Vi skrev sidste år om det britiske DMI, Met Office, og deres interessante temperaturmålinger, hvor den ene frygtindgydende varmerekord afløser den anden, og helt klart understreger behovet for hurtigt at få gennemført den grønne omstilling og opnå ”netto-nul”.
Det var artige historier, der kom på bordet den gang, og sagaen fortsætter som bl.a. Chris Morrison på The Daily Sceptic jævnligt beretter om. De britiske temperaturmålinger samles sammen dagligt fra i alt 340 stationer spredt ud over hele landet. Tallene er en del af grundlaget for de store beregninger af den globale temperatur, og derfor burde man have nogle berettigede forventninger om deres kvalitet og lødighed.
Men det har jo så vist sig, at 103 af de 340 stationer slet ikke findes mere. Man har dog valgt at fortsætte deres temperaturserier, nu blot som et sammenkog af tal fra 4-5 nabostationer, der er (eller måske ikke er) i drift endnu. Begrundelsen er fra Met Office’s side, at man derved sikrer kontinuiteten i målingerne, så årene fortsat er sammenlignelige.
Et andet problem er, at mange af de stadigvæk eksisterende stationer er placeret på meget uhensigtsmæssige steder, typisk hvor der er stor risiko for at målingerne bliver påvirket af byvarmen, dvs. varme fra huse, asfalt, ventilationsanlæg, biltrafik eller sågar flyvemaskiners udstødning. Sidstnævnte spillede som bekendt hovedrollen da temperaturrekorden for hele Storbritannien for et par år siden blev slået ved den militære flyveplads Coningsby. Efterfølgende blev det opklaret, at vejrstationen står lige klods op ad startbanen, og da den høje temperatur blev målt, havde tre jagerfly netop passeret efter deres landing.
WMO opdeler vejrstationer i fem klasser, 1 til 5, hvor 1 er de perfekt placerede, mens klasse 4 er så dårlig, at der er 2 graders usikkerhed på målingerne, og klasse 5 har 5 graders usikkerhed. Fordelingen af de britiske vejrstationer fremgår af fig. 1. Det ser jo ikke så godt ud, mildt sagt.
Fig. 2 viser et eksempel fra en station, der flere gange har givet anledning til kraftigt udbasunerede temperaturrekorder. Gad vide, hvor de høje temperaturer kommer fra?
Met Office’s onde ånd, Ray Sanders har ikke opgivet sin kampagne mod foretagendet, han har på det seneste ønsket informationer om navnene på de nabostationer, der bruges til at fortsætte måleserierne fra nedlagte stationer. I starten modtog han lidt oplysninger, men pludseligt var der ikke mere information tilgængelig. Met Office erklærede simpelthen, at de oplysninger havde man slet ikke. Det lyder jo mystisk.
Ray Sanders beskriver på sin egen hjemmeside et interessant eksempel på, hvad der foregår. Der findes en stadigvæk kørende vejrstation, Cawood, der har været i drift siden 1959 og leveret stabile målinger. Cawood er noget så sjældent som en klasse 1-station, som det fremgår af fig. 3, den står på en åben flad mark, der ikke har ændret sig i alle årene. Stationen har stadigvæk et gammeldags kviksølvtermometer, der troligt aflæses hver dag, der er uhyre få dage uden målinger.
Normalt udgiver Met Office rullende 30-års temperaturgennemsnit fra de gode stationer, men pudsigt nok er der ikke nogen for Cawood. Til gengæld er der et sammenkog fra fem ”nabo”-stationer. De to af dem påbegyndte målingerne langt senere (20 år eller mere) end Cawood. Fire af stationerne er lukket igen, den første for næsten 30 år siden. Den femte station, som ikke er helt tosset, hvad angår klasse og placering, er godt 40 km væk og befinder sig 150 meter højere over havet end Cawood – hvilket naturligvis har en indflydelse på temperaturen.
Ray Sanders har spurgt Met Office, hvad alt det her skal gøre godt for, men han har ikke fået noget svar. Viser Cawood en anden temperaturudvikling, end klimafanatikerne hos Met Office ønsker sig?
Met Office har åbenbart følt sig klemt og har derfor allieret sig med foretagendet Science Feedback. Det er søsteren til den her på siden mere kendte Climate Feedback, der foretager tvivlsomme ”fakta-tjek” af diverse klimarealistiske udgivelser.
Science Feedback har udgivet et længere skrift, hvor Met Office bliver fuldstændigt frikendt for enhver form for tvivlsom praksis. Der skal mange ord til, her er en lille smagsprøve, hvor de citerer Met Office:
At antyde, at vi fabrikerer data er ikke sandt. Alt hvad vi gør i Met Office er baseret på fagfællebedømt videnskab og løbende gennemset af eksterne folk. For at sikre, at vi opretholder sammenhængende datasæt over mange år, benytter vi fagfællebedømte videnskabelige metoder, hvor vi efter lukning af stationer bruger vel-koordinerede data fra nabostationer for at fremskaffe gennemsnitstal over lang tid [….] Denne metode er fagfællebedømt og benyttet over hele Verden …
Man bemærker det enorme behov for at nævne, at procedurerne er ”fagfællebedømte”, hvilket nu ellers inden for klimavidenskaben på ingen måde kan siges at borge for kvaliteten, da hele området er gennemsyret af politik.
Science Feedback gør meget ud af klassificeringen af målestationerne og giver udtryk for, at man sagtens kan bruge stationer med klasserne 4 eller 5. Klasse 5 skulle således bare betyde at:
… der er nærliggende forhindringer, der giver et uhensigtsmæssigt miljø (f.eks. skygge), som gør, at stationens målinger ikke repræsenterer et større område (f.eks. et tocifret antal kvadratkilometer eller mere).
Der vrøvles videre om ”skygge” fra træer som det store problem, der medfører, at vejrstationer ryger op i de højere klasser. Lufttemperaturen måles ellers i skyggen fra den engelske hytte, som termometret er placeret i, så om Solen går bag et træ skulle vel ikke betyde alverdens.
Og Science Feedback kommer overhovedet ikke ind på alle de kunstigt skabte varmekilder, som omtalt ovenfor – og som er den reelle grund til, at vejrstationerne klassificeres så højt.
Lad os til sidst give ordet til Chris Morrison:
Som vi har bemærket før, har Met Office kun sig selv at takke for den ofte skarpe kritik, som de får på de sociale medier i forbindelse med indsamlingen af temperaturer. Met Office gør et godt stykke arbejde med vejrudsigter, men aktivister i organisationen har ”våbengjort” upræcise temperaturmålinger for at fremme en politisk drøm om ”netto-nul”.
Danish
Jeg har en tilsvarende sag med DMI som jeg har præsenteret for deres egne data i form af den opgjorte årlige middelvind for årene 2000 til 2024. Disse data fremgår af den årlige rapport fra DMI “Danmarks Klima”.
Udviklingen over årene viser et fald i den gennemsnitlige vindhastighed på 24 % i forhold til klimanormalen 1961-1990 på 24 % svarende til at vinden har mistet ca. 56 % af sit energiindhold.
Dette forløb er samtidig bekræftet i to vindrapporter fra DMI, TR99-13 og TR12-19, der begge findes på DMI’s hjemmeside. Her anføres middelvinden for udvalgte målestationer for henholdsvis 1989-1998 og 2003-2012. Ti stationer placeret i landets indenrigslufthavne er direkte sammenlignelige, og viser et gennemsnitligt fald i vindhastigheden mellem disse to perioder på 21,4 %, hviket passer med forløbet for den gennemsnitlige vindhastghed anført i den anførte årlige klimarapport.
Men det huer ikke DMI, der reagere ved at gå ind og genberegne vindhastigheden for år 2000 og nogle år frem, så vindhastigheden optræder med et ensartet forløb og således ikke viser et fald, men bare lidt tilfældig spredning over perioden. Det er gjort ved at se bort fra nogle kystnære stationer i de år. Dog uden at man oplyser hvilke konkrete stationer man har anvendt.
Problemet med de to vindrapporter klares ved, at man alene anvender data fra vinterhalvaåret for rapporten TR12-19. Vindhastigherne er generelt højere i vinterhalvåret og dermed ser faldet ikke ud til at være mere en 11,6 % i stedet for de anørte 21,4 %. Så er der jo ikke noget at komme efter, mener man.
De 21,4 % er faldet i vindens energiindhold, ikke vindhastighed som anført. Faldet i den gennemsnitlige vindhastighedn for de to perioder, der behandles i de to vindrapporter er 8,5 %.
MET snyder alle de mennesker, som tror på, at MET er et redeligt foretagende, incl. de ukvalificerede journalister, som ukritisk videregiver METs oplysninger. Dels snyder MET sandsynligvis også sig selv, for foretagendet er sikkert fyldt med mennesker, som selv tror på, at de bedriver redelig forskning.