Det ender med bælgfrugter

Boganmeldelse

Når undertegnede går ombord i en ny faglitterær bog, er spørgsmålet altid, om der nu er noget nyt at lære ved læsningen. De bedste bøger er absolut dem, hvor man bagefter finder, at man virkeligt har opnået en ny indsigt, enten i et nyt område, eller vedrørende emner, hvor man mere følte sig på hjemmebane fra start af.

For nyligt udkom bogen ”Det ender grønt”, som er bygget op omkring en stribe visioner for Danmark anno 2050. Bogens udgangspunkt er, at vi har været ramt af klimakrisen, men er på én eller anden måde kommet frelst igennem den, og nu skal vi se, hvordan Danmark og tilværelsen her ser ud om 25 år. Det er underforstået, at den grønne omstilling er gennemført med succes.

Bogens to forfattere har taget fat i 14 personer – mere eller mindre kendte i offentligheden – og i princippet stillet dem alle de samme spørgsmål om fremtiden. Her skal der bl.a. svares på, hvad de største problemer og største muligheder er ved klimakrisen og gennemførsel af den grønne omstilling. I hvert interview er højdepunktet, hvor personerne skal forestille sig deres liv i 2050 – hvor de dog har samme alder som i dag.

Svarene er velformulerede, sproget flyder pænt og bogen er behageligt fri for tryk- og sjuskefejl.

Imidlertid er udvalget af svarpersoner måske lidt problematisk. De er, ligesom de to forfattere, alle akademikere og primært fra den humanistiske eller samfundsvidenskabelige side. Journalister, cand.mag.-er, en jurist, et par biologer og en enkelt arkitekt. Man leder forgæves efter folk med teknisk baggrund, f.eks. ingeniører, og det er småt med folk, der har praktisk erfaring med industrien eller med maskinrummene i de mange grene af den offentlige sektor. Indsigten i, hvordan samfundet fungerer i praksis – og f.eks. hvor pengene kommer fra, er derfor begrænset. Vi sidder grundlæggende med et udsnit af det elitære cafe-latte-segment i samfundet. Men her kan drømmene til gengæld få frit løb.

Og drømmene er forbløffende ens. Langt de fleste forventer, at vi skal opgive den økonomiske vækst, som de udelukkende opfatter som et spørgsmål om, at vi køber flere og flere ”overflødige” ting. Ikke et ord om, at væksten i høj grad opsuges af det offentlige til mere og mere service, understøttelse m.v. Men herudover skal vi i 2050 bo i – eller tæt ved – naturen, der skal fylde meget mere i Danmark. Vi skal bo på landet i kollektiver, hvor vi hjælper hinanden og er beskæftiget med at dyrke grøntsager eller reparere hinandens ting. Vi er naturligvis fælles om f.eks. værktøj, haveredskaber og andre fornødenheder. De fleste visioner indebærer som en selvfølge en drastisk reduktion i forbruget af kød – eller vi skal være 100% vegetarer. Her skal vi spise vores hjemmedyrkede bælgfrugter og fermentere nogle af grøntsagerne til en slags kød-erstatning.

Alle har masser af tid, ingen stress, et godt fællesskab og så alle gåturene ude i skoven, blandt fugle, insekter (og en enkelt malariamyg…).

Det får denne anmelder til at tænke på sin ungdom, hvor man drømte om ”overgangen til socialismen”. Det var præcis de samme idealer om det gode liv – planlagt i detaljer af dem, som mente at vide bedst. Og det krævede ”det socialistiske menneske”. I bogen her udtrykkes det f.eks. på følgende måde:

Landet består af mennesker, der vil hinanden det godt og opfatter sig selv som en del af et større fællesskab.

Den slags konstruktioner fungerer aldrig i praksis, dels fordi vi mennesker er forskellige med forskellige behov, dels fordi der lynhurtigt opstår mere eller mindre skjulte magtstrukturer bag facaderne. Det er bemærkelsesværdigt, hvor så mange af bogens bidragydere mener, at alle vil kunne stille sig tilfredse med gåture i skoven og fermentering af egen mad. Hvor er alle de andre fritidsbeskæftigelser henne? Sport, hobbyer, musik, film osv.? Ferierejser skal være med toget, flyvning bør kun være tilladt hvert femte år efter nogens mening.

Det er også i høj grad uklart, hvordan samfundet i 2050 overhovedet skal hænge sammen. Der er folk, der hver morgen forlader kollektivet ude på landet for at ”gå på arbejde”. De har naturligvis ikke bil, men den offentlige transport dækker hele landet på fremragende vis. Hvordan får vi råd til det?

Det er intetsteds nævnt, men det ligger mellem linjerne, at hele den offentlige service vil fortsætte uforandret. Hospitaler, skoler, uddannelse, pleje, vedligeholdelse og administration. Men hvor kommer pengene fra? Salg af overskudsproduktion af fermenterede bælgfrugter?

Klimakrisen går naturligvis igen igennem hele bogen, og her må man sige, at den massive propaganda, vi har været udsat for, har båret frugt. Der er ingen tvivl at spore hos de medvirkende. Eksempel:

Vi står på en vildt brændende platform.

Eller:

Jeg har levet med en erfaring fra for 18 år siden, hvor klimaet var væsentligt mere stabilt.

 Klimapropagandaen fylder os med historier om at storme, tørke, oversvømmelser osv. er meget værre nu, end førhen. Det modsiges imidlertid som bekendt af alle statistikker for de seneste 50-100 år, hvor der ikke er nogen udvikling at spore. Og der er slet ikke nogen udvikling i de seneste 18 år.

Den grønne omstilling, med ophør af brug af kul, olie og gas, forudses gennemført, nu klarer vi os med solceller og vindmøller:

Man opfandt fx noget særligt solcellefolie till at sætte på vinduerne, så alle huse nu er selvforsynende med strøm. Der er ikke længere noget, der hedder energiknaphed.

Luftforureningen er et helt overstået kapitel, og brændeovne må kun tændes en gang om måneden. Hvor meget folk så glæder sig over den friske luft, når de ved vindstille om natten sidder i kulden og mørket i de små hjem, er uvist.

Det interessante ved bogen er, hvor ens tankegangen er blandt næsten alle 14 deltagere. Der er et par undtagelser, bl.a. den fhv. politiker Tommy Ahlers, der f.eks. ikke afviser økonomisk vækst, men han gør alligevel sit bedste for at spille med på den grundlæggende melodi.

Og så kan vi vende tilbage til problemstillingen i indledningen. Var det her en bog, undertegnede lærte noget nyt af? Svaret er nej, den tjente snarere til at få bekræftet fordommene om dette udsnit af elitens snæversyn og eklatante mangel på faktisk indsigt i de emner, bogen drejer sig om. Det gælder både klimaet, energiforsyningen, samfundets indretning og menneskets natur.

Og skulle nogen af læserne her ønske at se en anden vision om tilværelsen i Danmark anno 2050, så må undertegnede måske have lov til at foreslå bogen ”En grøn drøm”?

Anmeldelsen her blev oprindeligt offentliggjort i mediet Indblik