Superbatterier til elbiler

I Klimarealismes nye topmoderne hovedsæde i stål og glas – og med toiletter af guld, alt sammen betalt af olieindustrien – findes der en afdeling for beregninger af absurde tal, ABAT. Som oftest beskæftiger ABAT sig med batterier, en evig kilde til optimistiske påstande, der ikke rigtigt holder til et nærmere eftersyn.

Den seneste sag kræver dog ikke så mange beregninger fra vores side, da Willis Eschenbach fra WUWT allerede har udført det meste af arbejdet.

Anledningen er påstanden fra det kinesiske firma Huawei om, at man har udviklet et nyt superbatteri til biler. Det vil tillade 1800 miles kørsel på én opladning, svarende til ca. 3000 km. Og opladningen til 100% vil kunne gøres på fem (5!) minutter.

Batteriet er efter det oplyste baseret på litium med en elektrode af sulfid, og det er såkaldt solid state, hvilket vil sige, at der ikke er nogen væske i de enkelte celler. Det giver en mere kompakt struktur, lavere vægt og lavere rumfang. Huawei taler selv om en 2-3 gange større lagertæthed end gængse litiumbatterier, dvs. 400-500 watt-timer pr. kg.

En elbil kører typisk 5 km pr. kWh. Til 3000 km skal batteriet således have en kapacitet på 600 kWh. Med 400 Wh/kg bliver vægten af batteriet 1500 kg, så det bliver en tung bil.

Men Eschenbach vælger at fokusere på et andet aspekt: Opladningen. Vi skal have leveret 600 kWh på 5 minutter, det svarer til 7200 kWh/time = 7200 kW – eller om man vil, 7,2 megawatt.

Det er meget. En typisk tankstation i dag har vel 8 benzin- og dieselpumper. En tilsvarende elektrisk ”tankstation” skulle således have en strømforsyning på 8 x 7,2 eller godt 56 MW. 6 af de tankstationer i byen, og vi skal bruge en pænt stor blok på et kulkraftværk til at forsyne dem. 

Men håndteringen af en 7 MW forbindelse er ikke helt simpel. I princippet skal man jo kunne tage kablet og proppe det ind i stikket på bilen. Det skal sikres, at der er en 100% perfekt forbindelse i stikket, ellers ville man få en lysbue, der ville svejse det hele sammen på få sekunder.

I undertegnedes fortid i cementindustrien havde vi motorer til cementmøllerne, der nærmede sig de 7 MW i energiforbrug. Det var nogle store krabater, men kablerne, der forsynede dem, var ikke specielt tykke, måske som en underarm. Men det hører med til historien, at det altid var højspændingsmotorer, der får strøm med 5000-10.000 volt. Når vi skal lade vores elbil op, foregår det derimod med kun 400 volt, hvilket er standard for forsyningen til folks huse og i byerne omkring os. Og med lavere spænding skal man trække mere strøm – meget mere strøm – og så skal man have meget tykkere kabler.

Eschenbach nævner, at det tykkeste kommercielt tilgængelige kobberkabel har en diameter af det rene metal på knap 4 cm, se fig. 1. Det kan transportere ca. 300 kW i ukølet tilstand. Vi skulle således bruge 24 af de kabler, for at nå de 7200 kW. Dem kan vi jo ikke proppe ind i bilen på samme tid, så derfor vil løsningen være at installere massiv køling af kablet, formentligt med vand, som man allerede i dag ser på hurtig-ladestationer. Men selv dér er det meget tvivlsomt, om man kunne nøjes med et enkelt kabel. Og risikoen er betydelig. Det mindste svigt af kølingen ville omgående føre til at kobberet i kablet smelter, og så får man startet en større brand.

Der er selvfølgeligt andre praktiske problemer. Hver tankstation skal nu have sin egen måske 60 MW strømforsyning, og der vil blive tændt og slukket for forbruget i klumper af 7 MW i et helt uforudsigeligt mønster. Det vil give store udfordringer for Energinet, eller hvem, der skal stå for at sikre, at naboerne har strøm i stikkontakterne nogenlunde stabilt.

Konklusionen er naturligvis, at disse visioner aldrig bliver til virkelighed. Huaweis batteri findes kun i form af en lille laboratoriemodel, og der er en lang og stenet vej til fuld skala – og produktion på samlebånd, der er til at betale. Det nævnes, at de nye batterier p.t. koster 8000-10.000 kr. i fremstilling pr. kWh, hvilket ville betyde at batteriet alene ville bidrage til bilens pris med op til 6 millioner kr. Det ville dog selvfølgeligt blive billigere hen ad vejen.

Huawei har fået noget omtale og gratis reklame – og måske kaster det noget statsstøtte til forskningen af sig. Så har det ikke været helt spildt for Huawei – men unægtelig spild af vores andres tid.