Marcott-hockeystaven

Det vakte stor opsigt i 2013 da en artikel, skrevet af Marcott et al. blev offentliggjort i tidsskriftet Science. Marcott havde opstillet en rekonstruktion af den globale temperatur helt tilbage til slutningen af sidste istid for ca. 11.000 år siden. Kurven, der kom ud af det, er gengivet her som fig. 1. Det var den første af det, vi her på siden kalder en super-hockeystav, dvs. en kurve der viser ganske lidt temperaturvariationer gennem tiderne, lige frem til menneskeheden påbegyndte sine CO₂-udledninger og temperaturen skød til vejs i et tempo ”uden fortilfælde”. “Super” kommer af den enorme længde, hvor kurven dækker perioden helt tilbage til mellemistidens start.

Marcotts artikel i Science er bag betalingsmur, men den er offentligt tilgængelig her.

Artiklen blev ledsaget af en pressemeddelelse og medierne svømmede over med historien, her kunne vi endeligt se, hvor stor en rolle vores drivhusgasudledninger spiller. Pressemeddelelsen påpegede, at nutidens temperatur var tæt på at være den højeste i de seneste 11.000 år. Og ifølge IPCC’s fremskrivninger ville det blive meget varmere i år 2100, uanset hvilket scenarie for udledninger, man tog udgangspunkt i.

Pressemeddelelsen fortæller endvidere, at temperaturkurven er baseret på 73 proxyer fordelt over hele kloden, og derved får man et godt billede af den globale temperatur. Til sidst får Marcott selv ordet:

Jordens klima er kompliceret og reagerer på flere forskellige påvirkninger, inkl. CO₂ og solens indstråling.
Begge ændrede sig meget langsomt over de seneste 11.000 år. Men i de sidste 100 år har forøgelsen af CO₂-indholdet i atmosfæren som følge af stigende udledninger fra menneskelige aktiviteter været af stor betydning.
Det er den eneste faktor, der bedst forklarer den hurtige stigning i de globale temperaturer.

Så fik vi den på plads, kurven understøtter klimafortællingen om den skadelige CO₂ og nødvendigheden af drastiske tiltag. Værdien ligger især i, at kurven viser meget små temperaturvariationer gennem hele perioden. Som man ser på fig. 1, er forskellen mellem toppen for ca. 7000 år siden og bunden midt i Den Lille Istid kun 0,7 grader celsius. Så CO₂ styrer, og nu styrer den os mod afgrunden.

Der gik imidlertid kun få uger, før der begyndte at komme protester. Kunne Marcotts videnskabelige metode virkeligt holde til en nærmere gennemgang? En af dem, der var tidligt ude, var Roger Pielke Jr., der jo bestemt ikke kan beskyldes for klimabenægteri.

På sin blog anklagede Pielke Marcott for at være tæt på videnskabelig uredelighed. Det havde nemlig vist sig, at proxy-målingerne, som ellers var blevet karakteriseret som ”robuste” faktisk ikke rigtigt dokumenterede stigningen i temperatur inden for de seneste 150 år. I en diskussion på Real Climate.org havde Marcott selv indrømmet dette:

Vores globale rekonstruktion af fortidens temperaturer inkluderer det sidste stejle opadgående stykke i det 20. århundrede. Imidlertid gør vi det klart i vores artikel, at denne begivenhed er af kortere varighed end den udglatning, der foretages i vores statistiske metode, og stigningen er kun baseret på ganske få tilgængelige proxyer. Således er stykket af kurven i det 20. århundrede ikke statistisk robust, det kan ikke betragtes som repræsentativt for de globale temperaturændringer og er derfor ikke basis for nogen af vores konklusioner.

Pielke konkluderer, at Marcotts studie reelt intet kan sige om det 20. århundrede. Det er ikke tilladeligt bare at klistre målte temperaturer på i den sidste ende – hvilket jo reelt er, hvad Marcott har gjort. Artiklen underbygger således på ingen måde påstanden om opvarmning ”uden fortilfælde” her i nutiden.

Men derfor kan arbejdet jo godt alligevel have værdi, fordi det fortæller noget om fortidens temperaturudvikling, og her er det jo bemærkelsesværdigt, at de tidligere varme tidsrum som f.eks. Middelaldervarmen, eller den Romerske Varmeperiode osv. helt er væk. Fortiden var en lang, ganske langsom og glat nedgang i temperatur.

Andre skribenter har så taget fat i den del af sagen. Don Easterbrook har følgende kommentar:

80 % af proxyerne kommer fra havet, så temperaturerne fra 80 % af data-sættet, der er brugt her, måler temperaturerne i havvandet, ikke atmosfæren. Derfor kan de vise temperaturer fra opstigende vand fra dybet, ændrede havstrømme eller mange andre variationer i havene, som ikke har noget med atmosfærens klima at gøre. Det i sig selv betyder, at Marcott et al.s temperaturer ikke giver et pålideligt billede af ændringerne i atmosfærens klima.

Pierre Gosselin påpeger, at man kan finde hele baggrundsmaterialet i Marcotts PhD-afhandling fra 2011. Her kan man se, hvor de forskellige proxy-serier stammer fra, se fig. 2. Ganske rigtigt, de fleste er fra verdenshavene.

Fidusen med mange af Marcotts proxyer, som han i øvrigt har udvalgt blandt andre forskeres arbejder, er, at de strækker sig over lange perioder, og mange går helt tilbage til for 11.000 år siden. Et udvalg er vist på fig. 3. Man bemærker jo umiddelbart, at de ikke rigtigt ligner hverken Marcotts endelige kurve eller en hockeystav.

Mere alvorligt er det, at kun et mindretal faktisk når helt frem til nutiden, dvs. rører diagrammernes højre side. De fleste stopper før. Man skal her erindre sig, at det 20. århundrede fylder meget lidt på disse små diagrammer. Men hvad så med de kurver, der faktisk når frem til nutiden?

Fig. 4a og 4b viser alle de 32 kurver, der faktisk når helt frem til nutiden. Kigger man på dem, skal man lede langt efter en stigning til sidst, med lidt god vilje er der måske et par stykker der har noget, der ligner.

Når man ser på kurverne i fig. 3 og fig. 4 så er det åbenlyst, at de jo ikke umiddelbart vil give noget særligt tydeligt billede af temperaturudviklingen. Der skal en omfattende statistisk behandling til, før man kan stole på, at man har noget, der kan kaldes et gennemsnit for hele kloden. Her bruger Marcott forskellige metoder, bl.a. opdeles Jorden i felter, og resultaterne vægtes efter felternes størrelse. Der er også et problem med den nøjagtige datering af prøverne. Her er det jo af afgørende betydning, hvis man vil udregne gennemsnittet af to temperaturmålinger, at de virkeligt stammer fra samme årstal, eller tæt på i hvert fald. Her har Marcott valgt at arbejde med tidsintervaller på 120 år, og så har han ellers justeret løs på de rå kurver.

Det fik Steve McIntyre på banen, hvor han kritiserer fremgangsmåden som stærkt uvidenskabelig. Han påpeger at, Marcott i nogle tilfælde har ændret de originale forskeres dateringer med 500 eller op til 1000 år! Specielt er den gal, jo nærmere vi kommer nutiden.

De enkelte kurver, som Marcott bruger, er naturligvis fra ophavsfolkenes side behæftet med usikkerheder, som de har nævnt i deres artikler. Når man som Marcott ønsker at finde frem til gennemsnit af alle disse kurver, skal man sikre sig, at resultatet ikke reelt vil drukne i disse usikkerheder og derfor ikke have nogen mening. Her bruger man den såkaldte Monte Carlo metode, hvor man tilfældigt ændrer på de enkelte værdier inden for deres usikkerhedsinterval, og så kører hele den statistiske beregning igen. Det har Marcott gjort over 1000 gange og hans endelige resultat er så baseret på alle disse kørsler.

Fig. 5 viser resultatet, hvor alle de individuelle kørsler er tegnet ind, sammen med deres gennemsnitskurve, som er det velkendte resultat vist på fig. 1. Kurven på fig. 5 viser den enorme usikkerhed på resultaterne og i øvrigt ikke antydningen af nogen stigning i løbet af de seneste 100 år.

De mange udjævninger, statistiske kunstgreb m.v. vil netop som oftest ende med et meget jævnt gennemsnit. Men det betyder, at alle de fine nuancer i fortiden vil gå tabt. Alene udjævningen inden for 120 års-perioder, vil jo f.eks. udviske mange detaljer omkring Middelaldervarmen eller Den Lille Istid. Man får derfor et kunstigt jævnt forløb. Det passer godt med klimafortællingen, men måske mindre godt med virkeligheden.

I sin store nys udkomne bog ”Climate of the Past, Present and Future” skrevet af Javier Vinós kan man finde figuren vist på fig. 6. Her har Vinós gengivet Marcotts kurve med rødt. Med sort har han så beregnet det rå gennemsnit af alle proxymålingerne uden noget forsøg på statistisk manipulation. Vinós har endvidere tilpasset sin kurve, så dens top for 6-7000 år siden svarer til den temperatur, man ad anden vej har fundet for det maksimum, man havde den gang. Ved den manøvre dukker Middelaldervarmen og de andre perioder med højere temperaturer op igen.

Sammensplejsningen med den moderne målte temperaturkurve fra HadCRUT er kritiseret af flere af forfatterne. Steven McIntyre påpeger, at proxyernes afsluttende stigning udelukkende opnås ved de drastiske omdateringer, som Marcott foretog.

Clive Best har kigget nærmere på overgangen mellem HadCRUTs kurve og proxykurven. Begge to er udtrykt som anomalier fra et gennemsnit og problemet er så, hvordan man sætter dem sammen. Tager man de faktiske temperaturer, som proxyernes ophavsfolk har offentliggjort hænger tingene slet ikke sammen, som vist på fig. 7. Proxydataene giver generelt væsentligt højere temperaturer, end hvad vi har målt de sidste godt 100 år.

Men Marcott løser problemet ved at lade det hele være anomalier, og så foretager han kun en mindre forskydning af HadCRUT-kurven, før det hænger sammen. Men grundlæggende har Roger Pielke Jr. ret, man kan ikke tillade sig at hæfte to kurver sammen, uden at der er et passende overlap mellem dem. så de kan justeres ind. Alt hvad Marcott har, er en kurve, der ser ud som fig. 8, hvor man ser at proxyerne godt nok har en stigende temperaturanomali frem mod 1940, men derefter falder den – stik modsat de målte temperaturer. Hertil kommer det generelle problem at proxyerne pga. de generelle usikkerheder er bundtet i 120-årige perioder, hvorved eventuelle detaljer undervejs i det 20. århundrede ikke er specielt troværdige.

Den megen kritik har selvfølgeligt også ført til et ihærdigt forsvar af Marcotts kurve, bl.a. fra hjemmesiden Skeptical Science, der er specialiseret i at afsløre klimabenægteri.

Her tager de fat i et besynderligt argument, der går på, at klimabenægtere skal være glade for hockeystaven. Den viser nemlig, at klimaet ikke er særligt følsomt og foranderligt, med mindre vi tilfører en masse CO₂. Når klimaet fra naturens side ikke er så følsomt, så undgår vi endnu værre klimaforandringer, end dem, vi har udsigt til nu.

Man ved jo ikke rigtigt om man skal le eller græde. Klimarealisters udgangspunkt har hele tiden været, at klimaet er foranderligt og altid har været det. CO₂, som udledes på nuværende tidspunkt, vil give et bidrag til den globale temperatur, men ikke noget særligt sammenlignet med de ændringer, der ellers har været de seneste 11.000 år. Så der er ikke noget skræmmende i et foranderligt klima.

Skeptical Science argumenterer herefter for, at man ud fra Marcotts kurve kan se, at der på intet tidspunkt i denne mellemistid har været så hurtig en temperaturstigning, som den, vi har haft de sidste 100 år. Marcotts usikkerheder og brugen af 100-årige gennemsnitstal ville ikke kunne skjule en så drastisk forandring i fortiden. Nej, ikke som kurven ser ud, men som det fremgår af fig. 5 har Marcotts metode medført at alle variationer i fortiden er blevet grundigt tværet ud, så man netop ingenting kan se.

Næste punkt er hockeystavens blad, hvor Skeptical Science medgiver, at Marcotts proxyer ikke giver noget statistisk pålideligt billede, men det er jo også lige meget! Vi kender jo de målte temperaturer meget præcist, så hvad skulle der være galt med at splejse dem på en proxykurve? Jfr. fig. 6 og 7 er det dog nok en temmelig problematisk fremgangsmåde. Skeptical Science argumenterer for proxyernes pålidelighed også i det 20. århundrede med henvisning til en artikel hvor de målte temperaturkurver sammenlignes med et helt andet sæt proxyer, helt frem til 2020, og der er fin overensstemmelse. Det er jo imidlertid ikke Marcotts proxyer, som ikke kun dækker de sidste par 100 år, men derimod går op til 11.000 år tilbage i tiden. De stemmer ikke overens med nutidige data, som det fremgår af fig. 4a & 4b.

Skeptical science afslutter med at påpege, at Marcotts studie endnu en gang understreger det tvingende behov for ”forebyggelse” af klimaforandringer, dvs. grøn omstilling.

– – – – –

Der er efterhånden en hel familie af hockeystave i klimalitteraturen, som beskrevet af Frank Lansner her på siden (link og link), og formålet med dem er så åbenlyst at fremme klimasagen, at opretholde ideen om en klimakrise og nødvendigheden af at omlægge vores energiforsyning væk fra de fossile brændstoffer og til ”noget andet”.

Og det er i det lys, man skal se Marcotts arbejde. Det er et politisk formål, det skal opfylde, snarere end det er udtryk for videnskab i gængs forstand.