Nordisk klimakonference 2025

Årets nordiske klimakonference blev i forgangne weekend afholdt i Oslo. Der var i alt ca. 85 deltagere, hvoraf undertegnede var den eneste(!) dansker. Titlen og temaet for konferencen var ”Klimaviden-krisen – hvordan påvirker den ytringsfriheden, journalistik, klimavidenskab og politik.” Værter var de norske klimarealister.

Første indslag om lørdagen skulle have været en paneldebat med bl.a. en statssekretær i det norske klimaministerium. Men vedkommende meldte fra få dage før – med et påskud om at have et andet arrangement. Problemet var dog nok snarere kolde fødder.

Det var ellers en fin konference, god mad, fine mødefaciliteter og en håndfast og effektiv ordstyring. De norske klimarealister havde foranstaltet en indsamling til dækning af inviterede gæsters rejseudgifter, og derfor kom vi til at opleve John Clauser, nobelpristageren, der tilbage i 2022 kom til at udtale sig bramfrit om klimaet og straks blev bandlyst fra det gode selskab og fik sine aftaler om foredrag rundt omkring annulleret.

Der var en perlerække af farverige indlæg, hvor der fremkom mange eksempler på absurde udvekslinger med medierne, hver gang de havde viderekolporteret vrøvl og efterfølgende forsøgte at dække over det. Der blev kastet lys over journalisternes generelt meget lille indsigt og følgagtighed overfor rutine-klimapropagandaen.

Således kunne en foredragsholder berette om en artikel i et medie, hvor der blev skrevet om kulstofopsamling og -deponi. Han havde så skrevet en kommentar og spurgt til, hvad det mon kom til at koste pr. ton, et tal der burde være af interesse for politikerne. Svaret kom i form af et ”faktatjek”, hvor der blev givet udtryk for, at skribenten skulle holde sig fra useriøse og potentielt skadelige beskeder og risikerede at blive sendt i karantæne!

Forrest Frantz, en amerikaner, fortalte om Trump-regeringens forsøg på at ophæve den amerikanske miljøstyrelses klassificering af CO₂ som ”farlig” for menneskeheden. Man må forudse et længere forløb ved domstolene, og det er gode kræfter nu i gang med at forberede.

John Clausers indlæg var bemærkelsesværdigt. Han præsenterede sig selv som nobelpristager i fysik og klimabenægter. Han havde over 100 tætskrevne overheads med, jfr. fig. 1, og foredraget kom til at vare over 1½ time. Clauser gennemgik minutiøst hele historien om energibalancen i toppen af atmosfæren. Det hedder sig jo altid, at man har målt ind- og udgående stråling med satellitterne og er nået frem til en ubalance på ca. 0,7 W/m², der så medfører en støt opvarmning af jordkloden.

Men Clauser kunne påvise, hvordan tallet er omgærdet af kolossal usikkerhed. Mange af de rå målinger tyder snarere på, at energibalancen er omvendt, så der i virkeligheden er tale om en afkølende effekt, men hver gang får forfatterne til de videnskabelige artikler vendt historien rundt, så vi uvægerligt havner på de 0,7 W/m². I praksis er det et svært tal at måle, både ind- og udgående strålinger er på flere hundrede W/m², de er tæt på hinanden, og derfor er det umuligt at få et pålideligt tal for forskellen mellem dem.

Clauser erklærede, at reelt har der slet ikke været tale om nogen global opvarmning de seneste 100 år. Det er jo en lidt håndfast påstand, og Deres Ærbødigste spurgte ved en senere lejlighed, hvad Clauser f.eks. havde at sige til UAH’s temperaturgraf for de seneste knap 50 år.

Den kendte han ikke, og erklærede, at det også kunne være totalt ligegyldigt, hvad den evt. viste. Det, der tæller, er balancen i toppen af atmosfæren, hvis den hverken er positiv eller negativ, kan der heller ikke være tale om nogen ændring i den globale temperatur. Han har jo ret så langt, at når vi måler atmosfærens temperatur alene, tager vi ikke udvekslingen af energi med havet eller landjorden med i betragtning – og alle tallene herfor er også yderst usikre. Clauser har en pointe, ingen tvivl derom, uanset om man så er enig i hans konklusion eller ej.

Dagen efter, om søndagen, var der et interessant indlæg af Stein Bergsmark, der fortalte om klimaretssager, der jo er eksploderet i antal og omfang. Han citerede fra en FN-rapport specielt om klimaretssager, og heraf fremgik det, at mens der er over 1300 sager kørende i USA, er der kun 4 i Kina og én i Rusland. På verdensplan er vi nået over 3000 sager nu.

Undertegnede havde et indlæg om den grønne omstillings sammenbrud, herom kommer der en kortere version her på siden om nogle dage.

Til afslutning var der så to indlæg, der fokuserede på, hvorvidt stigningen i atmosfærens CO₂-indhold udelukkende skyldes de menneskelige udledninger, eller om naturen også har bidraget. Til forsvar for menneskets ansvar for det hele talte Ferdinand Engelbeen og gjorde det meget overbevisende. Ind er lig med ud plus ændring i beholdningen. Ind er her lig menneskelige og naturlige udledninger, ud er det, naturen opsuger igen og forskellen på de to er stigningen i atmosfærens indhold.

Uenig heri var Hermann Harde, der argumenterede for sin sag med mange formler, hvoraf et udpluk er vist på fig. 2. Han mente således, at menneskeheden kun stod for måske 5-10% af stigningen. Umiddelbart virkede det ikke så overbevisende, om end der blev brugt mange ord.

Efter de to indlæg var der en diskussion mellem Engelbeen & Harde, og her lagde ordstyreren Olav Kvalheim ud med at vise kurven gengivet her som fig. 3. Engelbeen erklærede sig straks enig, mens Harde fik rodet sig ud i en lang og tåget forklaring, som han vist dårligt nok selv forstod.

Så det spørgsmål forekommer at være afgjort, vi må påtage os ansvaret for stigningen i atmosfærens indhold, og det gør jo heller ikke nogen større skade.

En god konference med en god stemning – og lidt for dårligt, at der ikke var flere danskere med.