Brandslangen med penge

Den grønne omstilling medfører mange bemærkelsesværdige ting. Der er milliarder og atter milliarder af kroner på spil, mange af dem gode og gratis penge fra staten eller EU. Hertil kommer, at området anses for højeste mode for uvidende investorer, der gladelig kaster penge efter projekterne med vindmøller, solceller, batterier osv.

Gør man det rigtigt, er der mange penge at tjene. Men det betyder ikke, at projekterne i sig selv er særligt profitable, tværtimod er der mange, der reelt ender som underskudsforretninger. Det påpegede den engelske professor Gordon Hughes allerede i 2020, med sine to rapporter om havvind, den ene omhandlende England, den anden Danmark, hvor der blev sat projektørlys på Kriegers Flak-projektet.

Hughes påpeger, at havvindparker i deres levetid løber ind i forskellige problemer. Svigt af kabelsystemerne kan føre til stop for hele parken i månedsvis. Møllerne slides hurtigere end forudset i investerings-brochurerne, og generelt taber de kapacitet over årene.

En yderligere komplikation er den løbende udvikling i retning af større og større møller. Hvor en havvindmølle i drift i dag typisk ligger på maks. 10-12 MW, taler man om, at de nye møller, f.eks. i regeringens 3 GW-udbud, skal op på 16-20 MW. Det er på papiret billigere, da man har færre møller for den samme produktion og dermed en mindre investering. Men de nye modeller nærmer sig kanten af, hvad der teknisk kan lade sig gøre, og man kan godt forberede sig på, at de vil være plaget af børnesygdomme i årevis. I USA var der sågar havarier på møller, der endnu ikke var sat i regulær drift.

Hughes beskriver det, han kalder ”vinderens forbandelse”, hvor han forklarer, at i et miljø af optimisme mht. den fremtidige udvikling vil der blandt byderne på et havvindprojekt være store forventninger til lave priser på udstyret og god vind ude på havet. For at vinde i konkurrencen vælger de derfor at gå ind i projekterne med lave garanterede priser fra staten – enten i form af tilskud eller fastpriskontrakter (”CfD”). Senere kommer havvindparken så i økonomiske vanskeligheder, fordi indtægterne ikke kan dække det uventet høje udgiftsniveau.

Hughes påpeger så, at de store udviklere af vedvarende energi-projekter normalt sælger dem fra kort tid efter, at de er sat i drift. Det gælder f.eks. Ørsted, og Vattenfall, der ejer Kriegers Flak. Sidstnævnte blev sat i drift i 2021, men er tilsyneladende ikke blevet solgt. Det kan skyldes at Hughes havde ret i, at det ville blive en solid underskudsforretning. Vattenfall har da også sat projektet Kriegers Flak II på pause.

På land har vi vindmøller og solceller, som heller ikke er problemfrie for investorerne. Her klages der meget over, at bl.a. Energinet nu forlanger at projektmagerne medvirker til finansiering af de kostbare tilslutninger fra solcelleparken eller vindmøllen langt ude på en pløjemark og så til den nærmeste større transformerstation. Hertil kommer penge til smøring af den lokale kommune. Green Power Denmark beklager sig således over, at hvor det tidligere kun kostede 50.000 kr. pr. MW i tilslutning, er prisen nu røget op over 1,8 millioner kr., hvilket dog næppe stadigvæk dækker de fulde omkostninger. Green Power Denmark skriver:

– Vi er nødt til få en diskussion om de stigende udgifter, og hvordan vi kan få sat en prop i dem. Vi skal huske, at der også er en konsekvens ved manglende grøn strøm i form af stigende elregninger, ringere forsyningssikkerhed, og langsommere udfasning af den russiske gas.

At så udbygningen med vedvarende energi generelt fører til højere elpriser og i øvrigt ikke rokker ved afhængigheden af russisk gas, lader vi ligge lige her.

De store udbydere her i Danmark af vedvarende energiprojekter, Better Energy og Copenhagen Infrastructure Partners benytter sig af finurlige selskabskonstruktioner for at isolere sig fra de forventede fremtidige tab.

Solcellerne lider jo i stigende grad under kannibaliseringen, hvor priserne er lave, eller negative, hver gang Solen skinner og cellerne producerer godt. Det er jo en alvorlig trussel mod økonomien. Better Energy ejer (eller ejede?) ikke selv solcelleparker. Man har opbygget en virksomhedsstruktur, hvor der er ikke færre end 289 datterselskaber.

Selskaberne er indrettet som kinesiske æsker, således er der ét for Silkeborg, Better Energy Silkeborg K/S, der igen har en håndfuld datterselskaber, der hver især ejer en bid af solcelleparken, der endda kun er på 10 MW.

Alligevel har hele denne konstruktion ikke forhindret Better Energy i at gå i betalingsstandsning.

Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, har en lidt anden forretningsmodel. Her opretter man investeringsfonde og tiltrækker investorer til en gruppe projekter, f.eks. solceller, vindmøller, batterier, biomasse-værker osv. Man går gerne efter investorer, der ikke har nogen sagkundskab om energifremstilling, her er et eksempel på de største ejere af fonden Copenhagen Infrastructure II K/S:

Det er vist ikke hos de pensionskasser, at eksperterne i energiløsninger fylder kontorerne op…

Vedvarende-energi-branchen rammes hårdt af høje renter. Næsten alle udgifterne til projekterne falder i forbindelse med investeringen, da sol og vind som bekendt er ”gratis”, og de løbende drifts- og vedligeholdelsesudgifter er forholdsvis små. Renten var i en årrække på nul, og det var en gylden tid for CIP m.fl. Nu er renten steget til ca. 4 % og det gør ondt.

CIP har en nyere fond, CI IV K/S, hvor projekterne slet ikke er færdigbyggede endnu, og for 2024 regnskabet så det sort ud med fremtidsudsigterne. Det svækker tilliden – ligesom faldende aktiekurser gør det i mere normale selskaber. Ifølge mediet Økonomisk Ugebrev så det ud til, at hele fonden ville ende med en negativ forrentning af den kapital, der skulle investeres. Det er jo mindre godt. CIP havde dog løst problemet i det udsendte regnskab for 2024 (kan med lidt besvær graves frem på dette link):

I 2024 er renten fortsat med at falde i CI IV’s markeder. Derfor kan der til beregningen af forrentningen bruges en lavere diskonteringsrente, som også stemmer overens med forudsigelserne over længere tidsperioder, og dermed er værdien af fondens aktiver [vindmøllerne m.v., red.] blevet højere. 

Kigger man på renten pr. 31/12 2024 og sammenligner den med tallet fra året før, er der tale om en stigning i renten, over det meste af Verden, se fig. 2. Økonomisk Ugebrev har opsøgt CIP og bedt om en forklaring, og den viser sig så at være, at man er holdt op med at kigge på renten på de to datoer. I stedet kigger man på nogle gennemsnit over 3 måneder, og her kan man finde et fald, tilsyneladende. CIP er dog ikke særligt tydelige i selve regnskabet om denne ændrede praksis.

Den minder lidt om, hvad vi ofte ser i klimavidenskaben, når man gerne vil dokumentere én eller anden udvikling, f.eks. en accelererende havstigning. Så kan der også tages tilfældige udpluk af kurverne for at få det ønskede resultat.

Men hæderligt over for de naive og uvidende investorer, jfr. fig. 1, er det nok ikke. CIP selv er naturligvis ikke i fare for at ende i samme situation som Better Energy, da det jo aldrig er CIP’s egne penge, der investeres, CIP fungerer kun som rådgiver og administrator af projekterne.

Nogle få personer bliver givetvis rige af det her, men det store flertal, skatteyderne og pensions-kunderne, bliver kun fattigere. Og klimaet sker der ikke noget med.