøre. Og her vil “kludetæppet” af sol, vind, batterier, udvekslingskabler, lidt gas i ny og næ osv. aldrig komme til at fungere tilfredstillende – og vil derfor indirekte påføre samfundet store tab. Så reelt er der ikke noget valg. Og hermed nok i denne omgang.
Danske borgere bør kun stemme på partier, der ønsker at fremme Danmarks sag.
Altså partier, der gar ind for kernesund kerneenergi.
Hvis man er meget bange for CO2, så kan det vel være meget fornuftigt at bruge penge på vindmøller, som kan erstatte noget kulkraft når det blæser. Men at bygge vindmøller der kan erstatte noget andet, som også er CO2-frit er da det glade idioti.
For os der har forstået at menneskeskabte klimaforandringer ikke er noget problem, er der alt mulig grund til at fravælge konventionelle mælkeprodukter.
[Forkortet af red.]
Hans Peder From:
Indslaget her handler om fransk kernekraft, og derfor er det helt irrelevant at kommentere vedr. Bovaer. Hold dig til emnet, tak.
Jeg giver gerne et tilskud til en dansk oversættelse af bogen.
Jeg har andele i et fransk solprojekt. Vi er garanteret 3,20 kr. pr kWh. Vi betaler ikke nogen form får transmissionsafgift.
I et nyere tilkøb får vi 4,70 kr. pr kWh.
Betingelsen er at solprojekterne er placeret på bygninger. På den måde fik Frankrig udviklet nationalt landbrugs- og industristøtte udenom EU-systemet.
Det dårlige ved min investering er, at støtten er kapitaliseret, så entreprenøren tager gevinsten og jeg får risikoen.
Så jeg har lært noget om risiko. Og jeg undrer mig ikke over at der er noget der hedder gule veste i Frankrig, for når det politiske og embedsmandssystemet i den grad mishandler energisystemet på indbyggernes bekostning, hvad gør de så på andre områder?
Jeg har også andele i et tysk solanlæg. Der får vi 1.60 kr. pr kWh
I Sverige arbejder den borgelige regering på at omstøde en regel der bestemmer, at ikke alle reaktorer må køre samtidig, og regeringen arbejder også på at fjerne forbuddet mod minedrift efter uran.