Flyvning medfører ca. 2,5 % af de årlige CO2-udledninger i Verden. Det er jo ikke noget voldsomt stort tal, men til gengæld bevirker bare en enkelt flyvetur en voldsom forøgelse af et menneskes personlige udslip. Det kan man læse om i en lang artikel i The Washington Post. En tur fra London til New York giver således anledning til et udslip på 600 kg CO2, hvilket er mere, end man på årsbasis kan nedsætte sin udledning ved at konvertere til veganer.
Så flyvning er helt klart syndigt, og det må der gøres noget ved. Der er nu fremkommet et forslag om en globalt ensartet skat på flyvninger. I stedet for at se på antallet af kilometer, man har fløjet, bliver alle flyvninger, korte såvel som lange, pålagt den samme beskatning. En ”flyvning” defineres her som en start og landing. Rejser man således fra København til Aalborg og tilbage igen er det to flyvninger.
Ideen er nu, at skatten skal stige med antallet af ture. Fig, 1 viser de foreslåede skattesatser. Den første tur i året er gratis, nr. 2 skal koste 13 US$ og derefter stiger taksten støt op til 177 dollars for tur nr. 20. Hvad der skal ske, hvis man flyver endnu mere, melder historien ikke noget om. Men der er jo også tale om en ganske heftig skat sammenlagt på de første 20 ture, ca. 1700 dollars eller omkring 12.000 kr.
Alle de mange rare penge skal så ifølge planerne bruges på en omstilling af luftfarten til ”grønne” brændstoffer, formentligt Power to X, som vi jo endnu ikke har noget af, og som givetvis vil blive meget dyrere end almindeligt brændstof. I følge forslaget her skal der bruges 121 milliarder dollars pr. år fra nu af til 2050 for at nå det mål. Man kan nok betvivle om det tal er stort nok. I øvrigt ligger der også i planerne, at man vil opmuntre folk til at vælge f.eks. toget i stedet, det vil selvfølgeligt betyde en mindre indtægt fra afgifterne, men også et mindre forbrug af den stjernedyre Power to X.
Alternativet til den graduerede skala ville være en fast skat på alle flyvninger, uanset antallet. Den skulle ligge på omkring 25 dollars/tur for at nå den ønskede indtægt. Den vil dog ifølge forslaget ramme de fattigere landes indbyggere relativt hårdere. De har normalt kun få årlige flyveture og kommer derfor til at betale relativt mere. Fig. 2 viser hvordan en gradueret skala vil ramme meget mere retfærdigt end en fast skat.
Forslaget indebærer flere problemer. Med en fast afgift pr. flyvning ville opkrævningen af beløbet være simpel, det skulle bare lægges oven i billetprisen. Med en afgift der afhænger af antallet af flyvninger bliver det mere bøvlet. Det er mange flyselskaber og rejsebureauer – og mange mennesker har også mere end ét betalingskort, som de kan bruge på flyvebilletter. Der vil således ikke være ét centralt sted, hvor man kan tælle antallet af flyvninger, med mindre der etableres et umådeligt kompliceret statsligt bureaukrati, hvor alle flyvninger skal indberettes og tælles op pr. person. En yderligere komplikation her er, at mange flyvninger foretages for det firma, man er ansat i, og så skal skatten vel refunderes til medarbejderen?
Men hvad er en flyvning? Start og landing, ja, men hvad nu hvis flyet mellemlander undervejs, hvilket forekommer ganske hyppigt. Selvom passageren ikke stiger af, tæller det så som én eller to flyvninger?
Historien melder heller ikke noget om, hvad der sker med flyvning nr. 21 og opefter. Undertegnede har i lange perioder af sit arbejdsliv haft måske 50-100 flyvninger pr. år, langt de fleste selvfølgeligt for firmaet, jeg var ansat i. Ville de sidste 80 flyvninger så udløse en skat på 177 dollars/stk., hvilket jo ville blive en heftig udskrivning?
Historien her er et godt eksempel på hvor meget skade klimahysteriet medfører. Hvis vi ikke har nogen klimakrise – og det har vi jo ikke – så er alt det her inderligt overflødigt. Det tjener kun til at besværliggøre tilværelsen for en masse mennesker.
Danish