I en større og meget læseværdig (og let læst) rapport tager klimaforskeren Willie Soon og et par medforfattere, Connolly & Connolly (Soon et al.), et livtag med hele grundtanken om den menneskeskabte globale opvarmning. Vi hører uafladeligt, at hele opvarmningen de seneste 50-100 år er forårsaget af menneskehedens udledninger af CO2 og andre drivhusgasser. Således skriver IPCC:
- Det er ekstremt sandsynligt at den menneskelige indflydelse har været den dominerende årsag til den målte opvarmning siden midten af det 20. århundrede.
- Menneskehedens dominerende rolle i de nylige klimaforandringer står klart.
- Det er ubestrideligt, at menneskelig indflydelse har opvarmet atmosfæren, havene og landjorden.
Soon et al. tager nu fat i de forskellige aspekter af sagen. Ja, Jorden er blevet varmere de seneste 150 år, men hvor stor, stigningen reelt har været, er meget usikkert. Der er heller ikke nogen klar sammenhæng mellem temperaturen år for år og atmosfærens støt stigende indhold af CO2. Endeligt er der meget, der tyder på, at Solen kan have spillet en væsentligt større rolle for temperaturudviklingen, end IPCC’s bombastiske udsagn fastslår.
Soon et al. slår derfor til lyd for, at klimavidenskaben bør ændre retning og udvise mere ydmyghed over for opgaven, i stedet for at fremture med ”konsensus” og ”afgjort videnskab”.
Til indledning slår forfatterne fast, at ”den globale temperatur” er en svær størrelse. Vi taler meget om stigningen siden 1850, der skulle være afslutningen på perioden med en ”naturlig” temperatur. Når vi nu ryster i bukserne ved tanken om en stigning på 1,5 grader siden 1850, eller ”førindustriel tid”, så må der på én eller anden måde være en overbevisning om, at vi kender temperaturen den gang. Det gør vi så ikke, som det klart fremgår af fig. 1, der viser fordelingen af vejrstationer globalt netop det år.

Her ser vi, at der var en del stationer i Europa, en håndfuld i Nordamerika, to i Sydamerika, én i Afrika og hele Asien syd for Sibirien er dækket af fire stationer. Temperaturerne på havet indskrænker sig til tilfældige målinger fra skibe, taget hist og pist.
I år 1900 var dækningen betydeligt bedre i mange egne af Verden, men der var stadigvæk store huller bl.a. i Afrika og Sydamerika, men også f.eks. i det nordlige Canada, Kina og store dele af Sibirien, se fig. 2.

Antallet af stationer topper faktisk i 1950, som det fremgår af fig. 3, hvor der bl.a. i Afrika er en nogenlunde velfordelt dækning.

Men i år 2000 er mange målestationer blevet nedlagt igen, se fig. 4, og i stedet har vi fået en god dækning fra satellitterne. De har dog også deres problemer med pålideligheden af målingerne, og de går kun tilbage til 1979. At sammenligne satellitternes resultater med vejrstationernes er svært, ingen ved reelt, hvad satellitterne f.eks. ville have målt tilbage i 1930-erne, hvor det var varmt på Jorden.

Soon og hans kollegaer har i lang tid studeret fænomenet byvarme, hvor vejrstationer tæt på bymæssig bebyggelse viser forhøjede temperaturer. Da byerne er vokset gennem tiderne, vil det netto få opvarmningen til at se større ud, end den er i virkeligheden. IPCC nævner byvarmen, men tager ikke spørgsmålet op til nærmere undersøgelse (dvs. man undlader at beskæftige sig med den forskning, der gør) og fastslår, at byvarmen maksimalt bidrager med 10% af den målte temperaturstigning. Ved at sammenligne vejrstationerne i byerne med dem ude på landet, når Soon et al. frem til, at det snarere drejer sig om en 40% kunstig forhøjelse af den tilsyneladende opvarmning. Hvis det er tilfældet, har den reelle globale temperaturstigning ligget på 0,55 grader pr. århundrede, hvilket næppe burde skræmme os ud i en bekostelig grøn omstilling.
Det er også interessant at se kurverne for hhv. alle vejrstationer, og så de landlige, der ikke er ramt af byvarmen. Alle vejrstationer giver en kurve som vist på fig. 5, her er en forholdsvis jævn stigning med kun beskedne afvigelser undervejs.

Ser man derimod på kurven fra de landlige stationer ser man en meget større variation, f.eks. optræder der tydeligt nok en varm periode mellem 1930 og 1960, hvorefter det bliver koldt i 1960-erne og 70-erne, se fig. 6.

Imidlertid er byvarmen ikke det eneste problem med data fra vejrstationerne. Her beskriver Soon et al. et andet udbredt fænomen, den såkaldte homogenisering. Det vides, at der sker ændringer undervejs i en vejrstations liv. Den kan blive flyttet til nye omgivelser (ofte fra landet og tættere ind på byen), den kan få nye instrumenter, og de lokale vejrfolk kan beslutte at ændre det daglige tidspunkt for aflæsningen.
Rapporten giver som eksempel en station: Valentia i det sydlige Irland, se fig. 7. Her er der data fra ca. 1860 og frem til nu. Af de historiske optegnelser ved man, at stationen blev flyttet fra en ø ud for kysten og ind til fastlandet i 1897, denne ændring kunne tænkes at få indflydelse på niveauet på de daglige målinger. Det gjorde den dog ikke. I 1932 blev stationen overtaget af det irske Meteorologiske Institut. Det kunne i princippet medføre ændrede aflæsningsrutiner, men de havde heller ikke nogen indflydelse. Endeligt, i 2001 blev stationen flyttet igen, og her fortsatte man målingerne på det gamle sted i yderligere 2 år, og konstaterede, at det nye sted resulterede i 0,3 grader lavere temperaturer, som kurven så skal korrigeres for. I 2012 skiftede man til en elektronisk måler, men den gav ikke nogen ny systematisk afvigelse.

Man kunne således konkludere, at Valentia’s resultater skulle korrigeres for ændringen i 2001, men ellers kunne man bruge data, som de var målt og skrevet ned. Justeringen skulle således se ud som den øverste i fig. 8: Ingen ændring frem til 2001 men en rettelse af de målte temperaturer herefter på 0,3 grader.

Amerikanske NOAA, som leverer data til de store globale temperaturkurver, er opmærksomme på, at der er sket ændringer med vejrstationerne undervejs, men i stedet for at opsøge den faktiske viden om stationernes historie, har NOAA valgt at lade computere analysere kurverne, og automatisk fastslå om et spring fra et år til det næste – eller en afvigelse fra nabostationerne – er store nok til, at det må skyldes ændringer i stationens forhold (læs mere her). Hvis det er tilfældet, lægger programmet en korrektion ind. De to nederste kurver på fig. 8 viser således to bud på korrektioner af Valentias data, baseret på NOAA’s computerberegninger. Man bemærker, at der er tale om langt flere ændringer, og at ingen af dem har nogen sammenhæng med de kendte historiske begivenheder.
Rapportens forfattere har gennemgået de historiske oplysninger for ikke færre end 840 landligt beliggende vejrstationer i Europa og fundet, at for langt de fleste har NOAA foretaget korrektioner, der ikke har nogen sammenhæng med faktiske begivenheder på stationerne, se fig. 9.

Soon et al. må derfor konkludere, at det vi får præsenteret som målte globale temperaturdata er grundigt manipuleret og justeret, og der er ingen garanti for, at de afspejler virkeligheden særligt godt. I mange tilfælde er der en berettiget mistanke om, at man med overlæg har fået temperaturdata til at stemme bedre overens med billedet af global opvarmning, som man ønsker at fremme.
Sidst i rapporten tager forfatterne fat i spørgsmålet om indstrålingen fra Solen. Det er en svær størrelse at måle, og før man fik satellitterne, baserede man den bl.a. på aktiviteten af solpletter, men det er ikke nogen præcis metode. Satellitterne skulle gøre det bedre, men fig. 10 viser de data, man hidtil har fået fra en stribe satellitter, der delvist overlappede hinanden i tid. Det er ikke indlysende, hvordan de målinger skal sammenskrives til én kurve, og videnskaben er da også kommet med en stribe forskellige bud på fortolkninger. Umiddelbart er målingerne spredt over 15 watt pr. kvadratmeter, et tal, der er meget større end den ubalance, der formodes at forårsage global opvarmning.

De rekonstruerede kurver samler sig om to modeller, de såkaldte ACRIM og PMOD. PMOD viser et meget lille udsving i solenergien i hele perioden, og det er den, som IPCC har kastet sin kærlighed på. Soon et al. hælder derimod mere til ACRIM-kurven, og fig. 11 viser, hvordan den har et betydeligt sammenfald med temperaturkurverne fra de landlige vejrstationer. Måske Solen alligevel har spillet en større rolle i den nuværende opvarmning? Og måske hele videnskaben om den globale opvarmning ikke er så ”fastlagt” endda?

Jeg foretrækker Karl Poppers måde at anbefale god videnskabelighed på. Sandheden kan ikke bevises, men videnskabsmænd og andre skal prøve at falsificere en påstand, teori mv. Og så længe falsifikationen ikke har succes er påstanden, teorien mv. holdbar.
Når man mødes med argumentet “Science is settled” eller “videnskaben har talt”, skal man protestere voldsomt. Videnskab er ikke statisk, videnskab består i at stille spørgsmål og undersøge om det, alle ved er sandt, nu også er det. Lidt groft sagt kan man sige, at videnskab består af en uendelig række fejltagelser, men heldigvis efterfulgt af en uendelig rækker erkendelser og opdagelser. Science is never settled. At opdage noget er som at åbne en dør ind til et rum og opdage, at der er 2 døre i den anden ende. Man skal også huske at religioner af enhver art altid har søgt at hindre videnskab og fremdrift, det gælder også klimakirken.
quote:
The Last Interglacial, also known as the Eemian, was the interglacial period which began about 130,000 years ago at the end of the Penultimate Glacial Period and ended about 115,000 years ago at the beginning of the Last Glacial Period.
…
The Last Interglacial was one of the warmest periods of the last 800,000 years, with temperatures comparable to and at times warmer (by up to on average 2 degrees Celsius) than the contemporary Holocene interglacial,[4][5] with the maximum sea level being up to 6 to 9 metres higher than at present, with global ice volume likely also being smaller than the Holocene interglacial.[6]
…
CO2 was at 280 ppm
unquote
https://en.wikipedia.org/wiki/Last_Interglacial
Fascinating article! Thanks Søren!
As an old man, and certainly not at all an expert about climate change, but with children and grandchildren in UK and Denmark, I so hope that their futures will not be adversely affected by rising CO2 emissions, caused by mankind’s continuing dependence on fossil fuel.
As a still practicing engineer in the “energy space”, since graduating in 1962, I can easily see that all societies, all over the World, need low cost and plentiful energy to flourish.
It is perfectly evident that with Trump’s election last year, Europe (Denmark very much included) is getting poorer while the 90% of humanity, outside Europe, is becoming more wealthy by keeping energy as cheap and plentiful as possible.
(Russia and as a consequence of Putin’s disgusting gangsterism, Ukraine are becoming impoverished by the misuse of energy, of course!)
What will Denmark do when Germany’s “green-focused” Government reverses its “net zero” energy policies after election taking place on the 23rd of February?
Your thoughts…?
Hi Hugh,
I am pretty certain that the new German government will apply the brakes to the worst excesses of the green transition. But how much sanity we shall see remains uncertain. And the Danish reaction is totally unpredictable, although our government has managed to keep actual spending down until now, all the astronomical amounts mentioned are to be paid – but they are not paid yet….
Det beviser endnu engang at “videnskaben” er politisk fastlagt med et bestemt formål for øje.
Nemlig udplyndring og undertrykkelse af befolkningen.
Sådan som det altid har været gennem historien i alle tidligere civilisationer.
Ceres (NASA) skriver faktisk at IPCC har været overconfident og premature mht
deres standpunkt at jordens temperaturstigning er menneskabt. Naturlig variation eller en kombination af de to er absolut en mulighed.
https://rumble.com/v5oclye-climate-crisis-and-ocean-pollution-documentary-allatra-at-un-summit-cop16.html
Fascinerende film om hvordan ændret seismisk og vulkansk aktivitet siden 1995, betyder at jorden fra sin kerne nu pumper voldsomt meget mere energi/varme ud i havene og atmosfæren.