Planetære Grænser

Man skal ikke færdes længe i klimakredse og kigge på deres skriverier, før man løber ind i begrebet Planetære Grænser. De er noget, man overskrider, og så er katastrofen lige om hjørnet. Utallige er de skrifter, hvor vi får at vide, at nu har vi passeret så og så mange af grænserne og evig fortabelse venter os lige om hjørnet.

Men hvad går de ud på, og hvor kommer de fra? Tilsyneladende blev de født i 2009, og faderen var ingen anden end Johan Rockström, fra det berømte Potsdam Institut für Klimafolgenforschung, PIK. Det er jo her, bl.a. en Stefan Rahmstorf huserer, han er altid god for en spådom om, at Golfstrømmen stopper i næste uge.  

Der er defineret i alt ni Planetære Grænser, hvoraf der kan sættes tal på de syv. Ideen fra ophavsfolkene er netop, at hvis vi kan holde os inden for grænserne, skulle vi være ”sikre”, mens enhver overskridelse vil medføre fare for at vi rammer tipping points (”væltepunkter”) eller andre katastrofer. De ni grænser er følgende:

1. CO₂-indholdet i atmosfæren skal holdes under 350 ppm. Dér er vi jo p.t. på 425-430 ppm, så det er ikke gået så godt.
2. Forsuringen af havet skal holdes under en 20% reduktion af den såkaldte aragonit-mætning, som vi beskrev for nyligt. Reduktionen er i forhold til ”førindustriel tid”, som om vi kender noget til detaljerne i verdenshavene den gang.
3. Koncentrationen af ozon i stratosfæren, må maks. falde med 5%.
4. En grænse for hvor meget kvælstof vi må udlede fra landbrug og industri, og ditto for fosfor udtrykt ved hvor meget ekstra, vi må udlede til verdenshavene oveni den mængde, der naturligt tilføres.
5. Vores forbrug af ferskvand skal holdes under 4000 kubikkilometer pr. år.
6. Vi må maks. have 15% af Jordens isfrie landområder afsat til landbrug.
7. Biodiversitet: Der må højst årligt uddø 10 dyre- eller plantearter pr. million arter.
8. Omfanget af kemisk forurening – her er der ikke nogen tal for grænserne.
9. Mængden af partikler i atmosfæren – heller ikke nogen tal.

I 2009 anså man allerede at tre af disse grænser var overskredet, CO₂-indholdet, tab af biodiversitet og kvælstofudledningerne.

Siden da har vi yderligere overskredet grænserne vedr. fosforudledningerne, ferskvandsforbruget, landudnyttelsen og forureningen, jfr. fig. 1. På det allerseneste er der dukket artikler op, der også mener, at vi har passeret grænsen vedr. forsuringen af havet. Så reelt er der kun ozon og partikler i atmosfæren tilbage.

Ozonen blev jo reddet ved den store aktion mod freon-stoffer tilbage i 1970’erne. Det er dog siden draget noget i tvivl om hvorvidt, vi reddede noget som helst, og om menneskeheden nogen sinde har haft indflydelse på ozonlaget.

Mht. partikler i atmosfæren stammer de jo bl.a. fra røg ved afbrænding af kul, olie og gas, og her har filtre og skærpet lovgivning medført betydelige fald i udledningen. Faktisk tales der nu om, at en del af den globale opvarmning i 2023-24 skyldes et fald i partikelmængderne, bl.a. fra skibsfarten.

Da Rockström & Co. udgav artiklen i 2009 var CO₂-indholdet i atmosfæren allerede på omkring 390 ppm. Grænsen var overskredet, situationen var farlig ifølge klimamodellerne. Vi styrede mod for høje temperaturer, der bl.a. kunne medføre afsmeltninger ved begge poler. Skal vi være helt sikre og trygge, skal temperaturstigningen holdes væsentligt under 2 grader, og det kræver, at CO₂-indholdet på én eller anden måde bringes ned på de 350 ppm.

Udledningerne af kvælstof og fosfor kender vi alt til her i Danmark med iltsvind og vandmiljøplaner, der ikke virker. Selvfølgeligt skal vi begrænse vores udledninger mest muligt, men de grænser, der er sat ind af Rockström, er helt tilfældige, og det er svært at se, at der skulle være nogen ”væltepunkter”, der truer her. Naturen skal nok klare sig.

Det samme gælder ferskvandsforbruget. Rockström påpeger f.eks. problemerne i Californien, hvor man i tørkeperioder mangler vand, men det skyldes jo generelt et overforbrug af vand og dårlig administration i den forbindelse. Vand er der nok af på planeten, har man energi til rådighed, kan man altid afsalte havvand i de fornødne mængder. Så grænsen på 4000 kubikkilometer er også grebet ud af luften.

Det samme gælder de 15% af landjorden afsat til landbrug. Hvorfor 15%. Hvad med solcellemarker, tæller de med? Faktum er jo, at store dele af landjorden er aldeles uegnede til landbrug, det gælder f.eks. bjerge og ørkener. I ujævnt terræn kan man til nød have kvæg og får gående, der græsser, men tæller det med i de 15%?

Og så må maks. 10 arter af levende organismer uddø pr. én million arter. Det tal er også noget vås. Ingen ved, hvor mange arter der rent faktisk findes, og ingen ved hvor mange, der forsvinder årligt. Det er computermodeller og gætterier, som vi har været inde på tidligere. Rockström nævner Den Sjette Masseuddøen, som vi skulle være i gang med, og som er forårsaget af menneskene. Men i virkeligheden er der ikke tale om et tab af biodiversitet der bare tilnærmelsesvist er på niveau med de foregående fem – f.eks. da en kæmpe-asteroide udryddede dinosaurerne for 65 mio. år siden.

De Planetære Grænser må således siges at være udtryk for videnskab, der er mere end tvivlsom. Men det er jo heller ikke formålet med dem, at vi bedre skal forstå verden omkring os. Derimod er de ude i et politisk ærinde ud fra den grundtanke, at naturen er god og menneskeheden ond. Derfor skal menneskene (dog ikke lige Rockström og hans venner) forarmes og nægtes gode liv. Dette er en udbredt opfattelse på venstrefløjen og blandt klima- og miljøaktivister, og bunder som oftest i dyb uvidenhed om de faktiske forhold, både i samfundet og i naturen.