Her skal vi kigge lidt på havstigningerne, der jo hævdes at være accelererende, og derfor inden for få år vil føre til oversvømmelse af stribevis af kystbyer (inkl. København). Klimaforskningen er imidlertid godt klar over, at modelberegninger, der forudser ét eller andet forfærdeligt om 50 eller 100 år, ikke rigtigt kan motivere folk og politikere til at gribe til drastisk handling her og nu.

Derfor er der megen fokus på, at ”klimaforandringerne” skal give synlige udslag allerede nu. Man forsøger til stadighed at bilde os ind, at der bliver flere eller værre orkaner, naturbrande, oversvømmelser osv., selvom ædruelig statistik ikke rigtigt underbygger de påstande.

Mht. havstigninger er der de irriterende kurver fra kystmålinger gennem 100-150 år, som mest af alt ligner en ret linje, dvs., der er ikke skyggen af nogen acceleration. Vi så for nyligt et eksempel, hvor desperate folk kiggede på en kurve, der var splejset sammen af kystmålinger og derefter satellitmålinger – og så havde man til sidst valgt bare ét år, 2023, hvor stigningen målt af satellitterne var endnu højere. Så var der acceleration for alle pengene…

Det har jo intet med seriøs videnskab at gøre. Havstigningerne varierer betydeligt fra år til år, bl.a. hænger de sammen med El Niño – La Niña svingningerne, og derfor er tal fra bare et enkelt år ikke udtryk for nogen tendens overhovedet.

På WUWT har Dr. Alan Welsh skrevet en lang og interessant artikel, hvorfra vi her skal bringe lidt udpluk. Er man interesseret i alle detaljerne, må man opsøge det originale værk. Welsh lægger ud med kurven vist som fig. 1. Han accepterer at nøjes med at kigge på satellitmålingerne, og ser derfor bort fra det faktum, at de generelt viser højere tal for stigningerne end de kystbaserede. Welsh kigger i stedet på, hvorvidt man kan hævde, at satellitternes resultater viser en acceleration eller ej.

*Fig. 1: Havniveauet som målt af satellitter, fra 1993 til nu.*

Fig. 1 viser, hvordan der årligt er betydelige variationer i havstigningerne. Nogle år får vi måske op til 4-5 mm ekstra, i andre år er der ingen stigning eller måske ligefrem et fald. For nu at se, om der er en tendens gennem alle årene, er man nødt til at indlægge en kurve, beregnet ud fra en matematisk formel, og den kunne så bruges til at beregne den forventede situation i de kommende år. En sådan kurve er jo således en uhyre simpel ”model” for udviklingen.

På fig. 1 ser vi to kurver. Den røde er en ret linje, hvis den er ”rigtig” er der ingen acceleration. Havet vil i de næste 50 år stige lige så meget, som det har steget i de seneste 50 år. Den grønne kurve følger derimod en andengradsligning, den er ”kvadratisk” og hvis man bruger den til at regne mange år ud i fremtiden, vil man ende med meget større havstigninger. Man kan nu matematisk tjekke, hvilken af de to kurver, der ”passer” bedst til målingerne. Her er den kvadratiske kurve måske en smule tættere på, men ikke meget.

Men det må jo være konklusion nok, vi har en accelererende havstigning. Så simpelt er det imidlertid ikke, man bliver nødt til at kigge lidt nøjere på tallene. I stedet for bare at afbilde havniveauet år for år, kunne man vælge at afbilde forskellen mellem de målte tal og så den rette linje (den røde). Eksempler på forskellene er vist på fig. 1 som de lodrette små røde pile.

Fig. 2 viser så de forskelle gennem årene, denne gang med en meget finere skala, så vi bedre kan se, hvad der foregår. Her har vi en kurve med meget mere udsving, og denne gang ser det ud til, at vi med rimelighed kan opstille den kvadratiske formel (røde kurve) til at beskrive situationen. Det tyder på, at vi har en form for acceleration.

*Fig. 2: Forskellen mellem de faktiske havniveauer og dem, man finder ved den rette linje på fig. 1.*

Men kurven er ikke noget bevis i sig selv. Det er jo slet ikke givet, at havstigningerne følger en kvadratisk ligning, der kunne jo f.eks. også være tale om nogle svingninger over mange år. Ligesom vi ved, at mange af de store havstrømme (AMO eller PDO) svinger over perioder på måske op til 60 år, så kunne det jo sagtens tænkes at have en indflydelse på variationerne i havstigningerne. Så kan man begynde at prøve sig frem med forskellige typer af kurver, og en nærliggende ville være den såkaldte sinuskurve, der vil svinge omkring samme værdi over en vis afstand (her er ”afstanden” naturligvis tiden).

Fig. 3 viser igen den afbildede forskel, men denne gang med en sinuskurve indtegnet. Der er visse udfordringer i den forbindelse, fordi det tidsrum, vi har målinger for, er meget kort. Men alligevel får vi faktisk med fig. 3 en lidt bedre simulering af de målte værdier. Det er jo interessant, fordi hvis vi bruger den kurve til forudsigelser af fremtiden, er der slet ikke tale om nogen acceleration af havstigningerne, de årlige tal vil svinge op og ned, men det bliver ikke værre, uanset om vi går 50 eller 100 år ud i fremtiden.

*Fig. 3: Som fig. 2, men med en anden model-kurve.*

Dr. Welsh uddyber sin analyse og kigger på andre matematiske modeller, men dem lader vi ligge her. Imidlertid slutter han af med et sjovt lille eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man vælger den forkerte model til sine fremskrivninger. Fig. 4 viser Solens indstråling i de seneste godt 30 år. Her er der de 11-årige variationer, der følger Solens cyklus, men der er også en tendens over hele perioden, som man kan simulere med en andengradsligning, som vist.

*Fig. 4: Variationen i Solens indstråling i W/m² (blå punkter) og en tilnærmet kvadratisk kurve (røde linje)*

Nu kan vi bruge vores ”model” til at beregne den forventede solindstråling i år 2100, den er vist på fig. 5. Husk solcremen!

*Fig. 5: Den røde kurve fra fig. 4, fremskrevet til år 2100, i W/m² over 1360.*

Dr. Welsh slutter sin artikel med at konkludere, at man ikke med de foreliggende tal kan tale om nogen acceleration i havstigningerne – akkurat som de kystbaserede målinger viser.

Del på de sociale medier