Den Gamle Redacteur er p.t. noget afskåret fra internettet, men alligevel skal læserne ikke snydes for en kort omtale af en dybt skammelig artikel, der for nyligt er blevet offentliggjort i Nature – et af videnskabens absolutte flagskibe. Men denne gang bør både forfatterne (såkaldte ”klimaforskere”) og tidsskriftets redaktion være dybt flove over, at sådan en gang makværk blev sluppet ud i offentligheden.
Artiklen er skrevet at en Yann Quilcaille og tolv medforfattere, her vil vi kalde værket YC et al. Titlen er, oversat til dansk: ”Systematisk sammenkædning af hedebølger med udledningerne fra store kulstof-selskaber.” I sammendraget kan man se, hvad det drejer sig om:
Her påviser vi at klimaforandringerne gjorde 213 historiske hedebølger, fra perioden 2000-2023, mere sandsynlige og mere intense, hvortil hvert af de 180 største kulstof-selskaber (energiselskaber og cementfabrikker) bidrog i stort omfang.

Vi får derefter at vide, at sammenlignet med perioden 1850-1900 blev hedebølger i 2000-2009 20 gange mere sandsynlige og i perioden 2010-2019 hele 200 gange mere sandsynlige. En fjerdedel af de 213 hedebølger var slet ikke kommet, hvis ikke der havde været klimaforandringer. De 180 syndige selskaber tegner sig for ca. halvdelen af tilvæksten i hedebølger siden 1850.
Forfatterne kan nu udregne andelen i tilvæksten af hedebølger, der kan tilskrives hvert af de 180 selskaber.
Det ”videnskabelige” grundlag for hele øvelsen viser sig at være propagandaen fra WWA, World Weather Attribution (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), hvis’ tvivlsomme metoder, vi har omtalt mange gange her på siden. WWA når ved hjælp af fantasifulde computermodel-beregninger altid frem til, at enhver begivenhed af ekstremt vejr er blevet meget værre pga. den globale opvarmning.
Man kan nu fordele ansvaret enten på de enkelte lande, forbrugerne eller de firmaer, der (gys!) har tjent penge på udledningerne, f.eks. olie- og gasselskaber.
Forfatterne nævner hedebølgen i det nordvestlige USA i 2021 og når frem til, at den var mindst 2,9 grader varmere og 10.000 gange mere sandsynlig. Det siger WWA i hvert fald.
Nu kan man begynde at fordele ansvaret på de enkelte store selskaber. Middelstigningen i hedebølger i 2000-2009 er 1,36 grader celsius, og heraf kan de 0,44 grader tilskrives de 14 største CO2-udledere, mens de resterende 166 store selskaber tegner sig for 0,22 grader, svarende til hhv. 32% og 16% af ”klimaforandringerne”.
Og hvorfor skal vi så rode med det her?
Resultaterne er ikke kun relevante for videnskaben men også for klimapolitik, sagsanlæg og bredere tiltag til at fastslå virksomheders ansvar. Klima-retssager vokser i antal, hvor sagsøgerne ønsker erstatning for tab og skader, eller forlanger mere ambitiøs klimapolitik fra virksomheder og nationer.
Artiklen nævner, at det stadigvæk kniber med at hænge ansvaret ordentligt op, og håber at kunne bidrage hertil – mens der naturligvis er brug for mere forskning i emnet.
Sagt brutalt, så er alt det her ikke videnskab men kun et led i agitationen for troen på klimakrisen. Canadiske John Robson tager på sin hjemmeside fat i sagen og han er nådesløs. YC et al. hævder, at de nævnte firmaer tegner sig for en global temperaturstigning på halvdelen af de 1,3 grader siden 1850. Man kan herefter regne ud, at canadiske firmaer tegner sig for 0,01 grader heraf. På det tal vil man så hænge et ansvar op. Men de 0,01 grader er jo rent nonsens. Der er så stor usikkerhed på alle tallene, at den form for præcision slet ikke giver nogen mening. Tallet kunne lige så godt være 0,00. Robson tager derefter fat i et andet problem:
Alle med minimal regnefærdighed kan se, at hvis artiklens tal for 2000-2009 og 2010-2019 er rigtige, så skulle hedebølger være 10 gange mere sandsynlige i 2010-erne sammenlignet med nullerne. Men hvis ”sandsynlig” betyder det, det normalt betyder, så må der have været ca. 10 gange så mange i sidstnævnte årti som i førstnævnte. Problemet er bare, at vi jo var tilstede på det tidspunkt, og selvfølgeligt var der ikke 10 gange flere.
Var der ikke nogen, der studsede over de tal, i Nature’s redaktion eller i medierne, der henført har refereret makværket? Åbenbart ikke.
Om YC et al.s påstand om at 0,44 graders opvarmning kan tilskrives 14 selskaber skriver Robson:
Klimaforandringer er en statistisk beskrivelse af ændringer i vejret over lang tid. Det er ikke en kraft, der kan drive noget. Men forskerne her véd åbenbart ikke, hvad klimaforandringer er. Og alle de supernøjagtige tal, der hvirvler rundt og forsøger at hypnotisere os, er en klar afsløring af, at de er ude på alt for dybt vand – eller det, der er værre.
Der har været hedebølger de seneste 20 år, men hvis man kigger på historien langt tilbage i tiden, så har udviklingen været beskeden. Således var det nordvestlige USA ramt af en hedebølge i 1941, der på alle måder var lige så slem som den i 2021. Skal man udtale sig om hyppigheden af den slags begivenheder, er det nødvendigt med pålidelige data, der dækker 150 år eller mere, men de data har vi ikke.
Hertil kommer hele spørgsmålet om, hvorfor menneskeheden har brugt de fossile brændstoffer og alle de fordele, vi har haft mht. økonomisk udvikling, udryddelse af sult og sygdomme og længere gennemsnitsalder for en hastigt voksende befolkning. Alle de goder trækker i den stik modsatte retning af eventuelle hedebølger og har gjort uendeligt meget mere gavn end skaderne fra lidt ekstra varme. Er der ingen i Nature‘s redaktion, der ved noget om det?
Men endnu en gang kort sagt: Sagen her er ren propaganda og slet ikke videnskab.








“Men hvis ”sandsynlig” betyder det, det normalt betyder, så må der have været ca. 10 gange så mange i sidstnævnte årti som i førstnævnte”
– netop!: Sandsynlighedsbegrebet omhandler traditionelt FREMtiden – og estimater for sandsynligheder baseres ofte på registreret hyppighed, altså på FORtidige hændelser/iagttagelser. At rode disse to begreber sammen skaber blot uklarhed.