For godt et år siden blev der atter en gang blæst i de trætte dommedagsbasuner. NU måtte vi se at få udfaset brugen af kul, olie og gas, ellers ville den totale katastrofe ramme os.
Denne gang handlede det om det fænomen, at menneskeheden hvert år udleder CO2 svarende til ca. 5 ppm i atmosfæren, men indholdet stiger årligt kun med 2-3 ppm. En del af CO2-en forsvinder således, den optages af havet eller bliver til mere biomasse, dvs. der bliver flere og større træer og langlivede planter. Man taler her om et ”depot” (engelsk, sink) for CO2, og sensationen var nu, at depotet åbenbart er ved at løbe fuldt, da optaget i 2023 tilsyneladende var meget lavere end i de foregående år. Så er den jo gal, fordi nu vil CO2-indholdet i atmosfæren stige meget mere, og vi vil hurtigere opnå en tilstand af global ”kogning”, som FN’s generalsekretær plejer at sige.
Klima-alarmister har en anden interesse i sagen. Tilstedeværelsen af ”depotet” betyder jo dybest set, som bl.a. Roy Spencer har gjort opmærksom på, at begrebet ”netto-nul” er helt meningsløst. Hvis vi vil stoppe tilvæksten i atmosfærens CO2-indhold, behøver vi reelt ikke at begrænse vores udledninger til mere end ca. halvdelen. Det naturlige optag vil jo fortsætte. De økonomiske konsekvenser af dette faktum er jo overvældende (positive), idet en energiomlægning, der kun sigter mod at afløse halvdelen af vores fossile brændstoffer, ville være meget mere realistisk og meget mindre omkostningstung at gennemføre, fremfor en reduktion til nul.
Men hvis klimasagen dybest set er en tro, er den tankegang naturligvis ikke velkommen, vi skal have ”rene” linjer, og løsningerne skal gøre ondt.
Nu er der på Judith Currys hjemmeside opslået en artikel af en Joachim Dengler. Han kigger på CO2-depotet og forsøger ved forskellige metoder at komme tættere på dets nuværende kapacitet og i fremtiden, hvis den globale opvarmning fortsætter. Vi skal ikke gå i detaljer med hele hans grundige argumentation her, men blot referere konklusionen og et par interessante punkter undervejs.
Dengler slår fast, at CO2-indholdet i atmosfæren styres af to meget simple ligninger:
1. Depotets kapacitet = de menneskelige udledninger minus naturens netto-optag.
2. Depotets kapacitet = naturens globale optag minus naturens udledninger.
Det globale optag er her både fra naturen og fra de menneskelige udledninger.
Tilsvarende simple sammenhænge så vi for nyligt, og man vinder ikke noget ved at forsøge sig med mere komplicerede formler.
Varmt havvand kan rumme mindre CO2 end koldt, og derfor vil optaget af gassen primært finde sted i de koldere egne, som vist på fig. 1. Havtemperaturen stiger i takt med, at den globale temperatur stiger, og derfor skulle nettotabet af CO2 vokse. Det modvirkes imidlertid af, at en stigende koncentration af CO2 i atmosfæren ifølge Henrys lov driver udviklingen den anden vej, mere CO2 i luften fører til mere opløst CO2 i vandet.
Man står således over for en balance, som vist på fig. 2, hvor der er tale om et totalt optag af CO2 (den grønne pil), en afgivelse af CO2 (den blå pil) og forskellen på de to giver netto-optaget (røde pil), dvs. den mængde, som tilgår depotet.
Udviklingen siden 1960 er vist på fig. 3. Her ser man de menneskelige udledninger, der er støt stigende år for år (blå kurve). Stigningen i atmosfærens indhold er vist med den orange kurve, den er stærkt svingende af forskellige årsager. Men forskellen på de to kurver er vist med grønt, og her ser man optaget i depotet år for år. Optaget svinger voldsomt, og man bemærker, at i de seneste to år har det været beskedent, men det falder sammen med varmetoppen i 2023-24, hvor havvandets temperatur var høj, og der derfor var mere CO2, der blev kogt af. Det er ikke nogen permanent tilstand og er ikke tegn på nogen generel nedgang i depotets kapacitet.
Dengler regner generelt med, at på længere sigt vil den globale temperatur og atmosfærens CO2-indhold følge hinanden. Det kan man måske tvivle på, men han beskriver meget godt situationen baseret på den antagelse:
Det skulle derfor ikke være utilstedeligt i den offentlige debat at betragte temperaturen som en ”normal” årsag til ændringer i CO2-koncentrationen, som en vigtig faktor – fremfor at spekulere på tabet af depoter uden nogen begrundelse.
Naturen skal nok fortsætte med at være så venlig at opsuge en del af vores udledninger, og dermed er der endnu mindre grund til at frygte ”klimakrisen”.
Danish
Ordet kapacitet forstår jeg som evne til et eller andet, her at optage CO2. For vand er det en ligevægt, der skaber et bestemt forhold mellem opløst i vand og gasform. Den rykker mod højre ved stigende temperatur og betyder faldende kapacitet. Men uanset hvor meget CO2, der er i atmosfæren, må kapaciteten ved samme temperatur være den samme. Det ser ikke ud til at være den koncentration af CO2, der er den primære årsag til faldende kapacitet, når men ser på kurverne. Men CO2 optagelsen i havet, evnen til at optage mere, er faldet med tiden, og det må skyldes temperaturen og muligvis forringelsen af fødekæderne., og ikke kun fordi der er sket en opfyldning med CO2 i havvandet. I 1973 blev der optaget mere af den stigende CO2, end i 1998, hvor der igen blev optaget mere end i 2016 og 2025. Kapaciteten er derfor ikke styret direkte af hvor meget CO2 der i atmosfæren (opfyldning af CO2 i havvandet), men temperaturen og fødekædernes effektivitet, altså hvis jeg har forstået det rigtigt.
Hvis vi forestiller os at netto-nul blev realiseret meget snart, vil det kun tage ca. 60 år at reducere atmosfærens CO2 konc. fra 425 ppm til 300 ppm ved oceanernes og biosfærens nettooptag.
Forudsætningen for denne beregning er at nettooptaget falder exponentielt med tiden og at biosfæren stadig har et meroptag. Begynder biosfæren at afgive mere CO2 end den optager, tager det naturligvis mere end 60 år, men IPCC’s tanker om 50 kiloår og aflysning af næste glacialperiode (fejlagtigt kaldet istid som vi har her og nu) er helt ude i hampen. Holocæn rinder ud om mellem 1500 og 4500 år. Varmeperioderne har i gennemsnit varet 13800 år.
Mvh Christian
Der har siden jordens dannelse tilgået atmosfæren kulstof op af jordens overflade, (især havbunden) som angiveligt er presset ud fra jordens indre depot af kulstof som er “skabelsesmængden” på linje med de 99 andre grundstoffer der hver især (mængdemæssigt) stort set er uændret siden. Men der er sket en stor “OM-MØBLERING” I de mere end 4 mia. år der er gået. Den første atm. bestod af metan og ammoniak. Siden kom der ilt og CO2 fordi vand kan afgive ilt ved sollys og dernæst kan metan blive til CO2 og fotosyntese blev en mulighed. Som så blev livets grundlag fordi kulstof er så nem at kæde med andre stoffer.
Hvis vi helt ser bort fra bio-processer (livet) så vil CO2 sammen med vand og (oprindelige) mineraler danne karbonater og andre nye mineraler (hvor brinten optages og ikke forsurer vandet) hvor disse betingelser er opfyldt, nemlig i jord og hav. Det er grundmekanismen i hele “mineralforvandlingen” og sedimenteringen oven på den oprindelige jord. Geologerne har regnet ud at kulstof-delen (ca. 12 % af kalkens molekylvægt) beløber sig til 200 Tons pr. Kvadratmeter jordoverflade, som altså er tappet kontinuerligt fra jordens atmosfære. Det vil sige disse uhyre mængder kulstof er uddrevet af jorden i form af metan og en lille del CO2 fra vulkanisme. Denne “uddrivelse” er selvfølgelig ikke slut …men er stærkt neddæmpet af et meget tykt og tæt sediment, så der har været en lav CO2-mængde i atm. I flere mio. år. I dette ret lange tidsrum (siden kridttiden) hvor vi regner med ca. 280 ppm CO2 har der altså været ligevægt mellem det kulstof som atm. får fra jorden og det der optages i vand og jord. Men denne “ur-sedimentering” er der stadig selvom diverse lærebøger ikke medtager denne del af kulstoftilgangen til atm.??
Når vi i nutiden øger tilgangen af CO2 til atm dels ved 1) fossil-afbrænding og 2) ændring i den biologiske nedbrydning (mere direkte forbrænding og mindre bakteriel nedbrydning) så skal sedimenterings-processen naturligvis også speedes op. Og det sker ikke hurtigere end de kemiske proces-forløb kan komme op i gear. Det er alle reversible kemiske reaktioner hvor reaktion går i stå hvis bare et enkelt af de nye produkter ikke kan “afsættes” hurtigt nok. Det er ændringer der må tage den tid det tager, men den gule graf i fig. 3 (I opslaget) viser at den naturlige fjernelse af CO2 fra luften er voksende, men dog mindre end den stigningen som vores kultur forårsager. Det sidste skal vi være glade for (så længe det varer) når vi og alt andet liv har brug for effektiv fotosyntese og har så svært ved at finde miljøskader fra denne meget sparsomt forekommende gasart: CO2