Vi skal forstå naturbrandene

Vi ser det allerede nu – vi læser og hører/ser det i medierne hvert eneste år om sommeren, altså at et rekordstort antal skov- og naturbrande af hidtil uset styrke hærger over hele kloden, og at dette – naturligvis – skyldes de menneskeskabte klimaforandringer. Men lad os i det følgende se lidt på realiteterne.

Siden NASA begyndte at indsamle troværdige data fra satellitter for ca. 30 år siden, viser tallenes tale et ganske andet billede end det, medierne fortæller, idet arealet, der globalt er ramt af naturbrande, er reduceret med ca. 25 pct. Denne tendens gør sig også gældende for Sydeuropa, bortset fra Grækenland.

Den globale nedgang, som medierne ikke har fundet anledning til at interessere sig for, kan utvivlsomt henføres til en lang række forhold, men bedre brandsikring, øget overvågning og større kvalitet i brandbekæmpelsen er væsentlige faktorer.

Det er interessant, at USA – og Grækenland – (også) i denne forbindelse skiller sig ud fra gennemsnittet. Vi husker alle de uhyggelige brande for nylig i omegnen af Los Angeles, Californien og også Grækenland blev hårdt ramt i f.eks. 2023, men lad os blive lidt mere konkrete om USA.

Nedenstående graf, som jeg har udarbejdet og som derfor er mit ansvar, men som bygger på officielle tal fra National Interagency Fire Center (NIFC), USA, viser omfanget af naturbrande i USA gennem de seneste 40 år, fordelt på antal brande og på brændte arealer i km². Som det ses af de indlagte trendlinjer, er antallet af brande svagt faldende i perioden, hvorimod omfanget af brændte arealer over hele perioden er steget ganske kraftigt. Var trendlinjen lagt for perioden gennem de seneste 20 år, havde den dog i stedet vist et markant fald i antallet af naturbrande og et nogenlunde konstant afbrændt areal, i begge tilfælde siden ca. 2005.

Hvad enten man anskuer det over en 40-årig eller en 20-årig periode, er der imidlertid ingen tvivl om, at de brændte arealer i USA opgjort pr. brand er markant stigende, og det samme billede tegner sig i Grækenland. Udviklingen fra 1990-erne til nullerne viser en fordobling af afbrændte arealer, opgjort pr. brand og fra 2010 til nu en yderligere stigning på 20%

Medierne er – med klimaalarmismens Tordenskjolds Soldater som villige klakører – hurtige til at konkludere, at den “menneskeskabte klimakrise” er årsagen til den stigende intensitet af naturbrande, der visse steder, først og fremmest i USA kan registreres, men som medierne – urigtigt – generaliserer til hele kloden. Man nedtoner bekvemt de ovenfor beskrevne realiteter og sætter forklaringen på autopilot med en henvisning til den globale opvarmning. 

Min anbefaling er, at man ser nuanceret på denne lokalt stigende intensitet af naturbrande, der kan begrundes med en lang række andre faktorer end global opvarmning.

For det første har dårlig naturforvaltning med begrænset og usystematisk skovpleje skabt en massiv trussel med skovbrande. Skove, hvor der ligger store mængder nedfaldne grene og væltede, døde træstammer i skovbunden, skaber ofte voldsomme og ukontrollerbare brande, der spreder sig eksplosivt og hurtigt over store afstande. Når det er blevet almindeligt ikke at rydde op i skove, forklares dette mange steder med et hensyn til flora, fauna og biodiversitet, men det er naivt at forestille sig, at de besparelser på de offentlige budgetter, som denne “laden stå til” medfører, ikke spiller ind. Når katastrofen indtræder, er det jo andre “kasser”, der må træde til. Også herhjemme kan vi tydeligt observere dette udtryk for tidsånden, hvad enhver, der bevæger sig rundt i vore skove, vil have erfaret.

For det andet bør der etableres og opretholdes fornuftige brandbælter, dvs. ryddede eller lavt bevoksede zoner, som vil stoppe eller forsinke spredningen af brand. Det har myndighederne undladt mange steder, ikke mindst i Californien. Når brandbælterne er utilstrækkelige, skyldes det i almindelighed, at de er for smalle, at der er for få, særligt i højrisikoområder, at de er dårligt vedligeholdt med det resultat, at vegetation vokser tilbage, eller at de ikke er integreret i bynære områder, hvor ild nemt kan sprede sig til beboelse.

For det tredje skal brandberedskabet naturligvis have kapacitet til opgaven. Det er almindeligt kendt, at brandvæsenet mange steder er underfinansieret og dermed underbemandet. Hertil kommer, at manglende eller for sen luftstøtte (vandfly og helikoptere) og dårlig kommunikation og logistik spiller en betydelig rolle, når brande får lov til ukontrolleret at brede sig.

For det fjerde er den konstaterede reduktion af myndighedernes kontrollerede, forebyggende brande et stort problem. I naturlige økosystemer brænder skove og græsarealer med jævne mellemrum, hvilket rydder op i tørre grene, blade og dødt materiale. I Australien har aboriginernes brug af kontrollerede brande i tusinder af år eksempelvist været med til at holde landskabet i balance. Når dette ikke sker, ophobes dødt materiale, og risikoen for intense og ukontrollerbare brande øges dramatisk. Hertil kommer, at mange års politik I USA, især i Californien, med “fire suppression” (aktiv undertrykkelse af alle brande) trækker i den stik modsatte retning og har bidraget betydeligt til de ekstreme brandforhold. 

For det femte har en ændret kultur i først og fremmest landbruget samt invasive planter, primært græsser, spillet en stor, negativ rolle for den øgede intensitet af naturbrande. Som eksempler kan nævnes den såkaldte maquis og chaparral-vegetation, som brænder hurtigt og voldsomt. Maquis-bevoksning dækker meget store områder, og naturbrande i Californien og Grækenland er ofte knyttet hertil. Det tætte krat af stedsegrønne buske og småtræer med en højde på op til 8 meter har tidligere været hjemsted for store flokke af frit græssende tamgeder, men gennem de seneste 30-40 år er denne driftform svundet ind med den virkning, at Maquis’en udgør en stadig større brandfare. Gederne sørgede tidligere for den nødvendige oprydning og lokalbefolkningen sankede i øvrigt dengang – men ikke længere – brænde til deres ildsteder. Hvad de invasive arter angår, er der mange eksempler på, at disses hærgen har øget brandrisikoen, det være sig i Australien, USA eller Brasilien, hvor de invasive arter er store, tætte og hårdføre.

For det sjette er det en misforståelse at tro, at øget tørke er en relevant faktor, i al fald for USA. Det ville være nærliggende at tro, at øget tørke hænger sammen med en stigende intensitet i naturbrande, men sådan er det ikke, i al fald ikke i USA. Ifølge United States Drought Monitor (USDM) er tørken i USA således ikke tiltaget de seneste par årtier. Siden 2013 har der snarere været tale om aftagende tørke både i omfang og styrke.

 For det syvende er menneskers bevidste eller ubevidste uansvarlige omgang med ild en sandsynlig medvirkende årsag til den stigende intensitet af naturbrande, særligt i USA. Over en tredjedel af Californien er dækket af skov, og staten har det næststørste skovareal i hele USA – kun overgået af Alaska. Siden 1980 er befolkningstallet i Californien steget med 63 pct., mens det i USA som helhed er steget 44 pct. Til sammenligning er befolkningstallet i Danmark i samme periode kun steget godt 13 pct. Det stærkt øgede befolkningspres i Californien har medført, at mange har bosat sig ganske tæt på skovområder, og det har medført både et øget antal naturbrande, men også, at naturbrandene i Californien har fået så katastrofale følger. Menneskers uansvarlige omgang med ild vurderes generelt at stå for 84 pct. af skovbrandene og hertil kommer, at et meget stort og stigende antal naturbrande er direkte påsatte, formentlig også fordi der er sket en øget bosætning tæt på skovområder.

Bundlinjen er således, at antallet og intensiteten af naturbrande globalt set er faldende. De steder, som f.eks. i USA og i Grækenland, hvor det ikke er tilfældet, er en lang række faktorer, som intet eller kun yderst marginalt har med klimaforandringer at gøre, årsagen hertil.

Måtte medierne få øje på nuancerne og slå automatpiloten fra i deres klimadækning.