Beskedne havstigninger

Til bevidstløshed hører vi om havstigningerne, der er ”accelererende” og som inden for få årtier vil oversvømme store områder ved kysterne. Myndighederne i landene langs havenes kyster opfordres kraftigt til at begynde på forberedelserne til fremtidens høje vandstande. Det forlød f.eks. at Frederikshavns Kommune var ved at planlægge tiltag til mindst ½ meters havstigninger inden for de næste 50 år – og det uagtet, at vandet i de sidste godt 100 år er steget med i alt 4 mm – på grund af at landhævninger næsten har matchet havstigningen.

Nu har Matthew Wielicki skrevet en artikel om havstigningerne, den er bag betalingsmur, men et uddrag kan læses på Climate Depot.

Her lægges ud med et eksempel fra medierne, som vist på fig. 1. Her vil man have os til at tro, at havet ved New York kan stige med op til 13 tommer, hvilket svarer til ca. 32 centimeter inden 2040, dvs. i løbet af 15 år!

Det er mere end 20 mm om året – i gennemsnit – hvor de nuværende stigninger, som målt ved The Battery i netop New York temmelig stabilt har ligget på knap 3 mm/år siden 1855, som vist på fig. 2. Kurven er interessant at nærstudere, fordi den viser store udsving fra år til år. For et par år siden så det ud til at stigningen var ganske kraftig og meget voldsommere end årene før, hvilket kunne være tegn på den forjættede ”acceleration”. Men sidste år faldt vandstanden igen, og endte faktisk på niveauet, som den havde i 1940-erne (omkring nul på skalaen).

Stigningen ved The Battery er en kombination af havstigninger og så en stabil landsænkning. Generelt menes verdenshavene at stige med knap 2 mm pr. år.

Det stemmer så ikke overens med satellitmålingerne, der dels ligger på et generelt højere niveau, og dels viser noget, der med god vilje kan ligne en ”acceleration”, se fig. 3. Det er dog for længst påvist, at sidstnævnte snarere er en følge af, at fire forskellige satellitter afløste hinanden, de måler forskelligt og alle fire måler højere stigninger end de kystbaserede stationer.

Wielicki peger nu på to nyere videnskabelige artikler, der kaster mere lys på sagen. Den første var konstateringen af, at Antarktis ikke ser ud til at tabe alverdens is, den har vi omtalt her. Det er jo primært afsmeltning fra Antarktis og Grønlands iskapper, der skal levere vandet til havstigningerne, og Grønlands årlige tab er beskedent og har været det siden 2006, og uden en stor portion Antarktisk is ”mangler” der simpelthen vand nok til de påståede havstigninger.

Den anden artikel drejer sig om en ny rekonstruktion af Antarktis’ temperatur i de seneste 2000 år. Af interesse her er perioden siden år 1900, som vist på fig. 4. Her ser man, at der trods global opvarmning og stigende CO₂-indhold i atmosfæren ikke er tale om nogen temperaturstigning i Antarktis, niveauet i vore dage svarer til hvad det var i starten af 1900-tallet. Det betyder selvfølgeligt så, at Antarktis ikke er kommet nærmere en situation, hvor afsmeltningen accelererer, og derved vil havniveauet også holde sig i ro.

Så måske de skal holde lidt igen med digebyggeriet i Frederikshavn.