Charles Rotter fra WUWT er lidt af en vittig hund, når det slår ham. Nu refererer han en artikel i New York Times, der jo er de danske journalisters yndlingskilde til nyt fra USA, fordi den er passende venstreorienteret, så skribenterne ikke bliver alt for chokeret eller får rokket deres verdensbillede alt for meget. Artiklen her handler om desperationen blandt klima-aktivister, der for alvor føler sig truet af alle Trumps tiltag for at få drejet den grønne omstilling væk fra den faretruende kurs, den var inde på og samtidigt at få droslet klimavidenskaben ned til et mere realistisk leje. Alt det er jo katastrofalt.

Rotter indleder:

New York Times offentliggjorde for nyligt en artikel med titlen ”Miljøgrupper står over for et tilbageslag af en generations længde under Trump”, og stemningen ville passe godt til en begravelse. For en industri af professionelle alarmister, kunne man måske sige, at sorg er deres naturlige tilstand. Men denne gang er sorgen ikke over smeltende gletsjere, eller teoretiske havstigninger om hundrede år. Nej denne gang er sorgen personlig. Deres skatteyderbetalte imperium smuldrer. Deres greb om Washington løsner sig. Deres toppunkt under Biden – hvor de troede at hans ”Inflation Reduction Act” permanent havde omskabt den amerikanske økonomi i deres billede – er gået i opløsning lige som dug en august-morgen i Texas.

Rotter henviser til en bog, der handler om sorgens fem trin. De består af

1. Benægtelse

Under Biden gik det hele så godt. Der blev brugt oceaner af penge på grønne omstillings-projekter, og der kom flere og flere elbiler på vejene. Kulfyrede kraftværker blev lukket på stribe, og der blev lagt hindringer i vejen for udvinding af olie og gas.

Benægtelsen kom så på valgnatten i 2024. Det var umuligt at tro, at vælgerne foretrak kul fremfor klimaet. Men det gjorde de. Drømmen om ”vedvarende energi” begyndte at smuldre. Nogle aktivister tror stadigvæk på ”netto-nul”, men troen blegner.

2. Vrede

Hvad er bedre end at få luft for sin vrede ved sagsanlæg i retssystemet? En af organisationerne praler allerede med at have anlagt 96 retssager mod Trumps regering.

Vreden har også udmøntet sig i storvask i nogle af aktivist-organisationerne. Sierra-klubben har lige fyret sin administrerende direktør efter uenighed med de lokale afdelinger og problemer med personalet, der følte sig dårligt behandlet.

3. Forhandling

Ind til nu har det mere eller mindre været forstået, at vi skulle betale mere for at redde Planeten fra at brænde op. Nu prøver aktivisterne i stedet at bilde os ind, at det slet ikke kommer til at koste os noget med den grønne omstilling. De skal bare have lov til ét forsøg mere.

Man kan også påpege nye og særligt lovende projekter med sol og vind – og i værste fald inddrage Afrika eller Indien som oplagte steder for grøn omstilling.

4. Depression

”Moralen er ødelagt”, græder New York Times, det er et tab for en hel generation. Aktivistorganisationerne, f.eks. Greenpeace er tvunget til at fyre folk i massevis, og selv Bill Gates begynder at holde på pengene, fordi, som han siger, de kan bruges bedre andre steder.

5. Accept

Her er vi ikke nået til endnu.

For klima-aktivisterne resumerer Rotter trinene på følgende måde:

Benægtelse af at strømmen af skatteyderpenge er tørret ud.
Vrede i form af sagsanlæg, både anlagt og tabte.
Forhandlinger med vælgerne, der foretrækker elektricitet de kan betale, fremfor utopiske løfter.
Depression i takt med at milliardærerne pakker deres tegnebøger væk, og der må gribes til fyringer i aktivist-organisationerne.
Måske en dag en accept af, at der aldrig var en ”klimakrise”.

Rotter afslutter:

Indtil da vakler bevægelsen videre. Sagsanlæg i den ene hånd, slogans i den anden, i et evigt forsøg på at overbevise det trætte publikum om, at himlen er ved at falde ned. Ironien er tyk, det er ikke himlen, der er ved at falde ned, det er deres eget korthus.