En frisk analyse i WSJ (bag betalingsmur) : viser, at hele den vestlige halvkugle går fuld “drill, baby, drill” – uanset om regeringen er højre- eller venstreorienteret. Fra Arktis til Tierra del Fuego omfavner politikere fossile brændsler som motor for vækst
-
Guyana har øget olieeksporten med 54 % i 2024 til næsten 600 000 tønder/dag og forventer næsten en tredobling inden 2030
-
Argentina, Brasilien og Canada accelererer ligeledes – i alt et boom, der “reducerer OPEC’s magt og giver Putin hovedpine”
-
Analysen konkluderer, at væksten i Amerika “vil forsinke den globale overgang væk fra fossile brændsler”
Tallene: hvorfor det kan betale sig for Europa at bore
Vi skal gøre der samme i Europa, hvor der er store mængder skiferolie- og gas til rådighed.
| Posten | Økonomisk effekt frem mod 2040* |
|---|---|
| Energiimport-regning EU (rekordåret 2022) | ~ € 600 mia./år energy.ec.europa.eu |
| Skønnede indtægter ved at genstarte Nordsø- og skiferproduktionen (moderate priser) | € 250 – 300 mia./år † theguardian.com |
| Estimeret klimaskade ved videre fossilt forbrug i EU | € 35 – 40 mia./år ‡ environment.ec.europa.eu |
* Egne beregninger baseret på IEA’s centrale prisbane for 2030 ($75-80/bbl) og EU-Kommissionens tal for energiimport; klimaomkostninger anvender EU-estimater for miljø- og CO₂-skade.
† Bruttoindtægt ved en regional produktion på ~2 mio. bpd olie + 150 bcm gas årligt til IEA’s moderate prisniveau.
‡ Baseret på EU-studie, der værdisætter årlige klimaskader til € 38,9 mia. (3,7 % af de samlede CO₂-skader).

Historien gentager sig – vi behøver bare at huske 1970’erne
Da olieboykotten ramte i 1973, var det udvindingen i Ekofisk og Statfjord der sikrede Skandinavien mod kulde og mørke. Samme praktiske ingeniørånd kan nu give Europa:
-
Energisikkerhed: Mindre afhængighed af russisk gas og mellemøstlig olie.
-
Konkurrenceevne: Lavere el- og gaspriser til industrien.
-
Finansiering af sikkerhed og velfærd: Indtægterne kan bruge til at den Europæiske komnkurrencedygtighed
Lærdom fra Amerikas boom
-
Fleksibilitet slår dogmer – Brasilien under Lula kører klimapolitisk charmeoffensiv samtidig med, at de åbner nye felter i Amazonas-deltaet.
-
Infrastruktur er nøglen – Argentina fik banker i tale, da regeringen forpligtede sig til rørledninger og LNG-terminaler.
-
Realpolitik virker – Stater, som tilbyder stabile regler og rimelige afkast, tiltrækker kapital – selv i en tid med høj grøn retorik.
Europa har tilsvarende kort på hånden: eksisterende rørnet, højtuddannede servicevirksomheder og verdens bedste offshore-teknikere i Esbjerg, Stavanger og Aberdeen.
En pragmatisk vej frem
-
Etabler et “Strategic Hydrocarbon Reserve” – licitér nye blokke i Nordsøen og Sortehavet.
-
Tillad pilotprojekter i skifergas (Bowland Shale, polske Lublin-bassinet) med moderne vel-testede miljøstandarder som i USA
-
Brug dele af provenuet til at forske i nye, renere og billigere energikilder
En realistisk energipolitik
Mens Europas politikere tæller ppm-reduktioner, stikker andre kontinenter sugerøret endnu længere ned i undergrunden. Skal vi forære dem væksten og de geopolitiske fordele – eller vil vi endnu en gang vælge realismen, som vi gjorde i 1970’erne?
Det er ikke et spørgsmål om at vælge mellem klima og økonomi, men om at bruge hovedet: At bore, mens vi bygger det næste energisystem. Det er ægte bæredygtig fornuft.







Det mest ubegribelige er, at alle lande – specielt Danmark – opfører sig som om, at klimaet i de enkelte lande afhænger udelukkende af klimaindsatsen i deres land, og ikke er globalt.