Et skarpt blik på Energistyrelsen

Paul-Frederik Bach har i hele sin karriere arbejdet inden for elforsyningen, som planlægger, driftsansvarlig og som hovedperson i integrationen af vindkraft i den danske elforsyning. Paul-Frederik driver nu som konsulent sin egen hjemmeside, hvor han analyserer den danske elforsyning og skriver rapporter om beslægtede emner. Den hjemmeside er absolut et besøg værd.

Han har netop udsendt en ny rapport med en gennemgang af 2024-udgaven af Energistyrelsens Analyseforudsætninger til Energinet. Dem har vi allerede omtalt her. Energistyrelsen tænker jo store tanker med mangedoblinger af kapaciteterne af både vind og sol i elforsyningen inden 2030, og et kæmpe orgie når vi når 2050, hvoraf langt det meste skal bruges til fremstilling af Power to X, der anses for at være fleksibel og dermed at kunne fungere på den stærkt variable produktion fra de to kilder.

Paul-Frederik er en høflig mand, og han nøjes med i forsigtige vendinger at gøre opmærksom på de problemer, der er forbundet med Energistyrelsens grandiose visioner. Undervejs bliver der kigget nærmere på Energistyrelsens rolle i alt det her:

Energistyrelsen skal konkretisere Danmarks målsætninger for el-infrastrukturen. Energistyrelsen forklarer, at Energinet på det grundlag bl.a. skal foretage de nødvendige markeds-, net- og forsyningssikkerhedsanalyser. Problemet ved denne arbejdsdeling er, at der tilsyneladende ikke er mulighed for tilbagekobling, hvis Energinets analyser påviser mangler eller uhensigtsmæssigheder i forudsætningerne.

Med andre ord, Energistyrelsen kan drømme videre, og Energinet har kun begrænset indflydelse på planerne. Paul-Frederik er ikke tilfreds med det:

Den nærliggende løsning på dette problem er at give Energinet en mere central rolle i udarbejdelsen af analyseforudsætningerne, så både markedsanalyser og infrastrukturplanlægning kan blive en naturlig del af processen.

Og realiteterne gør jo deres indtog:

Anlægsaktiviteterne er voksende i flere lande. Det har skabt prisstigninger og længere leveringstider, som også Energinet døjer med. Det rejser spørgsmålet, om de aktuelle planer er realistiske. Det er altid en fordel at kunne tilpasse anlægsprogrammet til markedets svingninger, men når det ikke er muligt, bør man ”læse” markederne og lægge realistiske budgetter og tidsplaner.

I sit Årsmagasin gør Energinet netop rede for alle disse forsinkelser og ikke mindst dem, der kommer fra en langsommelig sagsbehandling og godkendelse fra myndighedernes side.

Og på flere andre områder går det ikke så godt med omstilling til sol og vind som hovedkilder til energi.

Energiforskere har med avancerede simuleringsmodeller påvist, at den grønne omstilling er teknisk mulig helt frem til et klimaneutralt Danmark i 2045. Allerede i 2025 er det imidlertid tydeligt, at det ikke forløber efter planen. Udbygningen er stødt på barrierer, som ikke er repræsenteret i simuleringsmodellerne.

For læserne på siden her er det ikke nogen hemmelighed, at Danmarks elforsyning i uhyggeligt høj grad bliver holdt oppe ved gode naboers hjælp. Herom skriver Paul-Frederik:

I Danmark er elforsyningen mere sårbar end i andre lande på grund af vores lave andel af styrbar produktion. Danmark kan ikke opretholde normal elforsyning uden støtte fra andre lande, og i tilfælde af netsammenbrud kan systemet sandsynligvis ikke startes uden hjælp udefra.

Og så er der hele cirkusset med elpriserne. Når sol og vind producerer godt, er der overskud af strøm, og så bliver priserne lave. Fig. 1 viser udviklingen i de opnåede salgspriser for strøm fra solceller og vindmøller over årene.

De store overskud og underskud af strøm håndterer vi ved hhv. eksport og import af strøm. Her er der et voksende problem med afregningspriserne, vi får meget lidt for vores eksport og skal betale dyrt for importen. Udviklingen er vist på fig. 2. Det her er et problem, vi i høj grad deler med tyskerne, der også har udbygget meget voldsomt, især med solceller.

Paul-Frederik skriver:

Markedsanalyserne tyder på, at støtten fra nabolandene bliver dyrere med tiden, mens dansk overskudsproduktion bliver værdiløs.

Paul Frederik tager fat i en af de andre forudsætninger for at en grøn omstilling skal lykkes: Det ”fleksible forbrug”. Når strømmen er knap og dyr, kan vi slukke for en hel masse elektrisk udstyr, og når den er billig, kan vi oplade elbilen, vaske tøj osv. Men heller ikke det er vist så nemt:

De oprindelige tanker om en voksende andel af vind- og solenergi var baseret på en forestilling om, at den mistede fleksibilitet i produktionen kunne opvejes af fleksibilitet på efterspørgselssiden, drevet af prissignaler. Der har været tid nok til at udvikle denne fleksibilitet, men meget lidt er sket.

Ja, et moderne samfund har brug for en elforsyning, der følger behovet, og kan ikke fungere med et behov, der skal indordne sig under vejrets luner.

Paul-Frederik kigger på Energistyrelsens vision for situationen i 2050, og viser et diagram (fig. 3) med en oversigt over produktion og forbrug af strøm, målt i GWh for hele året. Her er vist hhv. det ”klassiske forbrug”, hvor der ikke er alverdens fleksibilitet, hvis samfundet skal fungere. Herefter kommer det ”faste forbrug”, der primært er de nye datacentre og andre installationer, der skal have en kontinuerlig forsyning.

Endeligt er der så det ”fleksible forbrug” hvor fordelingen er vist i tabel 1. Her er der overvejende tale om Power to X-produktion, + nogle elkedler og varmepumper, primært i fjernvarmen. Hvor fleksible sidstnævnte er, må man nok sætte spørgsmålstegn ved, f.eks. under en Dunkelflaute om vinteren.

Produktionen i Energistyrelsens vision er vist i den højre søjle i fig. 3. Masser af sol og vind, og i bunden en lille smule regulerbar kraft, vel biomassefyrede anlæg. Så er der et behov for import af strøm, når det for alvor kniber. Herom skriver Paul-Frederik:

Importen på 7,0 TWh ligner på figuren en bagatel, men repræsenterer 2167 timer (næsten ¼ af året) med effektmangel i Danmark og sandsynligvis også i nabolandene. Det betragtes som effektmangel, når klassisk og fast forbrug ikke kan dækkes med indenlandske ressourcer. Systemets sårbarhed, som kan konstateres allerede i 2025, bliver ikke mindre.

Så i 2167 timer skal vi stå med hatten i hånden og håbe, at Norge og Sverige kan hjælpe os. Ellers er det rullende blackouts til forbrugerne, eller det, der er værre.

Paul-Frederik kommer til sidst ind på mulighederne med kernekraft:

Tesen om, at der i Danmark slet ikke er plads til atomkraft, testes i en alternativ simulering, hvor der tilføjes 1000 MW kernekraft i 2040, 2045 og 2050. Samtidig er tilvæksten af solceller reduceret med 10,6 GW og tilvæksten af havvind med 1,6 GW, hvilket giver en samlet kapacitetsbesparelse på 9,2 GW. Herved nås nogenlunde samme dækning af det fleksible forbrug samtidigt med en formodet besparelse i infrastruktur.

Produktionen fra vind og sol er 144.435 GWh i referencen og 126.914 GWh i alternativet. Forskellen på 17.521 er overtaget af kernekraften. Resten er opnået ved reduceret brug af træflis og naturgas.

Paul-Frederik vil lade kernekraften køre som grundlast, med en gennemsnitlig udnyttelse på godt 80%. Det aflaster behovet for både import og eksport i meget væsentlig grad som vist i tabel 2. Mængden af (dyr) strøm, som vi skal importere, falder til under det halve, og vi får heller ikke så stort et behov for at forære elektricitet væk til naboerne.

Det nævnes ofte, at kernekraftens rolle i stedet kunne varetages af gaskraftværker, hvor bl.a. Klimarådet har påstået, at det skulle være bedre og billigere. Det holder dog ikke ifølge Paul-Frederiks tal, gaskraftværker er dyrere i drift, og mere egnede til spidslast ved variabelt forbrug – men denne rolle skal jo iflg. Energistyrelsen klares ved det fleksible forbrug fra Power to X-fabrikanterne (hvordan det så kan lade sig gøre i praksis).

En yders læseværdig rapport, og man må igen stille spørgsmålet om ikke der snart bør foretages en hovedrengøring i Energistyrelsen, så den kan komme tilbage i realiteternes verden.