Nord for Skotland ligger der en lille ø ret tæt på kysten, se fig. 1, og i passagen imellem har det vist sig, at der er en kraftig strøm af tidevand. To gange i døgnet strømmer vandet den ene vej og derefter den anden vej. Et foretagende ved navn MeyGen fik så den brillante idé at udnytte denne strøm til fremstilling af elektricitet. Grønt og vedvarende og i princippet mindre afhængigt af vejr og vind.
Elektriciteten skulle genereres ved en slags undervandsmøller, med 18 meter lange vinger. Fig. 2 viser en af møllerne, Møllerne skal gøres solidt fast til havbunden, 40 meter nede, ved hjælp af massive fundamenter, og fra hver mølle trækkes der et kabel til elektriciteten i land.
Hver mølle har en kapacitet på 1,5 MW og i 2018 blev fire stk. sat op og påbegyndte produktionen. Der er stor stolthed over kvaliteten af møllerne, der har ikke været noget behov for kostbare reparationer frem til nu, dvs. efter ca. 7 års drift.
MeyGen’s hjemmeside oplyser nogle tal for driften. I alt skulle møllerne have produceret 75,4 GWh på de 7 år. Det, kan man hurtigt regne ud, svarer til en udnyttelse af kapaciteten på i alt 6 MW med omkring 20%. Tidevandet strømmer jo ikke hele tiden, der går lang tid omkring hver vending af retningen, hvor der ikke sker alverdens.
Hvad koster strømmen så? Her kan man konstatere, at den britiske stat har udstedt fastpriskontrakter, de såkaldte Contracts for Difference, CfD med en garanteret pris på 172 £/MWh. Det tal er imidlertid i 2012-priser og omregnet til nutiden ender vi på ca. 260 £/MWh, hvilket svarer til 235 øre/kWh. Med markedspriser p.t. på omkring 50 øre pr. kWh er det jo temmelig dyrt, mildt sagt.
Men hvad kostede anlægget tilbage i 2017-18 og kan de her nævnte priser dække udgifterne og forrente investeringen? Det har Willis Eschenbach fra WUWT kigget på, og han har fundet frem til, at den oprindelige investering var på 51 millioner £, svarende til ca. 450 mio. danske kroner. I nutidspenge ville det blive til knap 600 mio. kr.
Af én eller anden grund regner Eschenbach med en lavere produktion på anlægget frem til nu, 51 GWh, og derefter forsøger han at regne på de udgifter, der har været. Han giver tal for vedligehold og drift på 2-4 US cents pr. kWh, svarende til 15-30 øre/kWh.
Vi kan nu regne videre på vores egne tal og være flinke og tale om afskrivning over 20 år. Det giver årligt 30 mio. kr., hvortil der kommer nogle rente- og finansieringsomkostninger, f.eks. 2%. I alt 36 mio. kr./år. Produktionen er 11 GWh/år eller 11 mio. kWh. Vi får da en udgift fra investeringen på 36/11 = 327 øre/kWh, hvortil kommer driftsudgifter på 3 cents = 20 øre/kWh.
I alt en strømpris på knap 3,50 kr./kWh. Det er jo en del mere end den lovede CfD-pris, så noget tyder på, at projektmagerne har været meget optimistiske i deres budgetter, eller også har de hentet statsstøtte til investeringen ad andre kanaler.
Under alle omstændigheder ender vi med stjernedyr elektricitet, 10 gange markedsprisen før Europa gik af lave i 2020. Teknologien er bøvlet, og det samlede potentiale er ikke stort, MeyGen taler om planer for i alt 400 MW. Derfor er tidevandskraft endnu et eksempel på løsninger, der ikke vil bidrage med andet end udgifter for samfundet og ikke får den mindste indflydelse på atmosfærens CO2-indhold. Den slags løsninger er der mange af på bordet, men hvornår begynder de ansvarlige politikere at tænke, at nok er nok?
Danish
Det område her mellem Orkney og Scotland er berygtet blandt søfolk for den næstkraftigste tidevandsstrøm på kloden. På søkortet er der advarsler om at strømmen kan være op til 16 knob. Det findes ikke andre steder.
Projektet er blot et pilotprojekt, alle ved omkostningerne herefter går ned. At udnytte tidevandet er genialt, men som med atomkraft, vindenergi mv er der udfordringer med økonomi.
Enhver med ingeniør baggrund bør være stolt over kreativiteten og lysten til at prøve nye veje altid vil være en del af menneskers adfærd.
Villadsen, jeg forstår ikke helt, hvad du vil med en kommentar som denne. Der er jo ingen chance for at tidevandskraften skulle falde til en femtedel eller mindre af prisen; som det fremgår af figuren, er der nødvendigvis tale om en meget tung og dyr konstruktion, hvis den skal være robust nok. Og de mængder energi, man kan opnå her, er så små, at de ingen forskel vil gøre – uanset om man lider af skræk for CO₂ eller ej. Det eneste stensikre resultat er pengene ud af vinduet. Hvor længe skal vi fortsætte med det?
Hvis man ser på prisen for de første udgaver af vindmøller og solceller, så er der gennem udviklingsarbejde, produktions forbedringer sket en meget stor reduktion i prisen pr kWh. Man kan derfor ikke på baggrund af en prototype udtale sig om hvad produktionsomkostningerne vil være, hvis der er en business case. Det er blot der, din konklusion løber helt af sporet.
Der er flere aspekter i sagen her. Solceller er en teknologi, hvor der er mange muligheder, og her kan man nok optimere lidt yderligere mht. materialevalg og fremstillingsmetoder. Til gengæld kommer man aldrig over solcellernes elendige kapacitetsfaktor – de fleste af årets timer producerer de meget lidt eller slet ingenting.
Vindmøllerne har set en stor udvikling, det hænger sammen med, at man startede på bar bund – da ingen ved sine fulde fem i de foregående 100 år havde forestillet sig vindmøller i større skala. Men møllernes udvikling er hjulpet på vej af det kolossale antal, der er blevet stillet op. Men nu har man også ramt grænsen – der er ingen grund til at tro, at møllerne bliver billigere i fremtiden. LCOE-beregningerne er jo under alle omstændigheder misvisende, for nu at sige det pænt.
Når vi taler om tidevandsturbiner er vi inde en en boldgade, der teknologisk har en lang forhistorie i form af skibsskruer. Her kender man de optiale materialer og metoder. Derfor er det, du kalder “prototyper” nok betydeligt tættere på, hvad der – himlen forbyde det – ville være standard i fremtiden. Og opgaven er massiv: Store kræfter under vandet, der stiller krav til maskinernes robusthed, holdbarhed i længden osv. Det koster bare penge – og i tider med stigende materialepriser, bliver det ikke billigere i fremtiden.
Hertil kommer, at potentialet for tidevandskraft er meget begrænset, det er småt med steder som det nordlige Skotland, hvor teknologien overhovedet vil kunne realiseres. Og hvad interesse har nogle få gigawatt på globalt plan?
Jo før menneskeheden holder op med at jagte den slags teknologiske vildskud desto bedre for økonomien og civilisationens fremtid.