En overspringshandling

Den grønne omstilling er i vid udstrækning i hænderne på drømmere og fantaster. De tror så brændende på sagen, og nødvendigheden af at redde os alle sammen fra ”klimakatastrofen”, at de er parate til at udtale og udgive hvad som helst – uanset om det har nogen bund i virkeligheden.

Et grelt eksempel er ideerne om, at Afrika helt kan droppe økonomisk udvikling på basis af fossile brændstoffer og i stedet springe det led over og gå direkte til en energiforsyning fra solceller og vindmøller. Det er tanker, der tiltaler klimafanatikere her i Vesten, fordi udsigten til, at Afrika skulle nå op i nærheden af vores levestandard, baseret på energi fra kul, olie og gas, endegyldigt ville aflive drømmene om at overholde CO₂-budgetterne fra Paris-aftalen. Her har man jo beregnet, hvor mange ekstra gigatons CO₂, vi kan lukke ud, før den globale temperaturstigning i forhold til 1850 vil nå 2 grader celsius og katastroferne vil ramme os.

I stedet tænkes der store tanker om Afrikas energimæssige fremtid og i en nyligt udkommet rapport kan man læse om, hvordan kontinentet både bedre og billigere kan foretage overspringshandlingen. Det er en smukt opsat rapport med mange farvebilleder og et bemærkelsesværdigt ringe indhold.

Opskriften er klar. Afrika skal fra de nuværende (2023) 80 GW solceller og vindmøller op på 3500 GW i 2050, hvoraf de 2600 skal være solceller, se fig. 1. Og så kan man vinke farvel til kul, olie og gas. Rapporten fortæller glædestrålende at der er masser af plads i Afrika til alle solcellerne. Til stabilisering af elforsyningen nævnes der et behov for en smule biomassefyrede kraftværker, batterier, vandkraft og vandkraft-lagre, dog uden at kapaciteterne nævnes.

Alle udregninger er foretaget ved hjælp af en computermodel: OECM, One Earth Climate Model, (”Én Jord klimamodel”), og her får man alle de ønskede resultater ud.

Således fremgår det, at Afrika vil spare mange penge på overspringshandlingen, satsningen på sol og vind direkte vil ende med at koste 4,4 billioner US$ mindre, end en mere traditionel udvikling, som vist i tabel 1.

Her sammenligner man de to scenarier, det ene med fortsat stor brug af fossile brændstoffer, der således udgør en stor udgiftspost. Til gengæld skal der i det andet scenarie investeres mere i den ”vedvarende energi”, men her er tanken, at mange af komponenterne skal fremstilles lokalt og dermed vil dette scenarie give mange flere jobs og økonomisk udvikling. De fossile brændstoffer i det første scenarie betragtes bare som en ren udgift, og her overser rapportens ophav behændigt, at alle disse brændstoffer kan findes lokalt i Afrika, og udvindingen af dem ville give en kolossal økonomisk udvikling og masser af beskæftigelse.

I scenariet baseret på 100% vedvarende energi i 2050 har man opgivet at satse på landsdækkende elnet, ligesom vi har her i Europa. I stedet skal en tredjedel af kontinentets befolkning nøjes med lokale små installationer, der f.eks. dækker en landsby, men som ikke får strøm ind udefra. Hvert lokalnet skal derfor have sine egne solceller, vindmøller og batterier. Hvordan rapporten når frem til, at det kan lade sig gøre i praksis at sikre en stabil forsyning her, bliver ikke forklaret nærmere. Hvis beboerne skal have den lovede levestandard, vil de f.eks. have køleskabe, og hvad gør man efter en uge uden sol og vind? Batterierne vil helt sikkert ikke være store nok til at dække den situation.

Til gengæld peger rapporten på de åbenlyse fordele ved de små lokale netværk. Et stort landsdækkende ”centraliseret” netværk vil nemlig have nogle seriøse problemer:

Et andet problem er, at operatørerne på de centraliserede netværk ikke ved præcist hvor meget strøm, der bliver brugt i systemet, pga. af mangel på målere og omfattende tyverier af strøm. Det gør det svært at kontrollere kvaliteten af elektriciteten, som f.eks. at opretholde spænding og frekvens inden for de normale grænser.

Nu får man en lurende mistanke om, at rapportens forfattere reelt ingenting ved om, hvordan en elforsyning fungerer. I praksis er der et forbrug, og elværkernes opgave er til enhver tid af justere produktionen, så den nøjagtigt matcher forbruget. Om noget af strømmen ikke bliver målt eller bliver stjålet, er totalt ligegyldigt.

Mistanken om uvidenhed vokser, da vi kommer ind på ressourceforbruget til hele udbygningen med vindmøller og solceller:

Mineral-ressourcer spiller en afgørende rolle i udviklingen og opstillingen af vedvarende energi-teknologier. De vigtigste materialer til et 100% vedvarende energisystem inkluderer silicium til solceller og som en bestanddel i batterier og så aluminium, der bruges til stativerne til solcellepanelerne såvel som til lette (elektriske) bildele og til batterier. Litium, kobolt, nikkel og en række sjældne jordarter er også vigtige til fremstillingen af batterier, vindmøller og solpaneler.

Langt de største mine-kapaciteter, som Afrika får brug for til sin omstilling er silicium og aluminium.  

Afrika bliver nødt til at udvikle et stort marked for solceller og fremstillings-kapacitet til lokal fremstilling af solceller for til en rimelig penge at kunne opfylde behovet og sikre, at de økonomiske fordele ved omstillingen forbliver i Afrika.

Her glemte man behændigt f.eks. kobber, for ikke at tale om stål og beton til vindmøllerne. Til gengæld vil man bruge silicium til batterierne, den er ny for undertegnede. Og etablering af egen solcelleproduktion i konkurrence med kineserne bliver også økonomisk op ad bakke…

Om industrien kan vi læse, at alle de varmekrævende processer, til f.eks. stål eller cement, som i dag er baseret på fossile brændstoffer i fremtidens Afrika skal køre på elektricitet. Udledninger af CO₂, f.eks. fra cementfremstilling skal reduceres ved at ændre eller optimere fremstillingsmetoderne. Tomme ord, der lyder godt, men som ikke har nogen relation til virkeligheden.

Vi skal ikke trætte læseren med al ordsalaten om Afrikas kolonifortid, retfærdighed og alle de andre modeord, men selvfølgeligt nævne, at rapporten forventer, at den rige Verden betaler alle udgifterne til omstillingen, idet vi jo står i en ”klimagæld” til resten af kloden.

Rapporten konkluderer som følger:

Afrika har en enestående mulighed for at opbygge energisystemer der er smidige og i stand til at følge med udviklingen i samfundet og teknologien. For lande, der har begrænset infrastruktur, må fokus være på at springe direkte frem til avancerede vedvarende systemer, og derved gå uden om forældede teknologier.

På sin Substack har skribenten Tilak Doshi kommenteret vredt på følgende måde:

Oversprings-fortællingen er mindre en plan for udvikling, end det er et tyndt figenblad for Vestlig moralsk tilfredsstillelse, en øvelse i dobbeltmoralsk CO₂-kolonialisme.
At forvente at vedvarende energi alene kan opfylde Afrikas behov for energi, er at se bort fra de fysiske realiteter mht. energi-tæthed og det økonomisk umulige i at få dækket behovet fra vedvarende kilder uden pålidelig backup.
Afrika er ikke et etnografisk museum for Vestlige dyder, og myten om overspringet mht. energi er et nykolonialistisk eventyr peppet op med teknologi-vrøvl.
Afrika skal klatre op ad den samme energi-stige som fik Vesten ud af den energifattige evige forarmelse i den førindustrielle tid. 

Vi har her på siden utallige gange regnet på ideen med en elforsyning baseret på sol, vind og lagring i form af batterier, og må bare endnu en gang slå fast, at det er ikke fremtiden for et kontinent som Afrika, der har brug for en massiv udbygning af en stabil elforsyning, der kan sikre befolkningens levestandard og den hertil hørende nødvendige kraftige udbygning af industri og service. Små lokale decentrale forsyninger vil aldrig bringe afrikanerne nærmere det mål.