Den svenske vindkraftbranche er gerådet ud i alvorlige økonomiske problemer. Man har ellers i løbet af få år opbygget en kapacitet på omkring 16 GW møller, meget mere end vi har her i Danmark. Investeringen har været omkring 300 milliarder svenske kroner (SEK). Næsten alle de svenske møller står på land. Der var storstilede planer om møller til havs, men de blev stoppet af det svenske Forsvar, da de blev anset for at gøre opsporingen af indkommende missiler mindre sikker.
De svenske møller står også næsten alle sammen helt oppe nordpå, i Norrland. Det hænger sammen med, at området er meget tyndt befolket, så der har ikke været de store problemer med fremtidige naboer til projekterne. Det har ligget meget mere tungt nede sydpå. Til gengæld giver den voldsomme udbygning i Norrland ikke så meget mening, da det er her, at Sverige har størstedelen af sin vandkraft, så strøm mangler man ikke, hvad man snarere gør sydpå, hvor regeringen har haft travlt med at lukke kernekraft-reaktorer.
Statsstøtte har der selvfølgeligt været tale om, primært i form af de såkaldte elcertifikater, hvor vindmølleejerne tilbage i 2011 fik 30 svenske øre pr. kWh. De penge skulle betales af de øvrige elproducenter, og i sidste ende blev de naturligvis væltet over på kunderne. Men den svenske stat lagde ikke skjul på, at certifikaterne var noget midlertidigt, beløbet ville gradvist blive sat ned, og p.t. er vi helt nede under én øre pr. kWh.
Økonomien for de svenske vindmøller under ét har været katastrofal, som man kan se på fig. 1. Her er vist den årlige samlede omsætning siden 2017. Den er steget fra 3,9 til 12,2 mia. SEK. Men figuren viser også de årlige tab i procent af omsætningen, og de ser jo unægtelig voldsomme ud. Fra 2018 og frem har de svinget mellem 17 og 48% af omsætningen. 48% betyder, at hver gang man modtog en krone, havde man udgifter på knap halvanden krone.
Tabene for alle møllerne tilsammen i perioden 2017-2022 er vist på fig. 2.
Hvorfor i alverden er det gået så galt? Branchen peger selv på problemerne med kannibaliseringen, som vi jo også kender her i Danmark. I perioder med megen blæst producerer møllerne alt for meget, og priserne bliver nul eller negative. I 2024 havde man således 400 timer med negative priser. Det går hårdt ud over indtjeningen.
I en analyse blev det undersøgt, om der var nogen sammenhæng med møllernes alder, og det er der, da vedligeholdelsesudgifterne begynder at stige allerede efter få år.
Tabene her er dog småpenge sammenlignet med et andet specielt svensk fænomen. Man benytter meget købskontrakter (Power Purchase Agreements, PPA), som indgås med store kunder. Her forpligter mølleejerne sig til at levere store og stabile mængder strøm til faste lave priser. Kontrakterne har lang løbetid, 15-20 år, og er uopsigelige fra vindmølleejernes side. Priserne er naturligvis en hemmelighed, men det forlyder at Markbygden-parken havde solgt strøm til selskabet Norsk Hydro for så lidt som 25 €/MWh, svarende til 19 danske øre/kWh.
Nu er problemet, at Markbygden skal levere de lovede mængder strøm, uanset om vinden blæser eller ej. I sidstnævnte tilfælde må de ud på spotmarkedet og købe den strøm, der mangler og levere den videre til Norsk Hydro til den aftalte pris, der alt for ofte har ligget langt under spotprisen.
Derfor bliver hele forretningen et gigantisk spil på fremtidens elpriser, og her har vindmølleejernes optimisme vist sig totalt ubegrundet, og underskuddene har hobet sig op.
Markbygden, der ejes af kinesiske investorer, er nu gået fallit. Norsk Hydro havde ingen intentioner om at hjælpe dem. Den totale gæld nærmer sig 400 mio. euro.
Den samme triste historie finder man med en anden og mindre vindmøllepark, Aldermyrberget, der havde tegnet en tyveårig kontrakt med Boliden om faste leverancer, 31,3 MW i perioden 1. oktober til 31. marts og 22,7 MW resten af tiden. Det kunne møllerne naturligvis ikke, og Aldermyrberget måtte ud på markedet og købe dyr elektricitet på spotmarkedet. Også det resulterede i enorme tab, og man forsøgte så at komme ud af aftalen med Boliden i utide og afbrød i den forbindelse de faste leverancer. Det ville Boliden dog ikke være med til, man gik i retten og har nu fået tilkendt en erstatning på 500 mio. SEK, som Aldermyrberget naturligvis ikke har og derfor er gået konkurs.
Aldermyrberget er ejet af et tysk selskab. I Sverige har man det samme fænomen som i Danmark. Vindmølleparkerne opbygges af projektmagere som CIP herhjemme. Når møllerne er kommet i gang, bliver parkerne solgt til investorer, der så kommer til at sidde med de økonomiske smerter. Størstedelen af de svenske møller er derfor nu på udenlandske hænder. Projektudviklerne har i mellemtiden fået deres penge hjem i form af kommissioner, så de lider ingen nød.
Vindmøller er bare ikke særligt hensigtsmæssige i en elforsyning.
Danish
Kærneenergi er kærnesund fornuft.
I den forgangne har jeg kørt næsten 2.000 km i Tyskland og set mølle efter mølle stå stille fordi der ikke var vind. Et skræmmende vanvid. Ord rækker ikke.
Hvem rydder op og har midler til nedtagning af møllerne? Med tiden bliver de farlige at have stående, vinger falder af o.s.v.
Det glæder mig, at svenskerne har et system, som på denne måde, belønner stabilitet. Man skriver en kontrakt på en bestemt mængde el,- og skal så levere den aftalte mængde. Egentlig ikke noget særligt mærkeligt krav. Det ville være gavnligt, hvis vi kunne lære af denne aftalemodel. Det ville, med et slag, gøre kernekraft helt utrolig attraktiv.