Kun tre år tilbage

En flok klimaforskere har for nyligt udsendt en rapport om klimaets tilstand her i 2025. Vi nærmer os jo det store COP30-møde i Brasilien, og hertil skulle alle Verdens lande have indleveret deres klimamål, de såkaldte NDC’er. (”Nationalt fastlagte bidrag”). Det er der så kun 27 lande, der har gjort ind til videre, og ét af dem er USA, der i mellemtiden har trukket sig ud af hele forestillingen. De øvrige lande har indleveret forholdsvis uambitiøse mål, og vi er milevidt fra at nå målet om at stoppe stigningen i den globale temperatur inden den runder de 1,5 grader.

Rapporten konkluderer, at vi reelt nu kun har tre år tilbage, hvis vi vil ”redde” Kloden. Det lyder måske lidt mærkeligt i nogens øren, men det dækker over de finurlige CO₂-”budgetter”, som man kan opstille, hvor man udregner stigningen i temperaturen pr. udledt milliard ton (gigaton) CO₂. Og her har vi kun ca. 130 gigaton tilbage på kontoen, før temperaturgrænsen er overskredet. Det svarer til ca. 3 års udledninger på nuværende niveau.

I en foromtale af rapporten – skrevet af dens egne forfattere – kan man læse:

Rapporten ser også på, hvordan ekstreme temperaturer og nedbør bliver kraftigere, hvor meget havniveauet stiger, og hvor meget CO₂, der stadigvæk kan udledes, før planetens temperatur overstiger de 1,5 grader…. Det er vigtigt, fordi vi er nødt til at holde os under de 1,5 grader for at undgå de værste følger af klimaforandringerne.

Vores rapport viser, at menneskeskabt global opvarmning nåede 1,36 grader i 2024. Kombineret med naturlige årsager skubbede det temperaturstigningen helt op på 1,52 ^oC. Med andre ord er Verden allerede nået det niveau, hvor det er blevet så varmt, at vi ikke kan undgå alvorlige følger af klimaforandringerne. Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i risikabelt farvand.

Alt det her er jo standardkost fra klima-alarmismens side, inkl. tyrkertroen på de 1,5 grader som en ”farlig grænse”, selvom det bare er et politisk vedtaget tal, der nærmest er trukket op af en høj hat.

Det er jo nu interessant at se, hvad det er for fakta og statistikker, der underbygger de dystre udsagn og mørke forudsigelser for fremtiden. I en henvisning beskrives det, hvordan Afrika er specielt hårdt ramt, og hvordan det er blevet meget værre i løbet af de sidste 15 år, se fig. 1. Man bemærker, hvordan der i 2011-2015 og 2016-2020 døde hhv. 4000 og 8000 mennesker pga. klimarelaterede begivenheder, mens tallet for 2021-2025 var hele 28.000! Det viser sig dog at 13.000 af disse dødsfald skyldtes kollapset af en dårligt vedligeholdt dæmning i Libyen.

Tørken ved Afrikas Horn omtales også, den er den værste i 70 år. Men det betyder jo, at det har været lige så slemt for 70 år siden, længe før vores CO₂-udledninger tog fart? Heller ikke et ord om krig og ufred i den del af kontinentet.

Men hvad kan man så finde i selve rapporten? Den er på 40 sider og har ikke mindre end 61 forfattere. Trods de kolossale anstrengelser, der er lagt i den, er rapporten forbavsende fattig på konkrete og nye data eller opdagelser. I stedet får vi en ørkenvandring gennem de sædvanlige trætte argumenter.

• Udledninger af drivhusgasserne og stigningen i atmosfærens indhold.
• Ændring i strålingsbalancen i atmosfærens top. Det er jo et emne af stor interesse, når man tror, at det udelukkende er drivhusgasser, der styrer den globale temperatur.
• Tilvæksten i energiindholdet i havet, på landjorden og i atmosfæren, se fig. 2. En masse zettajoule på papiret, men vi har tidligere set, at i praksis er energimængderne forsvindende små og kan kun opvarme oceanerne med tiendedele af en grad celsius.
• Den globale temperaturstigning siden 1850, med en hundrededel grads nøjagtighed. Det fastslås at opvarmningen stort set udelukkende skyldes menneskelige aktiviteter.
• Det resterende CO₂-”budget”.
• Høje nutidige gennemsnitstemperaturer.
• Nedbør på land. Her må man erkende, at de sagkyndige er meget uenige om udviklingen, og at der er regionale forskelle, men ikke rigtigt nogen tydelig global udvikling efter 1960.
• Havstigningerne, med den sædvanlige sammenflikkede kurve af kystbaserede og satellit-målinger, for at få noget acceleration. Det er velkendt, at havstigningerne varierer meget år for år, og de seneste 3-4 år har vi haft en top. Her tager forfatterne uden blusel tal fra 4-5 år og sammenligner med tal over et helt århundrede, og får derved en ”acceleration”. Den slags er dog statistisk set helt uacceptabelt.

Og det var det hele. På intet tidspunkt sandsynliggøres det, at vi står over for en krise, og at de 1,5 graders opvarmning siden ”førindustriel tid” skulle udgøre nogen særlig risiko for noget som helst.

Der er ingen af de sædvanlige påstande om, at den globale temperaturstigning har medført mere ekstremvejr i form af tørke, oversvømmelser, storme, naturbrande osv. Det er for så vidt sobert nok, men så klinger alarmen og påstanden om, at vi kun har 3 år tilbage unægteligt lidt hult.