Det klima-industrielle kompleks holder meget fast i, at de globale havstigninger er accelererende. Det så vi for nyligt med det store kommentar-værk til den famøse rapport fra det amerikanske energiministerium. Havstigninger er godt at skræmme folk med. Ingen bryder sig om udsigten til stormfloder eller vand i kælderen.

Hidtil er der dog ikke sket så meget med havniveauet. I København og omegn har havet brugt mere end 100 år på at stige 6 centimeter. I Frederikshavn er det endnu værre, pga. landhævning er havet reelt kun steget 4 millimeter på de 100 år. Det duer jo ikke, og for at gøre folk bange er man nødt til at love meget større stigninger i fremtiden. Det gør man så også, og f.eks. er det fremført, at København har udsigt til en stigning på en halv meter eller mere inden år 2100. Det svarer til mere end en tidobling af den nuværende stigningstakt – i gennemsnit over alle de 75 år.

Det lyder jo ikke så rimeligt endda, det vil kræve en overordentlig kraftig acceleration, og det er netop den, klimaforskerne så gerne vil overbevise os om, allerede er i gang nu.

For nyligt udkom der så en artikel skrevet af to hollændere og offentliggjort i Journal of Marine Science and Engineering. Artiklen er fagfællebedømt, og kan derfor ikke bare verfes til siden, trods sit nedslående budskab.

Forfatterne tager udgangspunkt i den situation, som politikere og beslutningstagere i områderne ved kysterne står i. De skal planlægge sikring mod oversvømmelser, og her har de brug for nogenlunde pålidelige tal for, hvor meget havet kan tænkes at ville stige i de kommende f.eks. 50 år. Som eksempel kan nævnes ovennævnte Frederikshavn, hvor man med 4 mm stigning på 100 år nok ikke skal forvente halve eller hele meter i resten af århundredet.

Forfatterne starter med at påpege, at der har været store vanskeligheder med at opstille et komplet regnskab for havets udvikling. Hvis havniveauet er steget, skyldes det enten, at vandet er blevet varmere og derfor har udvidet sig, eller at der er kommet mere vand til, ved afsmeltning af Grønlands eller Antarktis’ iskapper, gletsjere eller tab af vand fra landjorden, primært søer eller grundvand.

Her har en stribe forsøg på at få tallene til at stemme lidt skibbrud; man har ikke kunnet finde nok vand fra afsmeltningen m.v. til, at regnskabet gik op. Artiklen her konstaterer så tørt, at de pgl. forskere åbenbart ikke har overvejet, om de benyttede tal for havstigningerne evt. kunne være for store. Problemet med at få balancen til at gå op er således ikke løst endnu.

Et generelt problem med målinger af havniveauet er den meget uensartede fordeling af målestationerne. I Europa f.eks. står de mange steder med relativt kort afstand imellem, hvorimod Afrika og Sydamerika har lange øde kyststrækninger, hvor der er meget få målestationer. Den situation blev først afgørende forbedret, da man tog satellitterne i brug. Men deres målinger er stadigvæk behæftet med stor usikkerhed, og de har kun fungeret i ca. 30 år, hvilket er for kort til, at man troværdigt kan konkludere noget om en acceleration.

Forfatterne påpeger nu, at havniveauet naturligt er svingende over perioder på 8,85 og 18,61 år. Det hænger sammen med Månens bevægelser rundt om Jorden, hvor bl.a. afstanden mellem de to varierer over årene. Det er jo netop Månens tiltrækningskraft, der forårsager højvande her hos os. Fig. 1 viser situationen, hvor man dels ser svingningerne og dels en gradvis udvikling, der så udgør den reelle havstigning. Det er den, der optræder i f.eks. IPCC’s udgivelser.

*Fig. 1: Princippet i udviklingen i havniveauet. Den fuldt optrukne linje er målingerne over kort tid, mens den stiplede linje angiver tendensen over lang tid.*

Man har nu kigget på to forskellige databaser med kystbaserede målinger og udvalgt en stribe stationer, hvor et af kravene er, at de skal have målinger fra mindst 60 år og tal frem til i hvert fald 2020. Man har således kigget på samtlige stationer vist på fig. 2, men alle dem, der er markeret med krydser, har man sorteret fra, fordi de ikke opfyldte kriterierne. Tilbage er de stationer, der er markeret med farvede cirkler eller trekanter. Farven angiver den årlige stigning i havniveaet. De runde symboler er steder uden acceleration, mens trekanterne viser steder, hvor der er en acceleration. Sidstnævnte udgør kun 4% af alle stationerne. Accelerationen er konstateret i en gruppe i Japan, og enkelte stationer i diverse andre lande. Men ofte er det således, at en station, der viser acceleration, ligger forholdsvis tæt på en anden station, der ikke gør det.

Fig. 2: Undersøgte målestationer. Krydserne angiver stationer, hvor der ikke er data nok til undersøgelsen. De medtagne stationer er markeret med runde pletter eller trekanter, farven angiver den årlige stigning i mm.

Fig. 3 viser fordelingen af de målte stigningshastigheder, man ser at de fleste ligger mellem 0 og 3 mm/år. Man skal her huske på, at det, stationen måler, er havets stigning minus en evt, landhævning eller -sænkning. Landsækninger ser man ved mange storbyer, hvor kraftig indvinding af grundvand har medført at jorden synker sammen.

*Fig. 3: Fordelingen af havstigninger på de anvendte stationer*

Den gennemsnitlige stigning i havniveauet, renset for landets bevægelse er 1,4 mm/år.

Undersøgelsens resultat viser klart, at der ikke er tale om nogen acceleration i havstigningerne frem til nu. Forskerne har fremskrevet stigningerne og fundet tal for, hvad man kan forvente i de kommende årtier. De tal er så sammelignet med hvad IPCC offentliggjorde i sin store oversigt over havstigninger (fra 2021), se fig. 4. Generelt ligger IPCC’s tal væsentligt højere end artiklen her finder.