Roger Pielke Jr. har på sin Substack haft en længere og meget læseværdig serie om sammenkædnings-”videnskaben”, hvor menneskelige CO2-udledninger får skylden for en forværring i ekstreme vejrbegivenheder, Om de store orkaner i de senere år, f.eks. Helene eller Milton i fjor, finder forskerne ud af, at de blev lidt kraftigere og medførte mere nedbør, end det ville have været tilfældet, hvis Jorden var kold og lækker ligesom i 1850. Pielke kalder den slags aktiviteter for ”sammenkædnings-alkymi”.
Men her for nyligt kom Pielke på, at sammenkædningen må kunne fungere i begge retninger. I august måned huserede orkanen Erin ude i Atlanterhavet, den nåede kategori 5 undervejs og havde et langt forløb, som vist på fig. 1. Heldigvis blev den ude over havet og anrettede kun minimal skade. Medierne skrev om orkanen:
I stedet for at svinge mod venstre ind i Midt-Atlanten, lige som Sandy (2012) gjorde, drejede Erin mod højre og væltede ud over det åbne hav. Men det var tættere på, end de fleste mennesker formentligt er klar over… ”USA er virkeligt heldig, at Erin forblev ude på havet, siden dens ualmindelige størrelse og usædvanligt lave tryk ville have givet den mere ødelæggende kraft, hvis den var gået i land,” udtaler en orkan-ekspert.
Ja, hvis Erin nu havde bevæget sig en smule længere mod vest, inden den drejede nordpå, kunne den have smadret Florida og forårsaget ødelæggelser hele vejen op langs kysten med afslutning i New York. Det kunne i teorien være blevet til den første orkan i Verden, der nåede op på 1000 milliarder dollars i skader.
(Her overdriver Pielke nok lidt, fordi orkaner, når de går i land, ret hurtigt taber styrken, så Erin kunne næppe have taget turen hele vejen op til New York med fuld kraft. Men det er ligegyldigt for historien her.)
Nu rejser Pielke spørgsmålet, hvorfor Erin drejede mod nord så tidligt? Kunne det tænkes, at klimaforandringerne har medvirket hertil? Teorien er ikke værre end så mange andre i branchen, her er der tale om jetstrømmene rundt om den nordlige halvkugle, de siges at være blevet mere ustabile og at bevæge sig i større bølger. Netop jetstrømmene menes af have en indflydelse på orkanernes vandring. Så en venlig jetstrøm tog fat i Erin, og holdt den væk fra USA’s kyst.
Voila! Klimaforandringerne og vores CO2-udledninger sparede lige menneskeheden for en billion dollars i tab.
Eksemplet her kaster lys over, hvor meningsløs hele sammenkædnings-alkymien er. Man foregiver at regne på en orkan, hvor man lader som om, at den globale temperatur er 1,2 grader lavere, end den er nu – svarende til situationen i 1850, og så ser man, hvordan orkanen ville have udviklet sig dengang. Ud over det umulige i den slags regnestykker, så er grundholdningen bag, at den globale opvarmning altid skal gøre tingene værre. Det så vi for nyligt med tornadoerne i USA, hvor ”klimaforandringerne” vitterligt har ført til et reduceret antal, men det duer ikke. Men ret beset, hvorfor skulle alting blive værre? Eksemplet med Erin viser, hvordan sådanne ændringer sagtens kunne give det modsatte resultat.
Nu ved vi jo godt, hvorfor alting skal være værre. En betydelig del af klimavidenskaben er slet ikke videnskabelig mere, men derimod agitation for en overbevisning om nødvendigheden af et hurtigt stop for brugen af kul, olie og gas. Det ville imidlertid helt sikkert være en udvikling til det værre…
Danish