Kullene skal redde os

Australien har længe været plaget af voldsomme ”grønne” ambitioner, hvor der er blevet lukket kulkraftværker og udbygget voldsomt med solceller og vindmøller. Resultatet har været det helt forudsigelige, en vakkelvorn elforsyning med flere blackouts og stærkt stigende priser på strømmen. I områder med megen solenergi har man ”andekurver”, der er så dybe, at de truer nettets stabilitet.

Ligesom her i Danmark har erhvervslivets spidser meget svært ved at få taget sig sammen til at protestere. Virksomhederne lider under de stærkt svingende – og generelt høje – elpriser, men ingen vil offentligt kæde problemerne sammen med den grønne omstilling. Det overlader arenaen til politikerne, der i deres afgrundsdybe uvidenhed tror, at problemet bliver løst, så snart vi får endnu flere ”jernmarker” og vindmølleparker til lands eller til vands.

Intet er mere forkert, fordi problemet i bund og grund ligger i sol og vinds ustabilitet. Der er en kæmpe variation fra deres minimumsproduktion (= 0) og så, hvad man maksimalt kan få ud af en blæsende solskinsdag (mere end det dobbelte af Danmarks forbrug). Som vi har påpeget mange gange, bliver Danmark kun reddet, fordi vores tålmodige naboer, Sverige og Norge, er i stand til at hjælpe os, når vi ikke har noget strøm og samtidigt også kan aftage vores overflødige merproduktion.

Australien har ingen flinke naboer, når deres sol og vind svigter, må de have kul- eller gaskraftværker til at tage over. Der tales om store batterier, men enhver ædruelig vurdering vil hurtigt nå frem til, at intet samfund har råd til batterier, der er store nok til at afhjælpe et forsyningssvigt af bare få timers varighed. De batterier, der bygges i dag med stor fanfare, er helt utilstrækkelige til at spille nogen som helst praktisk rolle.

De australske regeringer har gjort en ihærdig indsats for at få lukket kulkraftværkerne. Der er en ambition om, at vedvarende energi i nær fremtid skal stå for hele 82% af elforsyningen.

Nu sker der imidlertid det, at de australske fødevareproducenter og -distributørers forbund har udsendt en skarp advarsel, og kraftigt opfordret til, at der satses mere på kulkraften, og samtidigt udbygges med nye gaskraftværker.

Det er hjemmesiden Joanna Nova, der bringer historien, og det bemærkes tørt at:

I årevis var det kun skolepiger, der fik lov til at diktere den nationale energipolitik, nu må voksne inden for erhvervslivet også!

Det er den nuværende Labour-regering, der primært har haft de voldsomme klima-ambitioner, og resultatet har bl.a. været, at elpriserne inden for et par år er steget med 50%. En erhvervsleder udtalte, at han fandt, at Labours energipolitik var drevet af ideologi, og ikke bare det mere høflige, at den måske har været lidt for ambitiøs. Nej erhvervsmanden opfordrede simpelthen til, at den grønne omstilling slet og ret skal opgives, ”fordi den har anrettet for store skader”.

Industriens folk opfordrer også til, at man hurtigst muligt udvider minedriften efter kul, udbygning af eksisterende og start af nye miner. Samtidigt skal der også udvikles nye gasfelter. Derved bliver der en mere rigelig forsyning af brændstoffer, priserne vil falde, og dermed vil elektriciteten også komme ned i pris. Det kræver selvfølgeligt, at man tager vindmøller og solceller ud af forsyningen, så kulkraftværkerne kan fungere i den rolle, de er bedst til, som stabil grundlast-forsyning.

De forhold har Labour-regeringen imidlertid ikke den mindste indsigt i. Tværtimod afviser de erhvervsfolkenes protester med påstanden om, at det netop er ”upålidelig” kulkraft, der driver priserne i vejret. Bygger man mere kulkraft vil problemet kun blive værre.

Joanne Nova bemærker tørt, at regeringen åbenbart tror at:

Går man efter ingen kulkraftværker at have, vil det løse det problem, der er fremkaldt af, at man har for få kulkraftværker…

Andre regeringer i Verden har en mere pragmatisk tilgang. I den senere tid er vi blevet tudet ørene fulde med historier om Kinas helt enorme udbygning med ”vedvarende energi”, hvor der alene i 2024 blev tilført 356 GW solceller og vindmøller. Det er et klart tegn, hævdes det, på at den ”vedvarende energi” er ved at overtage hele energiforsyningen.

Imidlertid kan man samtidigt læse, at Kina p.t. har rekordmange kulkraftværker under opbygning. I 2024 blev der således igangsat projekter på i alt 94,5 GW! Det er den højeste kapacitet siden 2015. I 2024 var der 30,5 GW, der startede produktionen af strøm, og året før var det 49,8 GW.

Så der er gang i den i Kina. Man må huske på, at den vedvarende energi kun på årsbasis leverer måske 20-30% af kapaciteten, hvor kulkraftværker drevet optimalt kan nå op på 90%. Det betyder, at de 94,5 GW kulkraftværker formentligt vil levere lige så meget strøm hvert år, som de 356 GW sol og vind.

Og kineserne mener det alvorligt med kulkraften. Mellem 2020 og 2024 steg den indenlandske udvinding af kul fra miner fra 3,9 til 4,8 milliarder ton pr. år.

Fra folk, som er overbevist om den grønne omstillings lyksaligheder, hører man ofte påstanden, at udbygningen med nye kulkraftværker i Kina i vid udstrækning skyldes, at man tager gamle og utidssvarende værker ud af drift. Det er der imidlertid statistik på, som vist på fig. 1.

Man ser her, at der er tale om en vis nedlæggelse af gamle værker, men i omfang er den helt forsvindende i forhold til alle nybygningerne. Det er jo også, hvad ovennævnte stigning i kulminedriften kraftigt antyder.

Kullene lever – og de bliver vores redning, når den grønne omstilling løber helt af sporet.