Klimajournalistik og nuancerne hos IPCC

Undertegnede gerådede ud i en diskussion med en skribent på Weekendavisen (WA) her for ca. en måned siden. Anledningen var to artikler i avisen, udgivet med kort mellemrum.

Den ene handlede om vores vejrudsigter i TV, hvor pointen var, at positiv omtale af sol og varme var forkert, fordi man derved underspillede den globale opvarmnings rolle. Et dansk stykke forskning har analyseret 62 vejrudsigter hos DR og TV2 og konklusionen er:

… at værterne beskriver sol og tørvejr positivt og regn og blæst negativt. Men dermed risikerer de »implicit at normalisere eller bagatellisere global opvarmning«, siger [forfatteren] og opfordrer i stedet til oftere at koble vejr og klima.

WA-artiklen bemærker, at det kan være svært at skelne mellem vejr og klima, men her kommer sammenkædnings-videnskaben (attribution) ind i billedet, hvor vi klart kan se, hvordan ekstremvejret er blevet værre på det sidste.

Sammenkædningen har vi flere gange beskrevet her på siden, og reelt er der tale om politisk propaganda og intet andet. Men den erkendelse har WA-skribenten åbenbart ikke.

Kort efter udkom den anden artikel, skrevet af Gunver Lystbæk Vestergård, hvor anledningen var, at Bjørn Lomborg var valgt til gæste-klimaskribent på BT i sommerferien. Det var Vestergård noget utilfreds med:

B.T. må gerne bruge Lomborg som kilde, men at gøre ham til eneeksperten, der skal lyse som et rationelt fyrtårn i nyhedshavet, er ikke særlig, ja, rationelt.

Vestergård har selv undersøgt klimajournalistikkens tilstand og kan berolige læserne:

Journalisterne har godt styr på klimaforskningen.

Om sammenkædningen skriver Vestergård:

… ekstreme vejrfænomener bliver mere hyppige, jo varmere kloden bliver. Det ved jeg, fordi jeg har læst det i Information, i Politiken og på Videnskab.dk. Rationelle og faktabaserede artikler.

Dybt troværdige medier, hvad klima-alarmisme angår, så er den på plads. Imidlertid gav det undertegnede anledning til at forsøge sig med et kort læserbrev, der her gengives i sin fulde længde:

Klimajournalistik

I Weekendavisen har man i et par indlæg beskæftiget sig med kvaliteten af klimajournalistikken og fundet, at den er helt, som den skal være.

Et af de store punkter i nutidens klimadebat er sammenhængen mellem den globale opvarmning og forekomsten af ekstremvejr, der både skulle være blevet voldsommere og hyppigere på det seneste, og som kan sammenkædes med temperaturstigningen.

Imidlertid konkluderede FN’s Klimapanel, IPCC, noget andet i den seneste videnskabelige rapport fra 2021. Her så man ingen sammenhæng på nuværende tidspunkt og heller ikke udsigt til nogen de kommende 25-75 år.

Det har så fået aktivistiske forskere til at skabe World Weather Attribution – WWA, hvor man søger at påvise sammenhængen – og resultaterne skal ud lynhurtigt, mens offentligheden endnu har stormen eller oversvømmelsen i frisk erindring. Folkene bag WWA lægger slet ikke skjul på, at deres motiver er politiske, de ønsker af få gennemført en hurtig udfasning af brugen af kul, olie og gas.

WWA er således ikke videnskab i gængs forstand, deres rapporter er ikke fagfællebedømt (det er der ikke tid til), og i øvrigt ignorerer de alle de statistikker, der på nær hedebølger ikke kan påvise, at nutiden er værre mht. ekstreme vejrbegivenheder end fortiden for 50 eller 100 år siden.

Så det kan ikke karakteriseres som god klimajournalistik blot at viderekolportere politiske udsagn fra organisationer som WWA.

Vestergård reagerede og stillede sig uforstående over for min påstand om, at IPCC ikke i sin videnskabelige rapport giver udtryk for en forværring af ekstremvejret. Hertil bragte hun følgende citat, der i flere udgaver kan findes rundt omkring i rapportens sammendrag:

Menneskeskabte klimaforandringer har allerede indflydelse på mange vejr- og klima-ekstreme begivenheder i hver eneste region på Kloden. Dokumentationen for de observerede ændringer i ekstreme vejrbegivenheder såsom hedebølger, skybrud, tørke og orkaner og især deres sammenkædning med menneskelig indflydelse, er blevet styrket siden AR5. 

(AR5 er den foregående IPCC-rapport fra 2013-14.) Undertegnede gjorde så opmærksom på den berømte tabel 12.12 på side 1856 i hovedrapporten (AR6-WGI). Den mente Vestergård var gemt for langt væk og fandt et andet citat, der fremhævede ændringerne mht. hedebølger og igen pegede på udviklingen siden AR5.

Efter en yderligere udveksling, hvor Vestergård holdt fast i, at IPCC konkluderer, at der er sket en udvikling, svarede undertegnede så til afslutning:

Jeg kan ikke se, at man reelt kan konkludere ret meget ud fra IPCC-rapporten. Bemærk det omhyggelige ordvalg, likely eller medium confidence, og dit lille citat er jo et fint eksempel på, hvor forsigtige skribenterne er. Der står, at det er et faktum, at der er blevet flere hedebølger. Deri er ingen uenige. Men for restens vedkommende står der, at “sammenhængen er blevet styrket” siden AR5, hvor der ikke stod noget om nogen sammenhæng. Så “styrket” i forhold til ingenting er ikke nødvendigvis ret meget. 

Hvis IPCC virkeligt var så sikker i sin sag, hvorfor så ikke vise nogle kurver, f.eks. over orkanernes hyppighed og/eller intensitet, baseret på de faktiske data, og som viser en klar udvikling? Det gør IPCC ikke, fordi de data ikke findes. Derfor alle de forsigtige ord, der alligevel skal give indtryk af, at der er noget om sagen.

Ja, det er sammenkædningens problem i en nøddeskal. Man kan dokumentere den globale temperaturstigning eller ændringen i atmosfærens CO₂-indhold med flotte kurver, men der findes ikke tilsvarende for hyppigheden eller styrken af storme, oversvømmelser, ekstrem regn osv. Derfor alle de tågede vendinger belagt med lave sandsynligheder. Der gøres naturligvis forsøg på at fremskaffe sådanne kurver og resultater, vi så et temmelig useriøst forsøg for et par uger siden.

Det bliver spændende, hvad de finder på til den næste IPCC-rapport, AR7. Ekstremvejret er jo netop det, der sælger klimasagen allerbedst, så det må jo med. Men hvordan? Mere herom i nærmeste fremtid.