Her er i uddrag en oversættelse af en længere artikel af skribenten Tilak Doshi. Han tager fat i hele spørgsmålet om ”netto-nul” og politikernes tilsyneladende ustoppelige tro på målets velsignelse og nødvendighed. Uanset hvor galt det går i praksis med forsøgene på grøn omstilling, så mases der på ufortrødent. Men det kan ikke fortsætte. Vi giver ordet til Doshi:
Som følge af troen på at atmosfærens CO2 er kontrolknappen for ”farlige” kommende klimaforandringer, dukkede ”netto-nul” op i 2010-erne som samlings-slogan for at ”redde planeten”. Da Paris-aftalen var indgået i 2015, overtog IPCC den tilfældigt valgte grænse på 1,5 graders opvarmning og opstillede målet med ”netto-nul” i 2050 for de udviklede lande på Jorden.
Men en stribe overskrifter for nyligt tyder på, at ”netto-nul i 2050″-politikken er ved at falde fra hinanden. Der er en stigende erkendelse blandt de udviklede økonomier, at dette storslåede mål er ved at falde sammen under vægten af sine egne selvmodsigelser. Hvad der engang blev udråbt som en konsensus i den politiske verden, firmaernes bestyrelseslokaler og nyhedsmedierne, ligner nu mere og mere et bygningsværk af ideologi opført på en luftig og selvmodsigende ”konsensus-videnskab”. Det stigende tidevand af realiteterne – omkostningerne til ustabil vedvarende energi, de globalt politiske følger af energi-usikkerhed og de enorme krav til elforsyningen fra den Kunstige Intelligens – er ved at skylle hele historien om energi-overgangens uundgåelighed ud i havet.
Klima-alarmismen er demoraliseret, men den er langt fra død. Det ser ud til, at de overbeviste klima-dommedagsprofeter ikke kan bringes til at skifte mening, uanset hvor meget man taler om de kolossale system-omkostninger i forbindelse med omskiftelig vedvarende energi og deres indflydelse på energipriserne.
ExxonMobil har lige i en rapport forklaret, hvad der er mere og mere åbenlyst – at menneskeheden bruger mere kul end nogensinde før, og de globale ”netto-nul”-mål er ved at smuldre. Der er uro i EU-parlamentet, hvor medlemmer fra Ungarn og Østrig med held har modsat sig forsøg på hurtigt at gennemtvinge 2040-målet på 90%-reduktioner af udledningerne.
Og dog kværner maskineriet i klima-alarmismen videre. Klima-aktivisme er ikke så meget et videnskabsbaseret projekt, som det er en verdslig religion for den globale venstrefløj. Det er en tro, der så dybt forankret i følgerenes fanatiske verdenssyn, at den ikke villigt bliver frafaldet.
Det største chok, Klimakirken fik, var genvalget af Donald Trump og den energi-modrevolution, han har sat i værk. Denne gang har han ikke bare meldt USA ud af Paris-aftalen, men med angrebet på EPA’s Endangerment Finding har han taget fat i centrale elementer i kirkens fundament.
Klima-alarmister, som f.eks. Paul Krugman stritter imod og insisterer på, at vedvarende energi nu er billig, bredt tilgængelig og helt uundgåelig. Kritikere, som peger på problemerne med ustabilitet og omkostningerne bliver mødt med sarkasme. Krugman henviser til faldende priser på sol og vind siden 2010 og fremkomsten af batterier og hævder, at en teknologisk revolution er på vej.
Men ved at gøre det afslører Krugman ufrivilligt hulheden i den grønne fortælling. Hvis sol og vind virkeligt var så billige, som det påstås, hvorfor er der så det desperate behov for statsstøtte, lovgivning og offentlig styring for at holde dem oven vande? Hvorfor vakler ledende udviklere af vindmøller, som f.eks. danske Ørsted, på randen af fallit, med aktiekurserne helt i bund og hænderne fremme efter offentlig støtte? Hvorfor er elpriserne i de områder, hvor der er satset mest på vedvarende energi – Tyskland, Californien og Storbritannien – blandt de højeste i Verden?
EU har længe med stolthed ført sig frem som global leder i klima-dyd, været forkæmper for Paris-aftalen og bundet sine medlemmer til ambitiøse tidsplaner for CO2-reduktioner. Med de interne selvmodsigelser vokser. Med Ruslands invasion i Ukraine blev Europas afhængighed af billig russisk naturgas trukket frem i lyset. Gasmangel, stejlt stigende omkostninger for husholdningerne og sammenbruddet i industriens konkurrenceevne tvang politikerne til at erkende farerne ved for stor tiltro til ustabil vedvarende energi og importerede brændstoffer.
Det er i den sammenhæng, at Ungarn og andre modstandere i det Europæiske Parlament har forladt rækkerne og torpederet ”netto-nul”-forslag, der ellers så ud til at være helt uundgåelige.
Den tyske bilindustri er i kamp for sin overlevelse, og det er et spejlbillede, der viser den bredere opløsning af den grønne dagsorden. Selskaber som BP og Shell, der ellers talte varmt for vedvarende energi, er efter år, hvor de har rodet med tabsgivende eventyr med sol og vind, nu ved at vende rundt og komme tilbage til deres kerneforretning med olie og gas.
Ideen med, at Europa kunne udfase fossile brændstoffer indenfor et par årtier og erstatte dem med vind, sol og batterier, er blevet afsløret som ren fantasi. Men alligevel klynger bureaukratiet i Bruxelles sig til tankerne med en fanatisme, der kunne imponere selv de mest ivrige i religiøse sekter.
Hvis beviserne er så overvældende, hvorfor overlever ”netto-nul”-ideen stadigvæk? Svaret ligger i klimabevægelsens egenartede natur. Klima-alarmisme er ikke bare en vedtaget politik. Den er den ideologiske lim, der holder sammen på en magtfuld alliance af venstreorienterede aktivister, medier, virksomheder og milliardærer. For dem har klimapolitik ikke noget at gøre med energi, videnskab eller miljøet. Det handler om ombygning af samfundet, omfordeling af velstand og global magt.
Det forklarer, hvorfor klimabevægelsen er helt uimodtagelig for argumenter fra realiteternes verden, Uanset hvor tit deres løfter slår fejl – uanset om det er solcellefirmaer, der går konkurs, krisen i det californiske elnet eller de voldsomt stigende britiske energiregninger – så er løsningen altid mere statsstøtte, flere magtbeføjelser og mere central planlægning. Fiaskoerne bliver aldrig kædet sammen med politikken, men derimod med manglende ildhu i udførelsen af den.
”Netto-nul”-projektet er ved at falde fra hinanden. Dets økonomiske selvmodsigelser, tekniske begrænsninger og politiske upopularitet er nu umulige at se bort fra.
Men vi må ikke undervurdere modstandsdygtigheden i det klima-industrielle kompleks. Som alle ideologier bliver det ikke opretholdt af kendsgerninger men af tro og, selvfølgeligt, penge. Milliarderne i statsstøtte, de vidtforgrenede netværk af venstrefløjs-NGO’er finansieret af milliardærer, alle de karrierer og omdømmer, der satser på at ”redde planeten” – alle sikrer, at ”klimatisterne” vil kæmpe til det yderste for at bevare illusionerne.
Vores opgave nu er at afsløre hulheden i disse illusioner, at insistere på energipolitik, der er baseret på realiteter snarere end ideologi og igen at bekræfte de fossile brændstoffers uundværlighed i forbindelse med menneskehedens trivsel. ”Netto-nul” er ikke bare død ved ankomsten; den har altid været en fantasi. Jo før vi erkender det, desto tidligere kan vi vende tilbage til den alvorlige opgave med at sikre pålidelig og billig energi til alle.
Danish
Det er topmålet af idioti at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.
Det er ikke “en tro” at ændringer i atmosfærisk CO2 påvirker temperaturen.
Det er videnskabeligt fastslået, at der er en direkte forcing på 5,35 ln(relativ ændring) i W/m2 + feed back fra ektra vanddamp.
Dette er betragteligt – i forhold til, at TSI ligger på ca. 340 W/m2.
Og narrativet om, at den logaritmisk aftagende effekt af øgende CO2 redder os, holder ikke – i og med at CO2 vokser eksponentielt mere end denne aftagende effekt.
Mvh Frederik
Effekten af fordoblingen af atmosfærens CO₂-indhold er isoleret set en temperaturstigning på ca. 1 grad celsius. Det kan ikke skræmme nogen, og derfor opererer klima-alarmismen med et kraftigt bidrag fra ekstra vanddamp. Denne effekt er imidlertid meget teoretisk og derfor primært et trosspørgsmål. Men uden denne tro er der ingen baggrund for at frygte fremtiden for Jordens klima.
Hej Søren
Al forskning på området tyder på en temperaturstigning på 1,5-4,5C / fordobling – inklusive feed back fra ekstra vanddamp – med meget lille sandsynlighed for mindre end 2,6C – “long term equilibrium”
Dette passer også meget fint med den aktuelle observerede stigning på ca. 1,35.
Mvh Frederik
Det er nu langt fra “al forskning” der tyder på en temperaturstigning, der er meget højere end de 1,5-2 grader, den kan ikke fremkaldes af CO₂ alene, og kræver den meget teoretiske forstærkning fra vanddampens side. De 1,5-2 grader er i øvrigt helt sikkert delvist naturlige.
Hele det klima-industrielle kompleks er imidlertid afhængig af et meget højere tal for temperaturstigningen – ellers er der jo reelt ingen klimakrise og derfor ikke noget behov for udfasning af kul, olie og gas og heller ikke brug for flere milliarder til klimaforskningen. Det er grundlæggende klimarealismens budskab, og vindene blæser klart den vej på nuværende tidspunkt.
La loi logarithmique que suit le CO2 (effet décroissant) sur le forçage radiatif, est observé par spectroscopie (satellites, tours atmosphériques, ballons-sondes). Cela tient donc la route, c’est un point qui fait largement “consensus”, même parfois par le IPCC. Ce sont les modèles climatiques qui amplifient la hausse de température, parfois jusqu’à 3°C pour un doublement, c’est une extrapolation ! On sait que le premier 100 ppm de CO2 (de 180 à 280 ppm) a un effet beaucoup plus fort que ne pourrait avoir un passage de 400 à 500 ppm…
Tænk når arkæologer om tusinde år finder alle de nedgravede vindmølllevinger, så vil de undrer sig. Var det et offer til vejrguderne?
Så må vi jo bare begrave dem endnu dybere, så de ikke finder dem.
Det ville være flovt at få vores overtro afsløret.
Supergodt indlæg. Desværre tror jeg ikke at de ortodokse klimatroende vil indrømme, at de tager fejl. Det bygger jeg på, at det tog den katolske kirke 382 år at indrømme, at det var en fejl at dømme Gallileo Galilei som kætter. Galileo Galilei skrev i 1610, at Solen er centrum i vores solsystem, men blev tvunget af kirken til at afsværge denne opdagelse, og han fik først en undskyldning af den katolske kirke i 1992 da pave Johannes Paul II, efter en 13 års kommissionsundersøgelse kom frem til, at det var forkert af kirken at dømme Galilei.
Enig. Der kommer ikke nogen indrømmelser fra klimafolket.
Det er mere sandsynligt at den mere skingre del af klimadebatten langsomt klinger af i takt med, at de politiske vinde ændrer retning imod andre sager som får højere prioritet. Når hypen er væk vil elektrificeringen af samfundene og en hensigtsmæssig balance mellem forskellige produktionsmetoder finde et naturligt og fornuftigt leje.
Det er det jeg tænker.
Enig. Når 3. verdenskrig er ovre går vi over til atomkraft og så vil alt være glemt.
Politikerne og embedsværket forveksler mål og middel. Den grønne omstilling er midlet for at må målet – en reduktion. Ikke målet. Der er også andre midler. Det glemmer de. Måske med vilje.