Dom over klimaet

I nyhederne i juli måned kom meddelelsen om, at Den Internationale Domstol, ICJ, der hører under FN og anses for at være den højest rangerende i Verden, har afsagt en kendelse vedrørende klimakrisen. Det virker jo ikke lovende, og resultatet er da heller ikke noget, der vil bidrage konstruktivt til menneskehedens energimæssige fremtid. Til gengæld vil der sikkert blive muligheder for masser af beskæftigelse til juristerne.

Kendelsen er på 140 sider og indeholder naturligvis en masse juridisk snak om fortilfælde, retspraksis og hvad man ellers plejer. Oplægget er to spørgsmål, angiveligt fra FN’s Generalforsamling:

a) Hvilke forpligtelser har staterne ifølge international lov til at sikre beskyttelsen af klimaet og andre dele af miljøet mod følgerne af menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – for stater og for fremtidige generationer?

b) Hvad er de juridiske konsekvenser i forbindelse med disse forpligtelser for stater, hvis de, i forbindelse med deres handlinger eller forsømmelser, har gjort mærkbar skade på klimaet og andre elementer af miljøet?

M.a.o. hvordan definerer man staternes skyld i ”klimakatastrofen” og hvordan skal de efterfølgende straffes?

Inden ICJ kan tage stilling til de spørgsmål, skal det videnskabelige grundlag lige på plads. Her læner ICJ sig primært op ad de bombastiske budskaber fra IPCC-rapportens Sammendrag af Sammendragene og meddeler os følgende:

.. det er videnskabeligt fastslået at klimaet har gennemgået omfattende og hurtige ændringer, inkl. især en stigning i den globale temperatur. … De stigende temperaturer medfører afsmeltning af iskapper og gletsjere. hvilket truer samfund ved kysterne med oversvømmelser uden fortilfælde. Ekstreme vejrbegivenheder, som f.eks. orkaner, tørke og hedebølger, forekommer hyppigere og er kraftigere, hvilket ødelægger landbruget, driver befolkninger på flugt og forværrer vandmangel.

Det nævnes, at der er enighed om, at IPCC’s rapporter repræsenterer den ”bedste” videnskab på området – hvilket jo kun er delvist sandt og ikke gælder de sammendrag, som ICJ vist har læst som det eneste. Kendelsen citerer bl.a. IPCC for at

… klimaforandringerne er en trussel mod menneskets velbefindende og Planetens helbred, og der er et mulighedernes vindue, der hastigt er ved at lukke, men som kan sikre en bæredygtig fremtid for alle (meget høj tiltro). De valg og tiltag, der gennemføres i perioden 2020 til 2030 vil have stor betydning nu og mange tusinde år ud i fremtiden (høj tiltro).

Så kan lydstyrken på alarmismen næppe skrues højere op. ICJ påpeger, at klimasagen har en parallel i miljøet, hvor der allerede er internationale aftaler om beskyttelse. Klimaet bliver derfor også en menneskeret, hvorved der er yderligere juridisk ammunition i kassen.

Det understreges, at kendelsen her kun har rådgivende betydning. Den bygger primært på tre tidligere internationale aftaler, UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change – ”FN’s Rammeaftale for Klimaforandringer”), Kyoto-aftalen og Paris-aftalen.

UNFCCC var kun de indledende knæbøjninger vedrørende klimasagen, hvor Kyoto-aftalen indebar konkrete mål for reduktioner i CO₂-udledningerne. Nogle vestlige lande har levet op til Kyoto-aftalen i et vist omfang, mens resten af Verdens forbrug af kul, olie og gas bare har været stigende lige siden.

Paris-aftalen er den, vi kender bedst. Den citeres for målet om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 – eller til nød 2 grader og nødvendigheden af hurtige nedskæringer i CO₂-udledningerne. Paris-aftalen fylder 10 år her i 2025 og i hele perioden er udledningerne steget støt. Det er dog ikke et faktum, der indgår i ICJ’s overvejelser. Paris-aftalen gennemgås i detaljer, og det påpeges, at den er bindende for alle parter. Der skal f.eks. fremsendes klimamål her i år i forbindelse med COP30-mødet i november. Det går imidlertid heller ikke så godt. Kun knap 30 lande ud af ca. 180 har indleveret noget som helst, selvom fristen var i februar i år.

ICJ slår nu fast, at da klimavidenskaben er afgjort, må svaret på spørgsmål a) være, at ja, staterne har et ansvar for negative klimakonsekvenser af deres handlinger, eller som følge af utilstrækkelige modforholdsregler. Derfor skal de leve op til retningslinjer der omfatter – men ikke er begrænset til:

Lovgivning til forebyggelse, der skal tjene til at opnå de betydelige, hurtige og vedvarende reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, som er nødvendige for at forhindre alvorlig skade på klimaet.

Mht. spørgsmål b) om konsekvenserne, understreger ICJ, at de ikke selv kan pålægge straffe eller sanktioner, det må være skadelidte nationer, der slæber udlederne for passende domstole. Her skal man hele tiden sikre sig, at der vitterligt er tale om skader fremkaldt af menneskelige udledninger og man skal kunne fastslå de enkelte landes ansvar. Sidstnævnte er dog ikke så svært, da Paris-aftalen bl.a. indebar rapportering land for land vedrørende udledningerne.

En eventuel straf eller erstatning vil typisk være i form af overførsel af store pengebeløb til de skadelidte, men der kan også være tale om f.eks. genopbygning. De første sagsanlæg kan forventes snarest, ikke mindst fra de små østater i Stillehavet, hvoraf Vanuatu var et af de lande, der var med til at rejse sagen i FN. Selvom Vanuatu på ingen måde er truet af havstigninger, øerne er indtil nu vokset i takt med udviklingen, så spår computermodellerne jo katastrofer i fremtiden, og så ville det være rart med nogle gode penge allerede nu.

Det siger sig selv, at klima-aktivister og deres medløbende medier jublede, mens mere forstandige mennesker forudså et voksende kaos af juridiske og politiske kampe.

Fra klimarealistisk side blev hele affæren afvist som det rene pjat. Her Willie Soon:

Kendelsen må være en vits af kosmiske dimensioner. Ikke blot savner ICJ totalt forståelse for klimavidenskaben, men på nuværende tidspunkt at lægge sig ud med USA med Donald Trump i spidsen? Siden hvornår har ICJ eller IPCC bevist, at stigningen i indholdet af livets gas [CO₂, red.] i atmosfæren kan føre alle til de fantasi-ulykker, som computermodellerne forudser?

ICJ’s kendelse føjer sig til rækken af aftaler og forpligtelser, som landene i stigende grad ikke kan eller vil leve op til – og derfor vælger at ignorere. Det vil i sidste ende føre til en underminering af de internationale organisationer og deres gennemslagskraft. Når det viser sig, at ICJ’s kendelse vedrørende klimaet ikke kan opfyldes i praksis, vil man se bort fra den, men dermed er der skabt fortilfælde, som nogle stater kunne tænkes at ville følge i andre, mere betydningsfulde sager. ICJ risikerer dermed at miste sin indflydelse, ligesom f.eks. også er blevet skæbnen for det årlige klima-COP-cirkus.

ICJ skulle nok have holdt sig fra at gå ind i klimasagen.