Klimarealisme i medierne, Rekonstruerede temperaturer

Varme i fortiden

Der er netop blevet udsendt en ny videnskabelig artikel, der kigger nærmere på de globale temperaturer de seneste 12.000 år, dvs. siden ophøret af den seneste istid. Den officielle kurve fra klimaforskningens side viser en brat stigning lige i starten, da iskapperne smeltede. Derefter når temperaturen et højdepunkt, det såkaldte Holocæne Temperatur-Maksimum (HTM), hvorefter den falder ganske let gennem årtusinderne og til sidst får en brat stigning i takt med menneskehedens drivhusgasudledninger de seneste 150 år. Det er den kurve, vi normalt her på siden kalder “superhockeystaven“.

Artiklen tager nu fat i forskellige aspekter af sagen. Først og fremmest påvises det, at klimamodellerne faktisk kun meget dårligt kan simulere denne udvikling. Modellerne regner med to store drivkræfter for den globale temperatur, CO2 og havisens udbredelse. Sidstnævnte hænger sammen med, at et større areal af is vil give mere tilbagekastning af solens stråler, og dermed en lavere global temperatur.

Her har vi så problemet, fordi isens udbredelse har været faldende det meste af tiden, hvilket også kan ses ved havstigningerne, de var store indtil for ca. 7000 år siden og derefter steg havniveauet fortsat men i meget langsommere takt, jfr. fig. 1. Med et nogenlunde uforandret CO2-niveau i atmosfæren og en faldende udbredelse af isen vil klimamodellerne regne sig frem til en stigende global temperatur, men det har jo så åbenlyst ikke været tilfældet. Andre faktorer må derfor have spillet en rolle.

Fig. 1: Ændringer i forskellige faktorers påvirkning af strålingsbalancen de seneste 12000 år i toppen af atmosfæren, i W/m2. Gul kurve: Solens styrke; grå kurve: Vulkanernes bidrag; Rød og brun: Hhv. lattergas og metan; mørkeblå: CO2, rød stiplet: Solindstrålingen ved 65 grader nordlig bredde; sort kurve: Summen af de øvrige. Den lysere blå kurve er havniveauet gennem tiden, relativt til nu (skala til højre i meter). Bemærk at flere af kurverne er flyttet væk fra nullinjen af hensyn til overskueligheden.

Det er velkendt, at indstrålingen fra Solen ændrer sig over tid, bl.a. som følge af ændringerne i Jordens bane og hældningen på dens omdrejningsakse. Fig. 2 viser, hvordan den årlige gennemsnits-indstråling har varieret på de forskellige breddegrader gennem de seneste 12.000 år. HTM falder således på et tidspunkt efter den maksimale indstråling i de nordlige og sydlige egne.

Fig. 2: Variation af solindstrålingen de seneste 12.000 år, fordelt på breddegraderne. Tallene angiver afvigelser i W/m2.

Artiklen kigger på en lang række rekonstruktioner af fortidens temperaturer, ved de såkaldte proxyer, som f.eks. er pollental eller forekomsten af smådyr i havene. Det viser sig, at rekonstruktionerne slet ikke er enige om, hvornår HTM indtraf, der er flere 1000 års forskel mellem buddene. Der er også meget, der tyder på, at HTM ikke indtraf på samme tid over hele Jorden.

I det hele taget er rekonstruktioner af fortidens temperaturer meget vanskelige, fordi der er så mange ubekendte faktorer involveret. F.eks. vil pollenanalyser primært sige noget om sommertemperaturerne, men globale temperaturer skulle jo gerne være gennemsnit for hele året, hvis de skal kunne sammenlignes med nutiden eller med rekonstruktioner baseret på andre metoder, som f.eks. dem, der bruges ud over havet.

Klimaet er kompliceret, og fortidens klima er ikke let af udrede.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Karin Egede

    Hvis CO2 virkelig har så stor indvirkning på klimaet, begriber jeg ikke, hvorfor man aldrig sætter fokus på det faktum, at små som store Vulkanudbrud sender CO2 ud i atmosfæren hver dag, i takt med at den glohede magma rumsterer i undergrunden og giver små som store Jordskælv hver dag, både i havet og på land. …..rigtig mange i 2022!?

Skriv et svar til Karin Egede Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*