Misbrug af videnskaben

Politikeres og meningsdanneres udtalelser og mediernes vinkling og valg af historier til læserne er langt fra altid udtryk for den skinbarlige sandhed. Det er beklageligt, men måske ikke så underligt, da dette at varetage bestemte politiske interesser og dette at være underlagt tidsåndens krav lejlighedsvist kan føre til, at udsynet – mere eller mindre bevidst – sløres en anelse.

Videnskabsmænd og forskere derimod, som har siddet i deres lønkammer og gransket og nørdet med deres fag og deres speciale og på et eller andet tidspunkt offentliggør resultatet af de forskningsresultater, der er kommet ud af anstrengelserne, ja dem kan vi da have ubetinget tillid til, ikke sandt? Forskningsresultater, vi allesammen tror, er kommet til verden i fuld respekt for dette afgørende princip at være sandhedssøgende, også selvom den sandhed, man er nået frem til, måtte forekomme pågældende ubekvem i forhold til de politiske og andre holdninger, som forskere naturligvis også bærer rundt med.

Desværre er det langtfra altid sådan, for også i forskerkredse findes der ulve i fåreklæder eller – om man vil – folk, der driver politik, der er forklædt som forskning. Langt fra alle – heldigvis – men desværre så mange, at problemet er mere end marginalt.

Således er der en lang række eksempler på forskere, der ikke evner at sondre mellem forskning, aktivisme og politik. Mange har fået øje på problemet, herunder Folketinget, som i 2021 (med støtte fra S og partierne til højre herfor, men ikke fra RV og venstrefløjen, der stemte imod) vedtog en udtalelse (V137), hvorefter “Universiteterne skal sikre, at der ikke forekommer ensretning og at politik ikke forklædes som videnskab”. Hvilke tiltag, om nogen, Folketingets vink med en vognstang har afstedkommet i universitetsmiljøerne, er dog noget uklart. Jyllands-Posten fulgte op på problemstillingen i en leder i 2023, hvori det bl.a. anføres, at “Jævnligt opfordrer forskere til at “emotionalisere” klimadebatten, for at flytte befolkningen hurtigere i en grøn retning” og avisen kalder dette “at misbruge videnskaben til at legitimere politiske dagsordener og i øvrigt underløbe deres egen troværdighed”. Det er en smuk skåltale fra Jyllands-Posten, men for dette medie, såvel som for de fleste andre, kniber det voldsomt, når de smukke tanker skal føres ud i livet, herunder også, når visse “uvildige” eksperter bruges som sandhedsvidner af medierne.

Men har forskere og videnskabsmænd m/k da ikke ytringsfrihed ligesom vi andre? Jo naturligvis har de det, men problemet opstår i to relationer: For det første, når deres politiske holdninger påvirker resultatet af deres forskning, der således får karakter af et politisk manifest og for det andet, når forskere, der har markeret sig med klare politiske holdninger indenfor et givent område, efterfølgende stiller op som “uvildige eksperter” for medierne indenfor samme område.

Men lad os bevæge os ud i virkeligheden og nævne fire eksempler fra forskellige politisk betændte områder:

1. Grønlands-dokumentaren “Grønlands Hvide Guld” fra 2025. Naja Dyrendom Graugaard, lektor på Københavns Universitet og forsker i koloniale forhold mellem Danmark og Grønland, indgår som hovedperson og ekspert i dokumentaren. Hun beskyldte helt tilbage i 2023 Danmark for intet mindre end folkedrab i spiralsagen, og som et af hendes forskningsresultater kan nævnes en artikel om, hvordan Kæmpe Eskimo-isen reproducerer racistiske stereotyper om grønlændere. Hendes ph.d. handler om grønlandsk “afkolonisering” med udgangspunkt i europæeres “racialiserede” og “forenklede” forestillinger om grønlændernes forhold til sæler.

Der er således ingen tvivl om, at hun – elskværdigt udtrykt – befinder sig i grænseområdet mellem forskning og aktivisme, og hendes optræden i dokumentaren illustrerer dette til fulde. Det står hende frit for at placere sig dette sted, selvom hun med denne tilgang burde få svært ved at opnå anerkendelse som forsker, og selvom man kan undre sig over, at hendes politiske tilgang kan forblive uantastet på et universitet, der i egen selvforståelse er seriøst. Hvad der derimod ikke burde stå medierne frit for, er at anvende en sådan forsker/aktivist som påstået uvildig ekspert. Det havde DR ikke forstået og har – heldigvis – betalt prisen herfor på forskellig vis, herunder med diverse afskedigelser, tilbagekaldelse af dokumentaren og almindeligt tab af troværdighed.

2. Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet er professor i globale mellemøststudier ved Institut for Samfundsvidenskab, og har i en række sammenhænge udtalt sig om krigen Israel-Gaza, om Israel og om Hamas. Således har han fremstillet Hamas’ mål som “kampen mod den israelske besættelse og for etableringen af en palæstinensisk stat.” Hvad han undlader at nævne er, at det, Hamas’ opfatter som “besættelsen,” omfatter hele det nuværende Israel og at “kampen mod besættelsen” derfor er en kamp for udslettelse af Israel. Herudover betegner han Hamas som en befrielsesorganisation, som ønsker frihed for palæstinenserne og det til trods for, at Hamas utvivlsomt er og også er registreret internationalt som en terrororganisation, hvis mål er et undertrykkende islamisk diktatur. At betegne Hamas som en befrielsesorganisation og at betegne ønsket/kravet om Israels udslettelse fra landkortet som en befrielseskamp kan kun betegnes som rendyrket propaganda. Trods disse politisk meget betændte udtalelser, der entydigt demonstrerer et bestemt politisk ståsted, anvendes samme Haugbølle ofte som en af mediernes foretrukne uvildige eksperter, men altid uden “varedeklaration”. At det er sådan er uforståeligt og stærkt kritisabelt og siger noget om mediernes manglende evne (og vilje?) til at udøve reel, kritisk, saglig journalistik.

3. I klimadebatten optræder ofte Brian Vad Mathisen, professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet. At han har en politisk forkærlighed for Den Grønne Omstilling, er ingen med blot et minimum af indsigt i disse forhold det mindste i tvivl om. Men ind imellem giver det nogle bizarre udslag som i denne udtalelse i DR d. 5.1.2024 i anledning af de tårnhøje elpriser:

Prisstigningen skyldes, at det ikke blæser så meget, så lige i dag får vi ikke så meget billig strøm fra vindmøller, som vi plejer. Og varierende priser er en af konsekvenserne af den grønne omstilling. Det her handler jo om, at vi skal have mere grøn strøm ind i vores elsystem. Og efterhånden som vi får større forbrug, så skal vi også bygge flere vindmøller.

Altså følgende tankevækkende argumentation:

1. Priserne stiger, fordi det ikke blæser
2. Derfor skal vi bygge flere vindmøller
3. De varierende priser skyldes grøn strøm
4. Derfor skal vi have mere grøn strøm.

Professorens udtalelser blev ikke udfordret af journalisten og næste gang klimaforandringerne er et tema i medierne – og det sker jo – er Brian Vad Mathisen igen, igen, som en af Tordenskjolds Soldater tilbage som ekspert.

4. Eller skulle vi kaste et kritisk blik (som også Jens Olaf Pepke Pedersen, DTU Space for nylig har gjort det) på en organisation, kaldet WWA, World Weather Attribution, stiftet af klimatologen Friederike Otto. Hun og hendes organisation har gjort det til en pointe i ikke fagfællebedømte vurderinger, men med en i realiteten erkendt politisk dagsorden at være hurtigt ude med at koble enkeltstående vejrhændelser til menneskeskabte klimaforandringer. Herved kan hun – som hun udtalte til New Scientist i 2023 – “holde lande og virksomheder ansvarlige for deres passivitet”. Og det til trods for, at det videnskabeligt er helt hen i vejret at koble enkeltstående, isolerede hændelser, hvor alvorlige eller ekstreme de end måtte opleves, til klimaforandringer. Samme Otto har i en nyligt udgivet bog (Climate Injustice) fremhævet, at “racisme, kolonialisme og sexisme alle ligger til grund for den globale opvarmning”. Organisationen – der jo har et fint og tillidvækkende navn – citeres ofte ukritisk danske medier. Som eksempel (blandt utallige) kan nævnes en artikel på dr.dk, hvori bl.a. anføres, at “Den tropiske orkan Milton, der ramte Florida den 10. oktober 2024, var en kategori 3-orkan ved landgang. Nu viser et studie fra World Weather Attribution, at Milton ville have været en kategori 2 i et klima uden menneskeskabte klimaforandringer.”

“Analyser” og udtalelser som de beskrevne og ikke mindst det forhold, at medierne ukritisk og unuanceret viderekolporterer de aktivistiske, politiske holdninger, som om de er endegyldige sandheder, er et stort, demokratisk problem. Forskningsinstitutionerne og medierne bærer et stort ansvar herfor.