Så er den gal igen. En af de mange trusler mod Verden fra vores CO2-udledninger er forsuringen af oceanerne. Havvandet optager en del af vores årlige udledninger, og den ekstra CO2 i vandet fungerer som en svag syre, der får vandets pH til at falde. Vi ved jo alle sammen, at kalk opløses i syre, så nu er det bare et spørgsmål om tid, før alle korallerne, muslingerne, krabberne osv. bliver opløst og går til grunde.
Der er en omfattende forskning i gang på området, hvor man ihærdigt leder efter resultater, der kan underbygge troen på katastrofen og dermed nødvendigheden af en hurtig grøn omstilling af vores energiforsyning. For nyligt udkom der endnu en artikel, H.S. Findlay et al, der viser, at vi allerede er kørt ud over kanten til afgrunden med syrebadet. Herom skriver Berlingske:
[Udledningerne af CO2] har fået havenes såkaldte pH-værdi til at falde så meget, at vores klode nu ser ud til at have overskredet endnu en af sine ni veldefinerede planetære grænser, konkluderer studiet.
»Forsuring af havene er ikke kun en miljøkrise – det er en tikkende tidsindstillet bombe for marine økosystemer og kystøkonomier,« siger [en] havforsuringsekspert.
Når pH-værdien falder i oceanerne, kan kalkbærende organismer som koraller, muslinger og krabber i sidste ende få eksistentielle udfordringer – ganske enkelt fordi deres skaller risikerer at blive opløst i vandet.
Kan den tiltagende havforsuring i sidste ende tage livet af havets utallige muslinger og lignende?
»For at være helt ærlig: Jeg ved det ikke. Det er klart, at det kan få meget store effekter. Omvendt har de her organismer været i havet i rigtig, rigtig lang tid, så de fleste har faktisk oplevet forsuring før og er på en eller anden måde kommet gennem det,« siger Katherine Richardson.
Nu er det jo imidlertid en kendsgerning, at verdenshavene stadigvæk befinder sig solidt i det basiske område, og pH er måske faldet med maks. 0,1 fra 8,15 til 8,05. pH er en logaritmisk skala, så der er langt ned til værdien 7. Og vi skal et godt stykke under 7 før der for alvor bliver tale om at opløse kalkskaller. Masser af skaldyr lever i væsentligt mere surt miljø i ferskvand, men de klarer den fint fordi deres skaller har et beskyttende lag, som også havdyrene har.
Forsuringsindustrien har derfor måttet kigge sig om efter en anden måde at bedømme situationen på, og her har man besluttet at fokusere på havvandets indhold af aragonit, der er en variant af kalk (kalciumkarbonat).
I 2009 barslede forskningen med de såkaldte ni ”Planetære Grænser”, som markerer, hvornår katastrofen rammer os. Mere herom en anden dag. Men en af grænserne er netop defineret som havets såkaldte ”aragonit-mætning”, og man vedtog, at et fald på 20% i forhold til ”førindustriel tid” ville bringe os under grænsen, der således ville udgøre 80%.
Findlay et al. har nu gennemført en ny vurdering af mætningen, der ikke er så let at måle i praksis og slet ikke som et globalt tal. Men man gør brug af special-tilpassede klimamodeller og der kommer masser af tal ud.
I indledningen kan forskerne allerede konkludere, at de nuværende ændringer i mætningen har medført at egnede leveområder for koralrev er reduceret med 43% og tilsvarende 13% for muslingernes vedkommende.
Findlay et al. er lidt utrygge ved den meget firkantede definition på 20%, den virker ikke så videnskabelig, og de faktiske udregninger er meget komplicerede. Det kniber jo også med at gætte på, hvad mætningen i fortiden var i de forskellige egne af verdenshavet, den vides at variere meget, den er højest i de tropiske have og lavest tættere på polerne. Koldt vand kan jo opløse mere CO2, men der er også mange andre faktorer på spil.
Alligevel når forfatterne frem til tal som følgende:
Når vi tager usikkerheden omkring de førindustrielle værdier med i betragtning, og dermed [80%’s] grænsens værdi, finder vi et førindustrielt tal på 3,51 ± 0,065, hvilket giver en grænse på 2,80 ± 0,05.
En imponerende præcision i tal for 1850, hvor man hverken kendte til pH eller aragonit-mætning, men igen, computermodeller kan man få til hvad som helst.
Nu vides det jo, at korallerne generelt trives godt rundt omkring på Jorden og det samme gælder alle de øvrige skaldyr. Så hvordan kan forskerne overhovedet påstå, at der er tale om problemer?
Her citerer Findlay et al. en anden forsker: N. Bednaršek, der har været meget flittig med studier af de såkaldte vingesnegle, der er fritsvømmende i havet. N. Bednaršek mener, at deres huse ofte viser tegn på opløsning i havvand med en lav aragonit-mætning, se fig. 1. Det skulle særligt igen være et problem i farvandene nær polerne. Men hele aktiviteten går på at nå frem til CO2 som den store skurk, og der kigges slet ikke på andre mulige forklaringer. Måske er sneglehusene slet ikke gået i opløsning, men er aldrig blevet færdigdannet, måske pga. mangel på kalcium, der jo også er et nødvendigt materiale. Der kan også være helt tredje forklaringer.
Og så kan vi her til sidst give ordet til Eric Worrall fra WUWT, der gør opmærksom på, at der findes områder, hvor koncentrationen af CO2 i havvandet er tårnhøj pga. vulkansk aktivitet, de såkaldte ”champagne-rev”. Her stortrives korallerne og de andre skaldyr.
Eric Worrall angriber også hele tanken med den Planetære Grænse på netop 80%. Er det tal udtryk for reelle videnskabelige overvejelser, eller blev det bare trukket op af en høj hat?
For en gangs skyld er vi nok her tilbøjelige til at være enige med Katherine Richardson, når hun gør opmærksom på, at i fortiden var atmosfærens CO2-indhold mange gange højere end i dag – og der trivedes livet i bedste velgående. Den gang havde man f.eks. ammonitter, skalbærende blæksprutter på størrelse med traktorhjul. De brokkede sig ikke.
Danish
Mimik Rosing (geologi-professor) udtalte til en avis for nogen år tilbage at han fandt det “rystende” når landets skoler ikke havde geologi på skemaet. Ja! Og nu udfolder katastrofen sig for øjnene af os… på den måde at man kan bilde den brede befolkning ind at afbrænding af fossile brændstoffer kan medføre skadelig forsuring af havmiljøet. Denne påstand synes plausibel ved hjælp af en overfladisk forklaring, som i korthed går ud på at kulsyren (som dannes i vandet ved tilgang af CO2 fra luften) frisætter to brint-ioner fra vandmolekylet, når karbonat dannes. Og det er jo syre-dannelse! Men det er kun den halve historie!
For sagen er, at disse brint-ioner reagerer kemisk med mineraler der er i vandet (f. eks. Basalt som vulkaner leverer rigeligt af på havbunden) og danner helt nye mineraler som indoptaget brinten (typisk i en OH-del). Så der kommer ingen forsuring ud af det! Det er endda sådan at den calcium-ion som skal sammen med bikarbonat-ionen (For at danne karbonat) “er mere til stede” end bikarbonatens brint-ionen, fordi calcium står langt foran brint i “spændingsrækken” … Det betyder at havet altid vil være basisk ! PH en del større end 7.
Nu står vi så i den situation at offentligheden bliver forført af en “halv fortælling” som ikke mindst universiteter og højere læreanstalter bærer et stort ansvar for. Situationen er at politiske og økonomiske interesser blander sig i den offentlige mening om basal naturforståelse. Jeg tør slet ikke tænke på alle de fejldispositioner det vil medføre.