Mere vrøvl om orkanerne

I klimakredse kan man iagttage, hvad der ligner en stigende desperation. Troen på, at vores CO₂-udledninger er skadelige, og at vi snarest muligt må ophøre med at bruge kul, olie og gas er helt usvækket. Men budskabet kommer ikke rigtigt ud til den brede befolkning og selv mange politikere er begyndt at trække i land med hensyn til den grønne omstilling, der tydeligvis går langsommere og er meget dyrere, end man havde drømt om.

Det er derfor pinedød-nødvendigt at skrue op for truslerne fra ”klimaforandringerne”. Intet er mere voldsomt eller dramatisk end en orkan, der går i land og smadrer eller oversvømmer en storby. Hvis den er en konsekvens af vores CO₂-udledninger, så er der her et argument for grøn omstilling, som selv den største tåbe burde kunne forstå.

Men det kræver jo nødvendigvis, at der kan påvises en udvikling i orkanernes antal og styrke – og den skal så sammenkædes med den globale temperaturstigning. Og her er problemet. Reelt set er der ikke nogen sporbar udvikling over de seneste 100 år, hverken mht. antal eller styrke. Organisationen World Weather Attribution prøver derfor at springe direkte til sammenkædningen ved hjælp af røgelse i form af computermodelberegninger, som ingen kan gennemskue. Men det er ikke helt tilfredsstillende.

Således ofres der store kræfter på alligevel at finde én eller anden sammenhæng, og her har man kastet sig over begrebet rapid intensification, ”hurtig stigning i styrke”, som fokuserer på, hvor hurtigt en orkan udvikler sin styrke, fra f.eks. kategori 1 til kategori 4 eller 5. Styrken er jo udtrykt ved vindhastigheden omkring orkanens øje, og man kigger nu på, hvor mange kilometer i timen hastigheden stiger med fra time til time. Man kan så indsætte en grænse, og her er f.eks. nævnt en stigning med ca. 55 km/t over 24 timer som et bud på en definition.

Sammenhængen skulle være, at den globale opvarmning medfører højere havtemperaturer, der giver mere energi til orkanerne og dermed muliggør en hurtigere udvikling, osv. osv. Det er jo en teori, der ”lyder” rigtig, men som ikke på nogen måde er sandsynliggjort ved faktiske målinger.

Den hurtige stigning er kommet i fokus i år, hvor de første knap tre måneder af orkansæsonen i Atlanterhavet kun har budt på fem forkølede storme og så orkanen Erin, der dog forblev ude over havet hele tiden. Men netop Erins udvikling har man nu kigget nærmere på. Der dukkede historier op i medierne som f.eks. følgende fra NBC:

[Erins] forløb i de seneste dage gør den til en af de hurtigst stigende atlantiske orkaner, der er målt, og er endnu et bevis på, at klimaforandringerne forøger risikoen for orkaner, der stiger hurtigt i styrke.

Hurtig stigning er defineret som en forøgelse af vindhastighederne på mindst 55 km/t over 24 timer… Erins vindhastighed steg med ca. 120 km/t på 24 timer fra fredag morgen til lørdag.

Klimaforandringerne forøger risikoen for hurtigt stigende storme, primært pga. havtemperaturer, der er varmere end normalt, og et stort indhold af fugtighed i atmosfæren – nøgleingredienser til at få storme til at stige i styrke.

I en foreløbig analyse [blev det konkluderet] at Erin havde bevæget sig over usædvanligt varmt havvand hvilket menneskeskabte klimaforandringer havde gjort 100% mere sandsynlige.

Artiklen er illustreret med diagrammet vist her som fig. 1. Her ser man, hvordan Erin har været en af de fem orkaner, der har udviklet sig allerhurtigst.

CNN skriver:

Erin gik fra en kategori-1 orkan med 120 km/t vindhastighed kl. 11 om fredagen, til en kategori-5 orkan med vinde på næsten 250 km/t bare 24 timer senere. Det har placeret Erin i historiebøgerne som en af de hurtigst udviklende atlantiske orkaner i optegnelserne og potentielt den hurtigste stigning i styrke for nogen storm før 1. september.

Nu må vi da fatte, at klimaforandringerne er farlige, og vi må til at arbejde seriøst på ”netto-nul” hurtigst muligt.

Men her kommer to af kæmperne, Anthony Watts og H. Sterling Burnett på banen med en skarp kommentar. De lægger hårdt ud:

Påstanden om, at klimaforandringerne driver den hyppigere hurtige stigning i styrken på orkaner, er ikke bevist og formentligt skrupforkert.

De to forfattere gør opmærksom på, at hele ideen med den hurtige udvikling er af nyere dato, og at der generelt ikke er enighed om definitionen. Men det mest alvorlige problem er den næsten totale mangel på detaljerede oplysninger om orkanerne bare nogle få årtier tilbage i tiden. Før man fik satellitmålinger, og før flyvemaskiner rutinemæssigt fløj ind i orkanerne, havde man slet ikke de målinger, der skal bruges for at vurdere udviklingen i styrke. Det gælder især alle de orkaner, der forblev ude over havet. Watts & Burnett skriver:

Ethvert forsøg på at sammenligne hyppigheden eller styrken af hurtige stigninger i dag med årtierne før satellitterne bygger, i bedste fald, på formodninger, antagelser og gætterier vedrørende fortidens orkaners vindhastigheder og udvikling. Ren fantasi.

Watts & Burnett påpeger, at teorien om varmt vand heller ikke rigtigt ser ud til at holde. Hvis orkanernes styrke og udvikling var en direkte følge af havtemperaturen, så skulle man over årene se en støt stigning, der ville vise sig i kurverne. Men det ser vi ikke, antallet af orkaner og deres samlede styrke svinger kolossalt fra år til år uden nogen ændringer over lang tid.

Det fører d’herrer frem til konklusionen:

Hvad NBC her serverer, er ikke journalistik – det er en gryderet, der bedst kan beskrives som ”stuvet klimapanik”. Tag en håndfuld udvalgte data, smid en knivspids sammenkædning uden årsag og krydr med dramatiske satellitbilleder – og derefter har du et medie-måltid lige klar til at spise. Men hvad man ikke finder i den opskrift er skepsis, sammenhæng, eller nogen erkendelse af begrænsningerne i orkan-målingerne og sammenkædnings-videnskaben. Det er ikke videnskabs-journalistik, det er at fortælle røverhistorier med politiske formål.

Er der andre end undertegnede, der finder, at klimaforkæmperne efterhånden begynder at opføre sig mere og mere latterligt i deres sags tjeneste?