Et helt centralt begreb i klimavidenskaben og alt det afledte politiske hurlumhej er den såkaldte klimafølsomhed, på engelsk ECS – Equilibrium Climate Sensitivity. Klimafølsomheden er defineret som den temperaturstigning i forhold til førindustriel tid, som man vil få, hvis indholdet af CO2 i atmosfæren fordobles, fra de 280 ppm i 1850 til 560 ppm en gang i fremtiden. Equilibrium står for ”ligevægt”, og dermed menes, at ECS er temperaturen, når atmosfæren er faldet til ro efter stigningen i CO2-indholdet. Det kan ifølge nogle forskeres mening godt tage mange år ekstra, før man når til denne ligevægt. Et mål for temperaturstigningen lige på det tidspunkt, hvor CO2-indholdet rammer de 560 ppm er så den såkaldte TCR, Transient Climate Response (hvor Transient betyder ”forbigående” og Response “svar”).
Klimafølsomheden har enorm betydning for hele klimasagen. Hvis tallet er lavt, betyder det, at den forventede globale opvarmning også bliver lav, og dermed er der ingen grund til nogen større klimapanik. Hvis derimod ECS er højt, står vi over for en ”farlig” global opvarmning, hvis vi ikke straks udfaser brugen af kul, olie og gas. Det er jo absolut det mest interessante, rent politisk.
Frem til IPCC’s Sjette Vurderingsrapport (AR6) fra 2021 havde man primært brugt klimamodellerne til at opnå tal for ECS. Her sætter man bare computerne til at regne og regne, mens CO2-indholdet gradvist hæves, og når det når de 560 ppm, kan man i computeren aflæse temperaturen. Det er som bekendt endt i noget af en fest, de 50 forskellige computermodeller er nået frem til 50 forskellige resultater, hvor det laveste (her i seneste omgang) er 1,8 grader celsius, mens det højeste er 5,6 grader. Det er klart utilfredsstillende, vi har jo allerede været tæt på de 1,8 grader, og det skete der ikke noget ved. Omvendt er 5,6 grader måske, trods alt, lidt overdrevet og utroværdigt.
IPCC besluttede til den Femte Vurderingsrapport at fastlægge ECS til at ligge mellem 1,5 og 4,5 grader, med 3 grader som det ”mest sandsynlige”. Det var ikke nogen helt ideel situation, de 1,5 grader var for lavt, og reelt var de 3 grader middeltallet af 50 forskellige resultater, der med sikkerhed alle er forkerte.
Til den Sjette Vurderingsrapport besluttede IPCC’s forfattere derfor at gribe til anden forskning, frem for klimamodellerne. Her endte man med at lægge sig fast på en ECS på mellem 2,5 og 4 grader, med 3 grader som det mest sandsynlige.
Man havde således ikke ændret på middeltallet for skønnet, men det var bemærkelsesværdigt, at minimumstallet var sat kraftigt op, fra de relativt ”ufarlige” 1,5 grader til 2,5 grader, der er langt inde i risikozonen, som defineret i Paris-aftalen.
Baggrunden for de tal var bl.a. en alenlang videnskabelig artikel, Sherwood et al., fra 2020. Her når man frem til, at det mest sandsynlige temperaturinterval er mellem 2,6 og 3,9 grader.
Det er man godt tilfreds med, i artiklen kan man bl.a. læse:
Specielt ser det nu ud til, at det virker ekstremt usandsynligt, at klimafølsomheden kan være så lav, at vi undgår betydelige klimaforandringer (dvs. godt over 2 graders opvarmning) i en fremtid med høje udledninger af CO2.
Så er nødvendigheden af hurtig grøn omstilling banket på plads endnu en gang. Sherwood et al. er i det gode selskab, og deres resultater fik da også en prominent rolle at spille i IPCC’s rapport.
I 2022 udsendte en anden klimaforsker, N. Lewis imidlertid en videnskabelig artikel, hvor han gik i rette med Sherwood et al. Lewis mente, at Sherwood et al. dels havde brugt nogle forkerte tal som grundlag for beregningerne, og, hvad der var værre, brugt en ukorrekt statistisk fremgangsmåde efterfølgende. Lewis nåede derefter frem til et interval på 1,75 – 2,7 grader, med mest sandsynlige værdi på 2,16 grader. Så var vi pludseligt ude af det ”risikable” farvand igen.
Sherwood og en medforfatter slog tilbage i 2024, med en gennemgang af hele ECS-sagen (Sherwood 24), hvor de begræder situationen før 2020 med de meget store intervaller, og derefter roser Sherwood et al. for at nå frem til et mere snævert og dermed mere ”præcist” interval. Sherwood 24 omtaler en række andre videnskabelige arbejder siden 2020, der alle støtter konklusionerne her. Derefter når de frem til Lewis, og fejer ham af bordet med, at det, han opfatter som fejl, bare er udtryk for forskellige opfattelser af statistiske metoder. De to metoder giver stort set de samme resultater, og når Lewis når frem til sine meget lavere ECS-tal, skyldes det primært, at han har fusket med data.
Sherwood 24 kommer derefter ind på vores fremtid, og konsekvenserne hvis vi når ”netto-nul” på et tidspunkt. Her påpeges det, at ved ”netto-nul”, dvs. ingen CO2-udledninger mere, vil indholdet i atmosfæren begynde at falde igen. Men ”netto-nul” har stadigvæk afgørende betydning. Det er jo noget ulogisk, som vi har set tidligere.
Lewis udsender i marts 2025 en ny kommentar, hvor han i detaljer går ind i valget af data, men hans hovedbudskab er, at Sherwood et al.’s valg af statistisk metode er ukorrekt, og Lewis påpeger lidt spidst, at Sherwood og han venner vist kun har begrænset indsigt i statistiske beregninger. I en lidt mere videnskabelig artikel i august uddyber Lewis sin kommentar.
Lewis har så for nyligt fået udgivet et indlæg på Judith Currys hjemmeside, her kan man læse hele historien i let tilgængelig form. Lewis fastholder, at hans metoder er korrekte, og at Sherwood et al.’s tal, der desværre fandt vej ind i IPCC-rapporten, videnskabeligt ikke er forsvarlige.
Som nævnt i starten er dette her et meget vigtigt spørgsmål – fordi det dybest set er afgørende for, om man tror, at vi har brug for en grøn omstilling og ”netto-nul” eller ej.
Tak til Klimanachrichten
Danish
Évek óta figyelem, főleg a téli félévben (Magyarországon élek) drasztikusan visszaesett az alacsonyszintű felhőzet aránya a Kárpát medenncében. A ködfelhőzet nálunk akár 300-600 méter vastag is lehet amelynek albedója nagyon nagy mennyiségű sugárzást képes visszaverni. Ismereteim szerint a Föld más tájain is csökkenőben az alacsonyszintő stratus mennyisége, inkább ez okozhat némi hőmérséklet emelkedést mintsem az antropogén Co2! De az is valószínű a hőnérséklet emelkedésének hatására nő a Co2 aránya és még az is lehet semmi közük egymáshoz. Én utóbbira tippelek!
Af frygt for, at læserne forsøger at få oversat ovenstående ved Monty Python’s ungarnske parlør, følger her en oversættelse, red.:
Jeg har fulgt med i årevis, især i vintersemesteret (jeg bor i Ungarn), og andelen af lavtliggende skyer i Karpaterne er faldet drastisk. Tågen her kan være op til 300-600 meter tyk, hvis albedo kan reflektere en meget stor mængde stråling. Så vidt jeg ved, falder mængden af lavtliggende skyer også i andre dele af Jorden, hvilket kan skyldes en vis temperaturstigning snarere end menneskeskabt CO2! Men det er også sandsynligt, at andelen af CO2 stiger som følge af temperaturstigningen, og selv det har måske intet med hinanden at gøre. Jeg gætter på det sidste!
Köszönöm a fordítást!
Hvordan kan man have tillid til, at faktiske temperaturer tilbage fra f.eks. 1650’erne med tilhørende CO2-målinger (hvis det findes) er korrekte? Eller det samme for 1850, som er basis-dato for al den klimasnak? Faktiske lsbdmålinger? World wide? Pålidelige?
I 1658, med svenskekongen, (Karl X Gustaf over isen i Lillebælt og Storebælt) var jo ‘lille istid’ og hamrende koldt i mange år. Og nok meget lidt CO2-udslip. Korrekt?
Det lader til at ECS er en teoretisk vigtig størrelse, der vanskeligt lader sig omforme til en enkel formel med en entydig kausalitet mht influenter og temperatur. At der deriblandt er én influent (CO2 – menneskeskabt) som er altafgørende, når nu CO2-indholdet af vor skrøbelige atmosfære er ca 0,04% – er vel på forhånd usandsynligt. Der er masser af andre faktorer/gasser/damp mv., der kan påvirke. Samt skyer, kosmisk stråling og sikkert mere endnu.
Hvis dét virkelig er sandt med ECS – at det er en flygtig størrelse, der vanskeligt lader sig definere mht afgørende fysisk/kemisk karakter, og knapt mht de komponenter, der påvirker ECS er IPCC AR6 og alt det foregående jo – opspin. Velment forskerarbejde, men objektivt set mere drevet af et dybt ønske om at ‘redde verden’ fra en imaginær temperaturkatastrofe. Med vor planet som umælende gidsel og os selv som tanketomme får i et stort anlagt pseudovidenskabeligt eksperiment vedr kloden, temperatur og konsekvenser og en enestående mulighed for at ommøblere magtforhold og økonomi på kloden – uden mange indsigelser og uden atomkrig. Putin har sin version af dette, i al stilhed, DJT en anden, Europa en tredje (skyldnerens tunge rolle, synes det at ligne) og alle 3.-verdens lande står parat med krav om milliard-erstatninger for skader fra de løbske temperaturer. Igennem 200 år. Det kan blive kostbart.
Med FN og Guterres i spidsen, klogt ansporet af WEF og Klaus Schwab.
Klimacirkus? Ja, mon ikke. Og milliarderne flyder.
Jeg er enig i Søren Hansens svar/kommentar og vil bruge lidt tid på pkt.2 i Villadsens ..
Hvor der nævnes skyer, havis og vegetation, som temperaturdannende variabler/feedbacks, på en opvarmning hidrørende fra klimagasser som med en større tætheden vil øge opvarmning af luften over jorden.
Når der kun nævnes disse 3 variable er det allerede en kæmpe-beskæring af de mange (30) andre betydende feedbacks.
Men det er især feedback-mekanismernes “dobbelt-karakter” vi bør have for øje hvis vi skal forklare hvor klima-model-fremskrivningerne er så (over)følsomme i forhold til virkeligheden.
Mere CO₂ i atm. vil opvarme luften, men også øge det grønne bladareal som vil køle via større udstråling af kortbølget lys.
Flere skyer vil varme om vinteren og køle når Solen har magt.
Mindre HAVIS vil øge optagelsen af solvarme i Polarhavet, men til gengæld øge varmeafgivelsen fra det åbne hav hvor et isdække ellers vil holde på varmen i vandet.
Disse karakteristiske dobbelt-feedbacks er især fremelsket i naturens utallige livsformer der har det fællestræk at de alle vil have et klima, der passer til deres liv og formering…altså status quo i langt de fleste tilfælde. Og slet ikke noget “tipping point”. Alle levende væsner holder hinandens populationer i skak, men også klimaet …dette samspil er udviklet over mange mill. år og så sindrigt, at vi langt fra forstår hvor meget det betyder ..sådan i en modelberegning.
Søren skrev :”Paleo-klimastudier lider under, at vi ikke har tilstrækkeligt pålidelige tal for hverken temperaturen eller CO₂-indholdet i fortiden. Der har været voldsomme udsving i temperaturen, uden tilsvarende ændringer i CO₂-indholdet og dermed er der andre faktorer, der må have styret – og de faktorer er nok på spil den dag i dag.”
Her sætter Søren Hansen fingeren på det ømme punkt. Søger vi ind i de omfattende rapporter kan vi finde de andre faktorer omtalt og her tilskrives de en indvirkning på usikkerheden af klimafølsomhedens størrelse. Problemet er bare at sådanne konstruktioner bevirker at den vigtige uvidenhed om disse faktorer, på den måde falder ud af debatten, og det er et fatalt problem for videnskaben. Begrebet klimafølsomhed kan af den grund slet ikke bruges til at afgøre om det giver nogen mening at lave grøn omstilling eller ej, og når det det alligevel gør, er det forsøg på manipulation i videnskabens navn. Når det er lykkes, er befolkningen reelt ført bag lyset, og så er spørgsmålet jo bare, hvorfor vi lader det ske? Er vi for dumme til at indse det, eller skyldes det at vi ikke forstår konsekvenserne og er lige glade? Jeg er ikke i tvivl om at Søren Hansen gør et kæmpe stykke arbejde på at ruske i os og vække os af vores søvn, men opvågningen måtte meget gerne ske lidt hurtigere. Grøn omstilling koster ikke kun bunkevis af penge, den skaber også mistro og splid blandt os. De indebrændte alarmister bliver endnu mere indebrændte og os andre mister tilliden til samfundet som helhed, og ikke mindste en bunke institutioner, ja faktisk alt det som ellers binder det hele sammen og gør (gjorde) vores samfund til et af verdens bedste.
I gamle dage havde man Oraklet som man kunne spørge om fremtiden.
I dag spørger man computeren.
Det er lige så latterligt og værdiløst.
Undtagen for politikerne selvfølgelig.
Så kan de få de svar som de ønsker for at terrorisere, udplyndre og undertrykke deres befolkninger mere endnu.
Det skal dog bemærkes om Lewis undersøgelser:
Lewis bruger observationsbaserede studier, der kan undervurdere ECS:
1. De er meget afhængige af usikre data om aerosoler (partikelforurening dæmper opvarmningen).
2. De antager, at følsomheden i de seneste årtier er den samme som på lang sigt – men klimamodeller viser, at feedbacks (fx skyer, havis, vegetation) kan blive stærkere med mere opvarmning.
3. Klimamodeller og paleoklima-studier viser højere værdier, typisk tættere på IPCC’s 3 °C.
Du har megen tiltro til klimamodellerne, der jo ellers ifølge det foreliggende næsten helt har spillet fallit. At klimamodeller forudser en forstærkning af opvarmningen fra vanddamp m.v. er jo bare et resultat af de parametre, som forskerne har valgt at lægge ind i deres modeller. Efter 40 års arbejde har vi 50 modeller, der er rygende uenige om ECS, og som med sikkerhed alle er forkerte (hvad man kan se ud fra deres simulering af det regionale klima frem til nu). Men der så tydeligt en politisk interesse i, at mindsteværdien for ECS skal være så høj som mulig – ellers er der jo ikke noget behov for at “redde” Verden ved grøn omstilling.
Paleo klima studier viser jo, at følsomheden er højere end Lewis foreslår.
Det har ikke rigtigt noget med modeller at gøre.
Paleo-klimastudier lider under, at vi ikke har tilstrækkeligt pålidelige tal for hverken temperaturen eller CO₂-indholdet i fortiden. Der har været voldsomme udsving i temperaturen, uden tilsvarende ændringer i CO₂-indholdet og dermed er der andre faktorer, der må have styret – og de faktorer er nok på spil den dag i dag.