Orkanerne i 2025

Vi nærmer os halvvejen i orkansæsonen i Atlanterhavet, der jo normalt varer fra 1. juni til slutningen af november. Indtil videre har medierne ikke skrevet meget om orkanerne, og det skyldes, at starten på sæsonen har været yderst udramatisk, med blot fire tropiske storme, der i store træk blev ude over havet og medførte minimale skader. Tropiske storme er samme fænomen som orkaner, men de når ikke de vindhastigheder, som der skal til for at blive til en kategori-1 orkan. Herfra er der yderligere et stort hop i vindhastigheden, før man når kategori-5 orkaner, der er de kraftigste.

Man taler faktisk om, at starten på sæsonen blev så mild, at det næsten er ”uden fortilfælde” og en ny vejrrekord. Men den slags ”rekorder” gider medierne naturligvis ikke at skrive noget om.

Sæsonen er slet ikke slut endnu, september måned anses normalt for at være den værste, og vi kan sagtens endnu nå at få de mest rædselsfulde naturkatastrofer, hvor en eller flere superkraftige orkaner går i land og anretter store skader. Så det skal der på ingen måde spås om her.

Dagens ærinde er et helt andet. I midten af august kom årets femte storm, Erin, og denne gang udviklede den sig til en vaskeægte orkan. Erin blev heldigvis langt ude på havet, og ud over lidt oversvømmelser på nogle af de østlige øer i Caribien med et par beklagelige dødsfald, og efterfølgende lidt oversvømmelser langt USA’s kyst, anrettede Erin ikke nogen skader. Erins bane er vist på fig. 1.

Alligevel var Erin en smule interessant for medierne, fordi man undervejs konstaterede, at den i en periode nåede en styrke svarende til kategori 5. Her skal vindhastigheden op over 137 knob, dvs. ca. 250 km i timen. Aha, flere kraftige orkaner, og dermed en klar konsekvens af ”klimaforandringerne”!

Det påpeges ofte, at der er blevet flere af de kraftigste orkaner i løbet af de seneste 50 år, og det må selvfølgeligt skyldes den globale opvarmning. Den til bevidstløshed gentagne forklaring er, at havvandet er blevet varmere og rummer mere energi til orkanerne, hvorved de bliver kraftigere. Så selvfølgeligt er det naturligvis ikke, da mange andre faktorer spiller en rolle.

Nu gør Paul Homewood også opmærksom på, at ændrede metoder til måling på orkanerne kan spille en betydelig rolle. Før Anden Verdenskrig kunne man i princippet kun måle vindstyrker på de orkaner, der gik i land, fordi til havs var der ingen ved sine fulde fem, der ville sejle ind i orkanens øje. Det ændrede sig under krigen, hvor man fik bedre flyvemaskiner, der kunne flyve ind i øjet. Det var farefuldt, men kunne lade sig gøre over havet i lav højde, hvor piloten kunne orientere sig efter vandoverfladen. Men det amerikanske luftvåben havde fastlagt grænser for, hvor kraftig orkanen maksimalt måtte være, når man ville flyve ind i den.

Efter krigen fik man gradvist mere avancerede fly, og samtidigt kom der radar og satellitmålinger på banen. Men stadigvæk måler de ikke helt præcist, og her kom gennembruddet først omkring år 2000, hvor man fik jetfly, der kunne flyve ind i en hvilken som helst orkan og pga. lang rækkevidde blive inde i øjet i timevis og foretage målinger. Fig. 2 viser en oversigt over de metoder, der har været til rådighed gennem tiden.

At flyve ind i øjet var netop, hvad man gjorde med Erin, der blev fulgt meget nøje med flere forskellige flyvninger. Og her var der så en periode på forholdsvis få timer, hvor vindhastigheden sneg sig op på 140 knob, hvorved orkanen lige netop kunne udnævnes til at være kategori 5. Satellitterne havde kun registreret en maks. hastighed på 130 knob, svarende til kategori 4.

Nu er spørgsmålet selvfølgeligt, hvor mange af de lidt ældre orkaner der også kunne tænkes i virkeligheden at være nået kortvarigt op på kategori-5 styrke? Det kan vi ikke vide noget om, men til gengæld kan vi kigge på kategori-5 orkanerne fra nyere tid og se, hvor mange af dem, der ville have været registreret som sådanne, hvis man kun havde redskaberne fra 1950 til rådighed. Resultatet var, at formentligt ville det kun være 2 ud af 10, der ville have fået tildelt denne kategori. De to gik begge i land, da de havde deres maksimale styrke, og derfor kunne hastighederne måles med instrumenter her.

Så hvis vi mener at kunne konkludere, at der er en stigning i antallet af de kraftigste orkaner, skal vi huske på at tage begrænsningerne i målemetoderne med i betragtning. Det er lidt lige som den globale temperaturstigning og byvarmen.

p.s. Årets sjette storm dukkede op ude i Atlanterhavet, den udviklede sig 23. august til en tropisk storm og fik navnet Fernand. Den forventes heller ikke at anrette nogen større skader.