Advisory Board, Debatindlæg, Energipolitik, Gæsteindlæg, Klima, Klimarealister

Populistiske energiplaner om prislofter og særskatter kan forværre energikrisen

Gæsteindlæg af Otto Brøns-Petersen, også bragt på CEPOS og på Altinget

Otto Brøns-Petersen, foto: CEPOS

Både den generelle inflation og priserne på især gas og el er eksploderet. Mange familier skal grave dybt i lommerne i den kommende tid, og også en del erhvervsdrivende er bekymrede for deres fremtid. Politikere i ind- og udland står på spring for at give indtryk af at ville afhjælpe problemerne. Desværre er der stor risiko for politiske fejlgreb, som vil gøre problemerne større.

Energipriserne er ikke årsagen til krisen, men et symptom på, at der er akut mangel på energi. Knapheden skyldes en kombination af konflikten med Rusland efter overfaldet på Ukraine, aktuelle flaskehalse og et europæisk energisystem svækket af mange års politikfejl. Et indgreb i energipriserne vil gøre ondt værre.

Vi har brug for prismekanismen til at økonomisere med den knappe energi og give incitamenter til at øge udbuddet på lidt længere sigt. Men fordi energipriserne er den måde, forbrugerne – og vælgerne – møder krisen på, samler en stor del af interessen sig mod dem.

Populistiske planer om prislofter, ”afkobling” af gasprisen fra elprisen, særskatter og rationering er farlige veje at gå, som kan øge energikrisen og energipriserne på længere sigt. Det er værd at huske på, at tidligere tiders kortsigtede og uigennemtænkte energipolitik – som den store tyske ”energiewende” – er en væsentlig årsag til den krise, vi er i nu.

Politikerne har ikke et pengetræ

Inflation og stigende knaphed på energi har gjort os fattigere som samfund. Det er den enkle, ubehagelige sandhed. Man kan godt lette byrden for familierne ved at øge deres indkomster. Men pengene er nødt til at komme et sted fra. Politikerne har ikke et pengetræ, de bare kan ryste. Forestillingen om, at politikerne kan bevilge ”hjælpepakker” ud af det blå, er forkert.

Enten må pengene komme ved at tage fra nogle andre, bruge færre ressourcer i det offentlige eller gennemføre vækstskabende reformer. Der er også et råderum i den offentlige økonomi, som via lavere skatter kan disponeres til privat forbrug, men så kan pengene ikke også bruges på at øge det offentlige forbrug.

Økonomiske reformer tager ofte tid at gennemføre, men en række tiltag kan øge indkomsterne relativt hurtigt. Derfor var ideen om at sænke elafgiften til EU’s minimum også for husholdninger oplagt (de fleste erhverv betaler allerede kun minimumsafgift). På samme måde bør afgifterne på varme sænkes udover, hvad der allerede er aftalt i den grønne skattereform, så merprisen på CO2-udledning fra varme fjernes.

Det er ganske vist ikke smart, at EU-landene konkurrerer på at sænke energiafgifter i en knaphedssituation, hvor det vil drive priserne før afgift i vejret. Men afgiften på især el har betydelige negative strukturøkonomiske effekter. Derfor er der en reformgevinst, men vel at mærke ved at sænke dem permanent. Midlertidige nedsættelser, som den netop vedtaget, er derimod ikke hensigtsmæssige.

Forbrugerne må træffe valgene – ikke politikerne

Inflationen er et resultat af den meget lempelige pengepolitik under coronaen. I Danmark er pengepolitikken låst af fastkurspolitikken, så vi er afhængige af, at den europæiske centralbank strammer pengepolitikken. Det har den været for nølende med.

Nogle erhvervsvirksomheder er desperate over stigninger i energiregningen, som ser ud til at trække grundlaget væk under deres forretning. Men fordi regningerne øges for alle, kan de fleste lade deres priser stige, så forbrugerne ender med at betale.

Virksomheder, der er mere energiintensive end deres konkurrenter, vil dog ikke kunne overvælte det hele. De indgår i den energiforbrugsreduktion, som nødvendigvis må til i en situation med mere knap energi.

Det er vigtigt, at det er forbrugerne, som foretager det valg, frem for en situation hvor politikerne – og dermed de mest slagkraftige lobbyister – bestemmer. Pengetræet er som sagt en illusion. Vi har rigeligt med problemer med den velfærdfærdsstat, der er skabt for borgerne.

Hvis den udvides til at blive en velfærdsstat også for erhvervslivet med tilbagevendende ”hjælpepakker”, vil de langsigtede negative konsekvenser langt overstige de problemer, energikrisen skaber.

Den vigtigste prioritet nu og her er den fortsatte støtte til ukrainerne. Vores problemer er uden sammenligning i forhold til deres lidelser, og uanset hvor dyr vinteren kan blive for nogle af os, er det helt vigtigt, at opbakningen og tålmodigheden ikke går tabt.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Lars Nielsen

    Det var godt at læse, at inflationen skyldes, at vi har bundet os til fastkurspolitikken over for Euro. Gid mange politikere ville indse, at revaluering er vejen til at bekæmpe inflationen.

  2. Hans Henrik Hansen

    “Hvis den udvides til at blive en velfærdsstat også for erhvervslivet med tilbagevendende ”hjælpepakker”, vil de langsigtede negative konsekvenser langt overstige de problemer, energikrisen skaber”

    – hvortil kommer, at EU (konkurrencekommissæren, ikke mindst) næppe vil(le) klappe i hænderne over, hvad der må betegnes som national erhvervsstøtte!?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*