AMOC bryder sammen!

Så er AMOC-husflidsindustrien på banen igen. AMOC er som bekendt den store havstrøm, der vandrer op gennem Atlanterhavet og bringer varme op til Vesteuropa og Skandinavien. Vi her flere gange beskrevet, hvordan en gruppe ihærdige klimaforskere forsøger at kæde AMOC’s fremtid sammen med vores CO₂-udledninger, og det er naturligvis sådan, at jo større udledninger desto større risiko for, at AMOC går i stå, og så bliver der bitterligt koldt her på vores kanter.

For et par dage siden udkom den seneste artikel fra industrien, denne gang med ophav fra Potsdam Institut für Klimafolgenforschung, PIK, og deres Stefan Rahmstorf optræder som sidsteforfatter. Artiklen blev ledsaget af en pressemeddelelse, se fig. 1. Overskriften lyder: ”Muligt sammenbrud af [AMOC] efter år 2100 ved et højt niveau af udledninger”. I pressemeddelelsen udtaler Stefan Rahmstorf:

I vores modelkørsler når vi typisk væltepunktet i vigtige områder af Nordatlanten i løbet af de kommende årtier. Det er meget bekymrende.

Pressemeddelelsen skynder sig også at nævne, at vi må se at få CO₂-udledningerne nedbragt hurtigst muligt.

De danske medier tog straks sagen op, her dr.dk. DR havde to artikler om emnet hurtigt efter hinanden og i den ene skriver de:

.. fremtrædende forskere fra blandt andet Potsdam Institute for Climate Impact [peger] på, at fortsætter vi med at udlede drivhusgasser, som vi gør nu, kan fundamentet for et uigenkaldeligt kollaps være lagt inden for 10 til 20 år.

Vi vil med vores forurening af atmosfæren have lagt skinnerne til det sikre kollaps uden mulighed for at trække i nødbremsen eller at vide, præcis hvornår katastrofen indtræffer.

DR er derefter på rundtur (fig. 2) med mikrofonen hos diverse forskere – the usual suspects.

– Vi kan inden for forholdsvis kort tid komme derhen, hvor det er svært at stoppe toget. Vi er på vej mod afgrunden. Det gælder ikke kun havstrømmene, men hele klimasystemet, siger professor …  på Aarhus Universitet Marit-Solveig Seidenkrantz.

Det er da også temperaturstigninger, der er med til at svække havstrømmene, siger … Seidenkrantz. – Havstrømmene kan blive svækket, fordi havisen smelter i Arktis.

Normalt plejer man at sige, at det er afsmeltningen af Grønland, der skal stoppe AMOC; hvad der sker med havisen, er nok forholdsvis uinteressant.

DR har også fat i Sebastian Mernild, der udtaler:

– Hvis man allokerer midlerne til det, kan man i løbet af to, tre, fire år have nogle solide resultater. Det kan godt være, man skal investere 50 millioner i det her, men konsekvenserne og skaderne kan være 1.000 gange dyrere.

Ja, send flere penge!

Artiklen om AMOC går under navnet S. Drijfhout et al., og her har man for 117. gang sat klimamodellerne til at regne på havstrømmene. Det nye denne gang skulle være, at man har valgt modeller, der kører længere end til år 2100, for derved at få et længere tidsperspektiv på sagen. Man har brugt de nye varme CMIP6-modeller, og langt de fleste kørsler er baseret på SSP5-8.5-scenariet, der jo er videreførelsen af den gamle RCP8.5-version, med det helt urealistisk høje forbrug af fossile brændstoffer og dertil hørende CO₂-udledninger. Det gode ved det scenarie er selvfølgeligt, at det giver mere smæk for skillingen, når man gerne vil male fremtiden sort op.

Og sort ser det ud, som det fremgår af fig. 3, der viser hovedresultaterne af modelkørslerne. Her ser man havstrømmen, målt i enheden Sverdrup (en million kubikmeter pr. sekund) og hvordan alle kørslerne viser, at siden omkring år 2000 har den været støt nedadgående, og det vil den fortsætte med.

På fig. 3 skal man bemærke den lille tykke lyseblå streg fra 2000-2020. Den viser ifølge forfatterne de faktiske målinger af havstrømmen nede ved Florida, og med tilfredshed noterer man sig, at den flugter fint med modelkørslerne, om end man dog husker på, at tidsrummet er meget kort – og derfor er håndfaste konklusioner lige her nok lidt risikable. Men overensstemmelsen er der. Artiklen konkluderer:

Så vidt vi kan komme med de nuværende modeller, konkluderer vi, at risikoen for en nedlukning af den nordlige AMOC er større, end man har troet indtil nu, i hvert fald når det er baseret på de nye CMIP6-modeller.

Gode mennesker har nu taget fat i sagen, heriblandt Frank Bosse fra Klimanachrichten, der har flere interessante observationer til fig. 3. Han påpeger, at flertallet af simuleringerne – de røde kurver – er med RCP8.5, men der er to (blå) med RCP2.6, der er et lav-udledningsscenarie efter en omfattende grøn omstilling, og så et grønt, der viser mellem-scenariet RCP4.6. Nu ser det umiddelbart ikke ud til, at vi får noget ud af den grønne omstilling, da 2.6-kurverne ligger nede mellem 8.5-kurverne. Kun RCP4.5, der reelt nok er det tætteste, vi kan komme på ”business as usual”, ser ud til at være lidt bedre. Det viser sig, at forklaringen på de dårlige RCP2.6-resultater skyldes, at de computermodeller, der blev brugt hertil, regner med en meget høj følsomhed over for CO₂, dvs. en kraftig temperaturstigning ved en fordobling af indholdet. Så begynder det hele lidt at blive noget vrøvl.

Meget værre for S. Drijfhout et al. er imidlertid den kritiske gennemgang, som Matthew Wielicki har leveret på sin Substack. Wielicki påpeger, at det er god videnskabelig praksis, at man medtager al den relevante nye litteratur, når man skriver en artikel – og det uanset om den nye litteratur understøtter konklusionerne eller ej. Litteraturen skal med, og den skal refereres loyalt. Det er noget forskerne automatisk bør gøre – og skulle de have glemt det, så er det fagfællebedømmelsens opgave at få de elementer med.

Wielicki kan nu pege på tre relevante artikler, der er udkommet indenfor de seneste ca. 12 måneder.

Den første er Volkov et al., som vi har beskrevet tidligere her på siden. Volkov et al. kigger på målingerne af havstrømmen mellem Florida og Bahamas, som man dog kun har foretaget i de seneste godt 20 år. Volkov et al. bliver citeret i S. Drijfhout et al. og det er herfra, at den lille stump tyk lyseblå kurve i fig. 3 er hentet. Imidlertid går hele Volkov et al.-artiklen ud på at påvise, at der reelt ikke har været nogen nedgang i havstrømmen i det tidsrum, det fremgår af fig. 4. Problemet var, at man måler på strømmen i et langt kabel gennem havet, og det har vist sig, at den er påvirket af Jordens magnetfelt. Korrigerer man for ændringen i magnetfeltet, så er der ikke mere nogen udvikling i havstrømmen at konstatere. Den konklusion ignorerer S. Drijfhout et al. dog fuldstændigt.

Den anden artikel: Baker et al. har som konklusion at AMOC synes at være meget driftsikker, uanset hvad der sker med udledningerne. Arbejdet er også baseret på computermodeller fra CMIP6-familien. S. Drijfhout et al.  citerer Baker et al. i forbindelse med påstanden om, at AMOC ”nok” ikke vil falde helt til nul – men det er jo langt fra, at den forventes at være stort set uforandret, som Baker et al. når frem til!

Den sidste artikel, Wielicki omtaler, er Terhaar et al., der udkom i starten af 2025. Den konkluderer, igen på basis af CMIP6-model-beregninger, at AMOC grundlæggende har været stabil siden 1960 og der har ikke været den mindste nedgang i perioden frem til 2017. Men S. Drijfhout et al.  nævner ikke Terhaar et al. overhovedet.

Wielicki konkluderer:

Det er er ikke bare sjusket videnskab … det er svært at forestille sig at erfarne skribenter, fagfællebedømmere og redaktører skulle overse den slags relevante artikler fra top-tidsskrifter ved et uheld. [Hvor jeg kommer fra] ville udeladelse eller fejlcitering af relevante artikler fra samme år – og specielt nogle, der torpederer mine hovedkonklusioner, aldrig slippe forbi medforfattere, bedømmere, redaktører osv. Det ligner ”kirsebærplukning” med fuldt overlæg, hvor man helt bevidst ser bort fra data, der ikke passer ind i klimafortællingen. Hvorfor? Fordi den fortælling medfører, at milliarder af skattekroner tilflyder aktivistiske forskere, NGO’er og globale eliter, der vil blande sig i alt, inkl. om du må eje en hund eller ej – i ”bæredygtighedens” navn.

Ja som Mernild siger, host op med nogle flere millioner, så skal der leges videre med computerne. Men ny indsigt kommer der ikke ud af det – og det er vel strengt taget også ligegyldigt for de medvirkende i cirkusset.