Stækket miljøstyrelse

Nyheden har rumlet i medierne i et par uger nu, og diskussionerne tager til i styrke. Det drejer sig om en indskrænkning i beføjelserne hos EPA, den amerikanske Miljøstyrelse, til at ”redde” klimaet. Ind til for nyligt sad der stribevis af medarbejdere her, som anså begrænsninger i forbruget af kul, olie og gas for at være deres fornemste opgave. Det har vi beskrevet før.

Under præsident Obama fik EPA tiltusket sig nogle værktøjer, som kunne bruges til at slå bilfabrikanter og ejere af kraftværker oven i hovedet med. Det drejer sig om et element i den amerikanske luft-miljølov (Clean Air Act), kendt som den såkaldte Endangerment Finding – ”Farligheds-definition”, som bruges mod f.eks. kemiske stoffer, hvis man kan fastslå, at de er giftige over for mennesker eller miljøet, og derved frembyder en fare for menneskehedens fremtid. Det giver god mening, hvis vi taler om f.eks. bly fra gammeldags benzin, partikler fra ufiltreret røg osv. Definitionen i Clean Air Act på, hvad der kan findes ”farligt”, er imidlertid meget løs, man kan vælge hvad som helst og stadigvæk holde sig inden for lovens definitioner. Som en dommer i højesteretten sarkastisk bemærkede, så kunne det også rent juridisk være f.eks. frisbee’s eller prutter.

Og så var det, at EPA fandt på, at CO₂ og de øvrige drivhusgasser kunne blive defineret som ”farlige”. CO₂ er som bekendt på ingen måde giftig for hverken mennesker eller miljø, så henvisningen blev her til klimavidenskaben, der jo spår om katastrofale følger af fortsat global opvarmning. Den vil true menneskehedens helbred og velfærd.

Nu kunne EPA begynde at udstede regler om begrænsninger af CO₂-udledninger. Man kastede sig over køretøjer, hvor der indenfor få år skal ske en kraftig reduktion i gennemsnitsudledningerne fra nye biler fra fabrikkerne. Det betyder i praksis, at en større og større del af bilparken skal være elektrisk. Tilsvarende blev kraftværkerne stillet over for krav om voldsomme nedskæringer i CO₂-udledningerne, dette skulle ske enten ved at lukke dem eller ved at installere CO₂-opsamling fra skorstenene og deponere gassen i undergrunden. Der var også på et tidspunkt tale om, at kraftværkerne kunne pålægges at fyre med brint – men det blev dog fravalgt igen, da hverken teknologien eller brinten findes.

Alle disse tiltag blev gennemført, uden at politikerne, f.eks. i Kongressen, blev blandet ind i det. Der var fuld gang i initiativerne, både i Obamas tid og ikke mindst under Joe Biden. Trump version 1 fik ikke gjort så meget ved det, men her i anden omgang er han meget mere opmærksom på sagen og pålagde den nye chef for EPA, Lee Zeldin, at få omstødt denne farligheds-definition.

Zeldin har nu udsendt et oplæg til omstødelsen, og det vil være i offentlig høring indtil 21. september. Oplægget afspejler de vanskeligheder der er, rent juridisk, med forehavendet. Vi befinder os her i et krydsfelt mellem videnskab og politik. Definitionen blev oprindeligt forankret i videnskabens teser om den farlige globale opvarmning. Hvis man nu vil ophæve definitionen, skal man i princippet få videnskaben til at fremkomme med den konklusion, at der ikke er nogen risiko for fremtiden. Man kan ikke bare politisk vedtage ny videnskab. Zeldin henviser her til den nyudkomne rapport i det amerikanske Energiministerium, hvor hele ideen med en klimakrise drages alvorligt i tvivl. Zeldin skriver:

Der er en alvorlig bekymring for, at store dele af det videnskabelige grundlag for Farligheds-definitionen er mærkbart svagere, end man troede før, og det modsiges af faktiske data, fagfællebedømte artikler og den videnskabelige udvikling siden 2009.

Det er et skridt på vejen, men helt sikkert ikke nok til, at man kan undgå, at sagen ender i retten og vil bevæge sig op gennem instanserne. Det frygtes så, at den ikke når hele vejen til Højesteret, inden Trumps periode udløber.

Roger Pielke Jr. er ikke optimist mht. til de politiske muligheder. Han peger på, at ideen med CO₂ som ”forurening” faktisk understøttes af Kongressen, om end medlemmerne næppe er klar over det. Men begrebet optræder både i Bidens Inflation Reduction Act og i Trumps One Big Beautiful Bill. Om det i sidstnævnte lov er et resultat af sjusk eller et bevidst forsøg på sabotage, henstår i det uvisse.

Pielke har naturligvis ret i, at det bliver svært – for ikke at sige umuligt – at ”omstøde” videnskaben. Hertil er der alt for mange økonomiske interesser inden for forskningsverdenen i at holde klima-forretningen kørende.

Pielke foreslår i stedet, at man bør fokusere på underlaget, Clean Air Act, og få Kongressen til at revidere den. Ordlyden skal strammes op, så den kun omfatter regulær forurening og ikke frisbee’s, prutter eller CO₂.

Reaktionerne på sagen spænder vidt. Fra klimarealistisk side har Joanne Nova sammenlignet Farligheds-definitionen med Saurons ring fra eventyret Ringenes Herre. Nu er ringen endeligt på vej tilbage til Dommedagsbjerget, hvor den jo skal ødelægges ved at blive smidt ned i den flydende lava, hvorfra den kom.

Blandt klima-alarmister lød der andre toner. Et demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus skrev således:

Dette er anti-videnskabeligt, umoralsk og økonomisk uansvarligt. Jeg siger dette uden at overdrive – når historien om vores tid skal skrives, vil Donald Trump have været ansvarlig for flere dødsfald end Stalin, Mao og Hitler tilsammen.
Millioner, hvis ikke milliarder vil dø, hvis vi ikke gør noget ved klimaforandringerne…

Og vores allesammens Michael E. Mann holdt sig heller ikke tilbage:

Ikke siden Stalin og Sovjetunionens Lysenko-isme har vi set så frækt et forsøg på at misfortolke videnskab i forbindelse med en ideologisk dagsorden.

Man kan håbe på, at eventuelle retssager ikke vil forhindre, at EPA under den nye ledelse begynder oprydningen i skoven af regler, der skal begrænse CO₂-udledningerne. Det kan redde den amerikanske elforsyning og hele transportsektoren, der jo er afgørende for det amerikanske samfund. Vi krydser fingre.