Sagsanlæg mod fakta

Vreden vil ingen ende tage i forbindelse med, at det amerikanske energiministerium fik fem klimarealister til at skrive en rapport om klimaets tilstand og udsigterne ved grøn omstilling. De fem forfattere er anerkendte forskere inden for deres felter, men deres budskaber flugtede som bekendt ikke med troen på en klimakatastrofe, og det var for galt.

Vi har allerede refereret en del af balladen, men nu har to klima-organisationer, Environmental Defense Fund (”Fonden til beskyttelse af miljøet”) og Union of Concerned Scientists (”Sammenslutningen af bekymrede videnskabsfolk”), anlagt en regulær retssag mod ministeriet og ministeren, Chris Wright. Med i sagsanlægget har de taget den amerikanske Miljøstyrelse og dens chef, Lee Zeldin, samt den famøse Climate Working Group, dvs. den klima-arbejdsgruppe, der består af de fem forfattere til rapporten. Her følger nogle udpluk fra sagsanlægget, der fylder 43 sider:

I indledningen slås situationens alvor fast:

Årsagerne til klimaforandringerne og de medfølgende skader for millioner af mennesker er blandt de mest vigtige videnskabelige problemer, som regeringens politikere nogensinde har stået overfor. Den amerikanske regerings videnskabeligt baserede kontrol med udledningerne af drivhusgasser er afgørende for at kunne beskytte og forbedre befolkningens helbred, en blomstrende økonomi, et sundt miljø og vores Planets beboelighed i de kommende generationer.

Derefter begræder sagsanlægget at Miljøstyrelsens såkaldte Endangerment Finding, der udråbte CO₂ til at være en trussel mod menneskeheden, nu er under angreb fra regeringens side. Som et led i dette arbejde, etablerede regeringen i al hemmelighed gruppen med de fem klimarealister og lod dem udarbejde deres rapport uden offentlighedens viden.

Ifølge sagsanlægget er den slags hemmelighedskræmmeri en overtrædelse af loven. Der er også noget galt med udvælgelsen af gruppens medlemmer:

De anklagede har også overtrådt [reglerne] om at en rådgivende komite ikke må bemandes med tilhængere af kun ét synspunkt; arbejdsgruppens medlemmer blev alle valgt pga. deres skepsis over for klimavidenskaben, og gruppen har ikke et eneste medlem, der er enig med den konsensus om følgerne af klimaforandringer, der findes blandt et overvældende flertal af forskerne.

Inviterede Joe Bidens regering nogensinde skeptikere til at sidde med ved bordet? Næppe.

Men sagsøgerne fastslår nu, at søgsmålet netop angår denne påståede overtrædelse af reglen om komiteers sammensætning. De fortsætter med en mere detaljeret gennemgang af sagen, og fremhæver at the Endangerment Finding (EF) hviler på et ”ocean” af beviser og fakta.

Det vil den nytiltrådte præsident Trump imidlertid ikke acceptere. Han skriver sit dekret om ophævelsen af EF, og derefter går arbejdet i gang i al hemmelighed.

Fordi den overvældende videnskabelig konsensus – og regeringens egne ekspert-analyser og rapporter – klart påviser manglen på enhver videnskabelig baggrund for at genoverveje the Endangerment Finding, besluttede regeringen at fabrikere påståede ekspertvurderinger, som regeringen kunne bruge.

Derefter gennemgår søgsmålet de fem forfattere til den forfærdelige rapport: John Christy, Roy Spencer, Judith Curry, Steven Koonin og Ross McKitrick. Alle fem har mistænkelige forbindelser til benægter-organisationer som The Heartland Institute og Global Warming Policy Foundation. Sammenfattende skrives der:

Alle fem forfattere er velkendte for at have modsatte synspunkter på klimavidenskaben, som er ude af trit med den generelle holdning. Ingen af medlemmerne repræsenterer den overvældende konsensus blandt klimaforskere … at klimaforandringerne er en trussel mod menneskehedens trivsel og Planetens helbred, og at dybe nedskæringer i udledningerne af drivhusgasser vil medføre en klar opbremsning i den globale opvarmning, der igen vil nedbringe de forudsete tab og skader for mennesker og naturen.

Der beskrives mere om tilblivelsen af rapporten og ministeriets rolle. Det nævnes, at rapporten bl.a. har de rystende budskaber, at den globale opvarmning alt i alt er mere til gavn end til skade, at kulde er en større trussel, og at der ikke er kommet flere tilfælde af ekstremvejr, end der historisk har været. Det nævnes så, at der allerede har været en storm af protester fra klimaforskere, bl.a. dem, hvis arbejder er blevet citeret i rapporten.

Derefter kommer søgsmålet med en lang smøre om, hvordan reglerne for nedsættelse og bemanding af arbejdsgrupper, samt det efterfølgende arbejde, er blevet overtrådt her. Her får vi bl.a. at vide at:

Klima-arbejdsgruppen er ikke afbalanceret mht. synspunkter; det mest åbenlyse er, at den ikke indeholder et eneste medlem, der er enig med den overvældende videnskabelige konsensus om årsagerne og konsekvenserne af klimaforandringer.

Vi får herefter at vide, at de sagsøgte har forvoldt sagsøgerne direkte skade, da sidstnævnte arbejder for at redde Verden, og det arbejde er nu truet. Begge sagsøgende organisationer er ”afhængige” af informationer fra det offentlige – og netop den hemmeligholdte proces omkring tilvirkningen af rapporten har skadet dem, da de ikke har fået alle de lovbestemte oplysninger. Sagsøgerne forsikrer, at de ville have deltaget i alle arbejdsgruppens møder, hvis de var offentligt tilgængelige, som loven foreskriver.

Sagsøgerne agter at fremlægge argumenter mod rapporten, men her savner de alle dokumenterne fra arbejdsgruppens aktiviteter, notater, mødereferater osv. Det vil så tilsyneladende besværliggøre deres nedsabling af rapporten.

Sagsøgerne når endeligt frem til, hvad de vil have domstolen til at gøre. I princippet skal arbejdsgruppen opløses, rapporten skal trækkes tilbage – og derefter skal man starte forfra med overholdelse af alle de regler, som sagsøgerne har opregnet. Enhver brug af rapporten fra ministeriets eller miljøstyrelsens side skal ophøre øjeblikkeligt. På bedste Stalin-maner skal både menneskerne og deres rapport forsvinde fra historien.

Sagsøgte skal så som det sidste betale sagsøgernes omkostninger + evt. en erstatning, hvis retten synes.

Det bliver jo spændende, hvordan den sag kommer til at forløbe i retten. Det er jo så åbenbart, at hvis arbejdsgruppen var nået frem til, at der skal bygges flere vindmøller og lukkes flere kulkraftværker, så var der aldrig nogen, der ville hænge sig i de juridiske detaljer omkring arbejdet. Det fører så frem til den konklusion om sagen, som man kunne finde på hjemmesiden CFACT:

[Sagsøgerne] klager over at arbejdsgruppen ikke havde DEM som medlemmer, og ikke var ”afbalanceret”, når det drejer sig om DERES synspunkter.

Det er svært, når man er vant til at holde mikrofonen og har mulighed for at tale i den uafbrudt, og så pludseligt hører andre synspunkter. Men at man ligefrem synes, at censur skal være løsningen, siger meget om klimaforkæmpernes stigende desperation.