Dyr vedvarende energi

Til bevidstløshed gentages mantraet om, at energi fra solceller og vindmøller bare er billigere end fra alle andre kilder, ikke mindst kul, olie og gas. Derfor vil den grønne omstilling alene af økonomiske årsager gennemføre sig selv, og de fossile brændstoffer kan lægges i graven.

Mange er indikationerne på, at dette ikke stemmer overens med virkeligheden, men de fejes jævnt hen af bordet. Der fremføres mange bortforklaringer. Imidlertid er det jo en kendsgerning, at langt det meste af udbygningen med solceller og vindmøller kræver offentlige tilskud undervejs, ellers bliver den ikke gennemført.

Det har ikke mindst den britiske regering taget til sig efter et par helt eller delvist mislykkedes udbud af (især) havvind. I Storbritannien har man længe opereret med fastpris-kontrakter, de såkaldte Contracts for Difference, CfD, hvor producenten af strømmen altid er garanteret en fast pris pr. kWh for sine leverancer, uanset hvad markedsprisen måtte være. Er denne lavere, betaler staten forskellen, mens hvis markedsprisen skulle være højere, skal vindmølleejeren betale forskellen til staten. Men uanset hvad, man er garanteret en fast indtægt pr. kWh leveret og den eneste usikkerhed, der er tilbage, er, om det pgl. år viser sig at være rigere eller fattigere på vind og solskin.  

Den britiske regering er nu ved at forberede den syvende udbudsrunde for en stribe forskellige vedvarende-energi-løsninger. Man spiller altid ud med den maksimale CfD-pris, man er villig til at gå ind og garantere. Lært af de dårlige erfaringer med manglende bud, har regeringen i denne omgang valgt at hæve de garanterede beløb betragteligt. Samtidigt har man, hvad der er en stor velgerning, besluttet at give priserne i 2024-pund og ikke i 2012 ditto, hvor man så skulle regne inflation ind for at få de faktiske tal. Endeligt har man vedtaget at forlænge fastprisperioden fra 15 til 20 år, hvorved man nærmer sig mange af teknologiernes reelle levetid, ikke mindst havvinden.

Tabel 1 viser de nye 2024-maksimumspriser tilhørende den nye udbudsrunde.

Et engelsk pund står p.t. i ca. 8 kr. og 60 øre. Tallene i tabel 1 kan derefter regnes om til danske kroner og det giver jo bemærkelsesværdige resultater, hvoraf et uddrag er vist i tabel 2.

Ihukommende, at den gennemsnitlige strømpris i Danmark for hele 2024 var 53 øre pr. kWh, så må man konstatere, at alle de britiske priser ligger højere. Selv solceller, der skulle give den billigste strøm, er noteret for en pris på 65 øre/kWh. Landvind står i 79 øre mens havvind på faste fundamenter ligger på lige knap en krone – 97 øre/kWh for at være helt nøjagtig. Der er langt ned til Energistyrelsens tidligere drømme om 20-30 øre, og spørgsmålet er jo, om det nye havvindudbud i Danmark, hvor man tilsyneladende regner med ca. 80 øre/kWh, finder nogen bydere. 

Den britiske regering lægger ikke skjul på, at pladsen til kystnær havvind er begrænset, og derfor er landet nødt til i større omfang at satse på flydende havvind. Her kommer vi for alvor op i nogle højere luftlag, hvad prisen angår, møllerne og de kolossale flydeanordninger er jo kostbare i anskaffelse. Staten har derfor sat et loft på 233 øre/kWh. Hvis en byder accepterer denne sats, vil det betyde, at det bliver prisen for strømmen i de næste 20 år, uanset hvad der sker. Elkunderne kommer til at betale, enten over elregningen eller via skatterne.

Endeligt har vi tidevandskraften, som vi så på for nyligt, og med en pris på over 3 kr./kWh kan man kun forvente – og håbe på, at den teknologi aldrig bliver til noget i større omfang.

I regeringens oplæg er der også en tabel, der viser de forventede kapacitetsfaktorer for de forskellige energikilder, se tabel 3. Kapacitetsfaktoren er som bekendt udtryk for hvor meget f.eks. en mølle faktisk vil producere i løbet af et år i forhold til hvad den ville opnå, hvis den kørte på fuld styrke i alle årets timer. Her er det interessant, at havvinden er sat til 48-49%. Det er lavt, taget i betragtning at det ofte påstås, at de nye, større og dermed højere, møller vil komme op i luftlag med mere stabil vind og derfor skulle kapacitetsfaktoren nå op over 50%. Men den tror de britiske sagkyndige åbenbart ikke på. 

Man bemærker også at kapacitetsfaktoren for solcellerne er 12%, det er lige så elendigt som her i Danmark, en kombination af mange skyer og at Solen står lavt på himlen en god del af året.

Tak til Paul Homewood.