Er klimakampen forbi?

I klimarealistiske kredse, ikke mindst i USA og Storbritannien, begynder man at kunne se tegn på, at klimatoget, som det køres af IPCC, COP-møder og urealistiske nationale klimaambitioner, er ved at nå endestationen. Ikke den station, der hedder ”Netto-nul” men snarere den, der hedder ”Virkeligheden”.

I USA har præsident Trump indsat en generaloffensiv mod klima-agitationen og den grønne omstilling. Det er der forbløffende få borgere, der protesterer over. Et af hans tiltag var den nylige lukning af hjemmesiden Climate.gov, der på NOAA’s vegne formidlede den nyeste klima-”videnskab”. Her fik klima-alarmismen fuld skrue, og på siden kunne man finde al den propaganda, man kunne ønske sig, hvis man ville ud og agitere mod brugen af fossile brændstoffer. Fig. 1 viser et eksempel, vedr. havstigningerne, hvor man sammenflikker målinger fra kystbaserede stationer og satellitter og som kirsebærret i toppen medtager et enkelt år til sidst med en særlig stor stigning. Det er dårlig statistik og helt uantagelig videnskab. Så lukningen af den side er en velgerning.

 I Storbritannien bliver regeringen mere og mere desperat. Den grønne omstilling løber ikke af sig selv, og der skal kastes milliarder af pund efter hver eneste udbygning af vedvarende energi, CO₂-opsamling, elbiler, varmepumper, og hvad man ellers har fundet på. Hver gang den offentlige støtte standses, går udviklingen totalt i stå. Samtidigt døjer landet med rekordhøje energipriser, der har ført til lukning af stribevis af industrivirksomheder – mens resten modtager massiv statslig støtte for af afbøde virkningen af de økonomiske tab.

Briterne lider under udviklingen, og meget tyder på, at et nyt parti med en anti-grøn-omstillings-politik ser ud til at kunne vinde det næste parlamentsvalg. Man må her huske på, at den nuværende labour-regering ikke blev valgt, fordi vælgerne gerne ville have Keir Starmers og ”Mad Milibands” grønne politik – de ville bare af med den gamle dybt upopulære premierminister Rishi Sunak.  

I en artikel i det amerikanske medie Politico begrædes situationen i USA. Med Trumps initiativer har man opgivet at forsøge på at ”standse den globale opvarmning”:

Mere end 15 år efter at myndighederne officielt indså, at drivhusgas-forurening truer ’nuværende og fremtidige generationer’ er deres mest ambitiøse forsøg på at afværge truslen blevet blokeret i retten og af Trumps elektriske sav, der skærer lovgivningen i stykker. EPA har nu taget skridt til at fjerne Biden-tidens regler for elværker – hvorved landets næststørste kilde til klimaforurening bliver sluppet fri, i hvert fald til starten af 2030’erne. Regler, der skal begrænse klimaforureningen fra transportsektoren, nationens største kilde, er også på Trumps dødsliste.

Det får ifølge Politico venstrefløjen til at tænke over situationen:

Der er ikke nogen vej udenom, venstrefløjens strategi vedrørende klimaet må genovervejes. Vi har tabt kulturkrigen om klimaet, og vi må finde en måde, hvorpå den ikke ender som en lille isoleret socialistisk bevægelse.

Men for Politicos skribent er sagen naturligvis katastrofal:

Videnskabsfolk siger, at hvis ikke vi får begrænset kraftværkernes forurening, vil det betyde, at temperaturen fortsætter med at stige, og vi får flere af de oversvømmelser, hedebølger, naturbrande, afbrydelser af forsyningerne, fødevaremangel og andre chok, der har kostet USA hundredvis af milliarder dollars hvert år i skader på ejendom, sygdom, dødsfald og tabt produktion.

Så er troen lige hamret på plads igen.

På hjemmesiden Real Clear Markets har Vijay Jayaraj skrevet en fyndig kommentar. Han starter med at påpege, at japanske Nippon Steel har købt US Steel og har store planer for fremtiden, produktionen skal udvides og gøres mere effektiv, baseret på kul og naturgas som energikilder.

En stribe store banker, der for nyligt bakkede ud af både ”netto-nul”-sammenslutninger og dropper ambitionerne om ESG (”miljø, socialt ansvar og god ledelse”), har medvirket ved finansieringen af den nye kæmpemæssige stålvirksomhed. Nu er der fokus på forretningen i stedet for alt det andet mode-gøgl.

Jayaraj kommer med et andet eksempel, hvor den vestlige canadiske provins Saskatchewan har annonceret, at man vil lade sine kulfyrede kraftværker køre videre efter 2030, hvor forbundsregeringen i Ottawa ellers havde bebudet et totalt stop for kulkraft.

Jayaraj fortsætter:

Netto-nul-facaden er kollapset i massivt omfang, det kan ikke benægtes eller reddes. Det er fordi ingen politik kan overleve, hvis man overtræder fysikkens love eller markedets krav. På trods af at der er brugt billioner på ”vedvarende energi”, så har deres andel i energiforsyningen kun ændret sig minimalt i to årtier.

Det ’klask’, I hører, er lyden af dekarboniserings-fantasien, der rammer jorden. Sukket er et lettelsens suk i forbindelse med, at sund fornuft vender tilbage til det offentlige rum.

Der er ikke nogen ”efter-CO₂ fremtid” i horisonten, kun en ”efter-illusionen” nutid. Og de fossile brændstoffer forbliver fremskridtets hjerteblod.

Flertallet i befolkningerne har for længst droppet at give klimaet høj prioritet i mellem alle vores andre problemer. Tendensen har åbenbart smittet af på regeringerne, hvilket bliver åbenbart, når man kigger på forberedelserne til det næste COP30 møde, der jo skal afholdes i Brasilien midt i en regnskov, der blev delvist fældet i den anledning.

Alle landene skulle allerede i februar have indleveret deres nationale mål, de såkaldte NDC, Nationally Determined Contributions (”nationalt fastsatte bidrag”), for reduktioner af CO₂-udledningerne frem mod 2035. Men indtil nu er det kun 27 lande, der har indleveret, som det fremgår af fig. 2.

Man bemærker straks, at USA er blandt de dydige, men det er en ting fra Joe Bidens tid, hvor man skyndte sig at indlevere mål, inden Trump overtog. Siden har Trump meldt USA helt ud af Paris-aftalen, og derfor er der i princippet slet ikke noget USA-mål.

EU har, bemærkelsesværdigt nok, ikke indleveret noget, det skyldes primært intern uenighed. Nogle lande vil gerne kunne købe reduktioner i andre lande og tælle dem med, fremfor at ødelægge deres egne samfund yderligere. Det synes andre EU-medlemmer imidlertid ikke er dydigt nok, selvom man f.eks. ved at effektivisere kulkraftværker i den 3. Verden kunne spare langt flere CO₂-udledninger for de samme penge, som brændes af på elbiler og elektriske færger i Europa.

Hertil kommer selvfølgelig de store lande, i Mellemøsten, hele Asien (inkl. Kina og Indien) og Rusland. De har intet indleveret.

Der er tilmed en del utilfredshed med de indleverede mål fra f.eks. Canada og Brasilien. Dels er de ikke særligt ambitiøse, og dels er det meget uklart, hvordan man regner ændringer i jordbrug med til reduktionerne. Her er der jo stor kunstnerisk frihed.

Det bliver interessant at se, hvad der sker på COP30-mødet. Der er meget, der skal males over, hvis man vil opretholde illusionerne om, at vi er på vej mod ”netto-nul”. Det er vi ikke, og kommer det heller ikke.