Som nævnt forleden, var det emnet for undertegnedes foredrag ved klimakonferencen i Oslo i den forgangne weekend. Konferencens tema var netop kundskabskrisen inden for klimasagen, hvor masser af fejlopfattelser og falsk tro florerer. Troen, f.eks. på ”klimakatastrofen”. Men fænomenet forekommer også i høj grad inden for den grønne omstilling, hvor der er en næsten religiøs tro på, at et moderne samfund kan få hele sin energiforsyning fra solceller og vindmøller, poetisk benævnt ”vedvarende energi”.
Troen har været så stærk, at politikerne har været villige til at kaste talløse milliarder ind i de ”grønne” projekter, og resultatet ser man nu i en stribe lande, hvor man står med kolossale mængder af ustabil energi fra solceller og vindmøller. Tyskland er løbet ind i høje energipriser og en totalt ustyrlig forsyning, især fra solcellerne, der igen giver sig udtryk i voldsomt svingende priser fra dag til nat og store månedlige tab for den tyske nation. Det har vi for nyligt beskrevet i detaljer.
Fra 2019 til 2025 har Tyskland fortsat sin voldsomme udbygning med solceller og vindmøller og har nu kapaciteter på over 100 GW sol og 75 GW vind. Det skal sammenholdes med et gennemsnitligt forbrug på 50-60 GW. Der skulle således være rigeligt med strøm til forsyningen, og ofte bliver der produceret alt for meget, hvorefter tyskerne må gribe til tvangslukninger af solcelleparker og vindmøllefarme, eller forære strømmen væk til nabolandene. På andre tidspunkter svigter sol og vind imidlertid i så stort et omfang, at de tyske kul- og gaskraftværker stadigvæk spiller en stor rolle i elforsyningen. Det giver sig udslag i, at CO2-udledningerne fra den tyske elproduktion reelt ikke er faldet siden 2019, jfr. fig. 1.
I Danmark drømmer Energistyrelsen og Klimarådet om en hurtig udfasning af forbruget af olie og gas, det skal bl.a. ske ved en elektrificering af transporten og industrien. Danskerne køber mange elbiler, men til gengæld går det meget trægt med omstillingen til el i industrien, som det fremgår af fig. 2.
Efter nogle euforiske år omkring 2020 blev især vindmøllebranchen ramt af de økonomiske realiteter. Renten og priserne på udstyret steg, og som resultat er især havvind slet ikke mere rentabel, hvis strømmen skal sælges til markedspris. Der gik lang tid, før regeringerne indså denne tingenes tilstand, de lærte det på den hårde måde, da en stribe auktioner, hvor nye koncessioner til havvind blev udbudt, endte højst utilfredsstillende, jfr. tabel 1. Regeringerne udbød retten til områder i havene, men betingelserne gjorde, at vindmølleselskaberne ikke kunne regne med at tjene penge på deres investeringer. Dels var elpriserne for lave, dels var der udbredt frygt for den såkaldte ”kannibalisering”, hvor priserne bliver meget lave eller negative, hver gang møllerne producerer godt – og derved tabes store beløb i indtjening. Regeringerne har derefter spillet ud med stigende støttebeløb pr. produceret kWh – og kompensation, hvis den ikke kan afsættes. Men selv da er flere auktioner endt helt eller delvist uden bydere, og det på trods af, at de tilbudte elpriser – typisk garanteret i 15-20 år – ligger betydeligt over de nuværende markedspriser.
Problemerne med økonomien i den vedvarende energi har givet mange vanskeligheder for udbyderne og en række selskaber er endt i finansielt uføre, hvis de da ikke er gået helt fallit. Tabel 2 viser et udpluk af selskaber, der er i nød. Årsagerne er forskellige, men fælles for alle er den voldsomme optimisme i årene før 2020 og de efterfølgende realiteter med højere investeringsudgifter, kannibalisering af elpriserne og manglende afsætningsmuligheder for strømmen. Vi skrev for nyligt om de svenske vindmølleselskaber, der tilbage i 2017 indgik kontrakter med deres kunder om stabile leverancer til faste priser døgnet rundt. De satsede så på at købe den strøm, møllerne ikke leverede, billigt på markedet og sælge den profitabelt til de aftalte priser. Det gik godt, indtil markedspriserne på elektriciteten steg voldsomt, hvorefter vindmølleejerne endte med astronomiske tab.
Fremtiden for den grønne omstilling er i høj grad bygget op omkring en storstilet produktion af brint og Power to X-brændstoffer. Der har derfor været en lang række projekter på tegnebrættet, både her i Danmark og i vores nabolande. Brint skulle fremstilles ved elektrolyse af vand og derefter kunne man bruge den som brændstof eller energilager – eller videreforarbejde den til flydende brændstoffer. Der var storstilede planer om at etablere en brintrørledning ned gennem Jylland, her skulle en stribe fabrikker omdanne strøm fra solceller og havvindmøller til brint, der så kunne eksporteres til hungrende kunder i Tyskland.
Men gradvist er det gået op for aktørerne i markedet, at elektrolysebrinten bliver særdeles kostbar og slet ikke konkurrencedygtig med brint fremstillet ud fra kul eller naturgas – og endnu mindre konkurrencedygtig sammenlignet med den naturgas, som den i mange tilfælde skal erstatte som brændstof i industrien. Brintbranchens reaktion har naturligvis været at række poterne frem efter statsstøtte, men her tøver regeringerne, fordi støttebeløbene i princippet skulle ydes i al fremtid. Resultatet har været et bemærkelsesværdigt sammenbrud af hele brintbranchen, hvor selskaber er gået fallit, projekter er blevet udskudt, omdefineret eller kraftigt skåret ned i omfang, jfr. tabel 3. Listen i tabel 3 er på ingen måde komplet, men skal kun ses som smagsprøver.
Konklusionen er helt klart, at den grønne omstilling har ramt muren af realiteter. Variabel strøm fra solceller og vindmøller vil give en upålidelig og alt for dyr energiforsyning, og det vil medføre alvorlige økonomiske tab for de lande, der forsøger sig, de mister både velstand og velfærd. Og det til ingen verdens nytte, da den grønne omstilling i nogle få vestlige lande i praksis ingen indflydelse har haft på atmosfærens CO2-indhold. Forbruget af kul, olie og gas har været støt stigende, år for år sætter det rekorder, og den udvikling vil fortsætte i mange år endnu.
Hvornår vender fornuften tilbage?
Danish
Universiteter og læreanstalter er massivt sponseret af fossilsektoren, som derfor ikke beskæftiger sig med de mest effektive alternative energiformer.
Vand vejer tusind gange mere end vind.
https://www.facebook.com/FriendsOfNASA/videos/682499194108548/
_
MÅNEENERGI
Tidevandet, der mange steder har adskillige meters forudsigelig højdeforskel, der flytter milliarder af tons havvand kan udnyttes som pålidelig konstant energiforsyning.
https://www.youtube.com/watch?v=ZQ_g3yNMy_g
https://www.facebook.com/FriendsOfNASA/videos/682499194108548/
Havets bølger er osse solenergi.
Undrer mig over at bølgekraft ikke nævnes som en mulighed. Næsten usynlige, udnytter dønninger når det ikke blæser.
Jeg ved ikke om vores uddannelsesinstitutioner er sponseret af olie- og gasindustrien, da de er meget ivrige med deres arbejde med – og agitation for – “vedvarende energi”, dvs. solceller og vindmøller. Tænk f.eks. en Brian Vad Mathiesen og hele hans slæng.
Vandkraft er desværre uhyggeligt ineffektiv som energikilde. Man skal altid huske tommelfingerreglen, at ét ton vand skal falde 365 meter, før det har fremstillet 1 kWh. Bølge-energi indebærer reelt, at man har en “faldhøjde” på maks. 1-2 meter, så der skal en masse vand til – hvilket igen betyder at et bølgekraftværk skal dække mange kilometer kyst, før det kan yde noget af betydning. Det er alt for dyrt i investering – og der er store krav til vedligeholdet, da havet er noget af det mest aggressive miljø for teknologi af enhver art.
Bølgekraft bilver derfor alt for dyr, sammenlignet med de øvrige muligheder.
Har du iøvrigt aldrig bemærket, at når det ikke blæser, så kan havet være meget roligt også – så der er ikke megen energi at hente – selv ikke i Vesterhavet?
Vi kunne have undgået ødelæggelsen af det danske landskab, sparet atmosfæren for oceaner af CO2 og sparet samfundet for enorme summer, hvis Danmark var gået over til atomkraft for 50 år siden. Og så havde Danmark tilmed haft en stabil energiforsyning, der var mindre sårbar. Den grønne omstilling ender med at blive en rød næse til venstrefløjen.
Det er mig ubegribeligt, at vi overhovedet har denne debat om hvorvidt det er smart at plastre mellem 550-1300ha til med kilometervis af solcelleanlæg, tonsvis af beton til kæmpe vindturbiner og giftige PtX anlæg samt batterier i Danmarks mange naturrige landdistrikter, for at redde hvad? Klimaaftryk, miljøet og naturen!
Det er direkte sjofelt og uanstændigt at tillade sig selv, på bekostning af os borgere, der bor her, vores livskvalitet og vores allesammens jord, at tjene penge på at forvolde landsødelæggende skade på dansk jord.
Vinklen er lidt negativ. Der er jo tale om udvikling og innovation. Når det gælder så store områder som el og varmeforsyning, så er det jo indlysende, at det ikke sker over et par årtier. Vindkraft og i øvrigt al anden energiproduktion er blevet dyrere pga rentestigninger og forsynings problemer. Så pris forøgelsen er ikke kun et VE problem.
Der skal løbende findes en balancegang mellem VE og backup kapacitet, og spillereglerne ændres løbende pga den store innovation, der er igangsat.
EU har ganske enkelt brug for at løsrive sig fra en kæmpe afhængighed af import af gas, olie og kul.
Der er tale om politisk ønsket udvikling og innovation, ikke logiske tekniske nyskabelser. Det kommer der ikke noget godt ud af. At vindkraften var kunstigt billig pga. en usund nulrente, er der nu bare blevet rettet op på – og så ser vinden præcist så forpjusket ud, som den er.
Hvis EU ønsker at frigøre sig for import af energi, så kunne man starte med at sætte gang i udvindingen af de lokale resourcer, hvor der bl.a. i England, Tyskland og Danmark er store mængder af skifergas, der bare venter på at blive hevet op. Nordsøen har også meget mere at byde på. Og så skulle Europa naturligvis begynde at tage kernekraften alvorligt igen, det er den, der ender med at være rygraden i vores energiforsyning engang i fremtiden.
Jens.
Fuldstændig rigtigt.
Det er præcis det der er i gang.
Ærgerligt at der ikke er ret mange som har forstået det.
Masserne er hjernevasket og går igen og igen til valg, og vælger de samme politikere igen og igen så de kan fortsætte nedturen for os alle.
Venstrefløjen vil nedlægge vores grænser, vores land, vores kultur, vores selvstændighed, vores traditioner, vores sprog, ytringsfrihed, den private ejendomsret, kontanter, helligdage, kønnene, den hvide mand, familien, landbruget, industrien, fiskeriet, olie, kul, gas, atomkraft, liberale erhverv, privatbilisme, benzin- og dieselbiler, kød, æg og meget mere. Men nu er venstrefløjen kommet så langt ud til venstre, at de automatisk nedlægger sig selv ligesom i USA. Og så kan fornuften endelig vende tilbage.