Om menneskeskabte tab ved naturkatastrofer

Roger Pielke Jr.s har netop skrevet denne artikel:  “The Texas Flash Floods – A tragedy that should never happen again” (The Honest Broker, 6. juli 2025). Jeg vil gerne sætte den ind i en dansk kontekst med fokus på, hvordan enkle, billige tilpasnings­tiltag ofte overses til fordel for store, symbolske projekter.

Resumé af Pielkes artikel

• Hændelsen (4.–5. juli 2025): Ekstremt skybrud i det texanske Flash Flood Alley fik Guadalupe-floden til at stige næsten ni meter på få timer. Over 70 er omkommet, flere savnes.
• Kendt risikozone: Området er dokumenteret som USA’s mest udsatte for flash floods siden mindst 1940.
• Ingen entydig klimatrend: Data 1981‑2022 viser ingen statistisk stigning i ekstreme nedbørsdage i regionen.
• Forebyggelse virker – når den findes: Oversvømmelses‑dødeligheden pr. indbygger i Texas er faldet markant siden 1960’erne, men lokale huller i beredskabet består.
• Pielkes hovedpointe: Tragedien skyldes manglende varsling og infrastruktur, ikke klimaændringer. Han efterlyser et permanent amerikansk Disaster Review Board og “no‑regrets” tilpasning.

Perspektiv og kritik

1. Kend risikoen – og reager
   Texas‑omgivelserne er velkortlagte; alligevel fandtes der ikke fuldt dækkende alarmsystemer. Parallellen til Danmark er kyststrækninger som Lolland/Falster, hvor 150 år gamle diger stadig udgør hovedforsvaret mod stormflod.
2. Billige gevinster, dyrt ignoreret
   • Varsling via sirener og SMS er en brøkdel af erstatningsudgifterne.
   • Opdaterede diger og sluser koster få milliarder – en enkelt stormflod kan koste det tidobbelte.
   • Arealplanlægning (byg ikke i lavninger) er næsten gratis.
3. Klimadebatten som afledning
   Manglende sammenhæng mellem ekstreme nedbørs­trends og hændelsen viser, at reduktion af CO₂‑udslip ikke forhindrer næste oversvømmelse. Ressourcer bør prioriteres mod tilpasning, der virker i morgen.

Konklusion

Forebyggende tilpasning er teknisk trivielt, økonomisk fornuftigt og kan redde liv allerede i næste sæson. Alligevel foretrækker mange beslutningstagere prestigefyldte, langsigtede projekter frem for de lavthængende frugter. Det er en prioritering, der koster – først på budgettet, senere i menneskeliv.