Varmeste år?

I medierne har man, alt efter temperament, kunnet gyse eller fryde sig over nyhederne om de globale temperaturer i 2024, der var relativt høje, og året blev derfor af mange udråbt til at være det varmeste. Varmeste i den tid vi har målt, eller endnu bedre: Siden ophøret af sidste istid. Eller endnu bedre endnu: I de seneste 125.000 år, dvs. inklusive den forrige mellemistid, Eem-perioden. 

På Substack skriver Dr. Matthew Wielicki om emnet og påpeger, at påstanden falder sammen, så snart man spørger: ”Sammenlignet med hvad?”

For at holde klimapanik-motoren kørende, må hvert år blive udråbt til det varmeste, hver afvigelse må være ”historisk”, og enhver begivenhed skal udlægges som bevis på ekstremvejr som følge af klimaforandringerne. Det her handler ikke om videnskab mere – det er for at opretholde en illusion om en krise, for at skaffe flere penge, mere kontrol og mere censur over for dem, der er uenige.

Wielicki lægger ud med at forklare, hvorfor man er nødt til at sløre fortiden, når man vil hævde, at vi har ”temperatur-rekorder”:

For at klimaforandringerne skal kunne anses for at være en trussel mod vores eksistens, er det ikke nok at betegne opvarmningen som hurtig – den skal være uden fortilfælde. Det er derfor, at enhver rekord i temperaturen ikke bedømmes på grundlag af hele klimahistorien, men kun i en kort periode i den industrielle tidsalder, ca. 1850 til nu. Meget belejligt falder den periode også sammen med ophøret af Den Lille Istid, en af vores nuværende epoke, Holocæns, koldeste perioder.

Wielicki påpeger her, at man for det første sammenligner de nuværende temperaturdata, hvor der står millioner af målinger bag, med højst usikre rekonstruktioner af fortidens niveauer baseret på ganske få tal. For det andet udelader forskningen behændigt de varmeperioder, der gik forud, f.eks. Det Holocæne Optimum, som strakte sig fra 9000 til 5000 år før nu. På den nordlige halvkugle var temperaturen betydeligt højere end i dag, selvom CO₂-indholdet i atmosfæren var nede på ”førindustrielt” niveau. At det forholder sig således, ved vi bl.a. fra de gletsjere, f.eks. i USA, der nu trækker sig tilbage og afslører gamle skove, som er dateret til for 5000 år siden. Dateringen er foretaget med kulstof-14-metoden og er derfor meget pålidelig.

Ligeledes finder man i Europa ting fra bronzealderen; de dukker frem, hvor der indtil nu har været gletsjere, som er ved at trække sig tilbage. Det gælder bl.a. i højtbeliggende bjergpas, der indtil for nyligt har været helt utilgængelige, hvis man var til fods. Men den gang, for mere end 5000 år siden, har mennesker kunnet færdes der. 

Så hvorfor ignorerer klimavidenskaben den slags fakta?

Her er den ubehagelige sandhed: Hvis offentligheden fik et retvisende billede af fortidens klima, især Det Holocæne Optimum, så ville hele historien om opvarmning uden fortilfælde falde sammen. For hvis Verden var varmere før, over hele kloden, med førindustrielle mængder af CO₂ i atmosfæren, så må man fortolke den nuværende opvarmning anderledes. Og hvis opvarmningen ikke er uden fortilfælde, så er den heller ikke nogen katastrofe. Det ville underminere hele baggrunden for ”netto-nul”-politik, erklæringer om ”klima-nødsituation” og selv relevansen af IPCC.

Ja, hockeystavene er et vigtigt element til understøtning af hele klimasagen, derfor tilføjer de ikke noget af videnskabelig værdi, de skal tjene som et politisk redskab til at skubbe på med den grønne omstilling.