Det hævdes fra flere sider, at der er blevet flere hedebølger, de er blevet varmere og har længere varighed. Det er jo logisk nok, det er sådan noget, der må følge i hælene på den globale opvarmning. I denne artikel, skrevet af E. Calvin Beisner ses der nærmere på situationen i USA, gennem de seneste 60 år.
Hvis man gerne vil vide noget om udviklingen i hedebølger kan man som amerikaner gå til sin Miljøstyrelse, EPA (Environment Protection Agency). På deres hjemmeside finder man straks diagrammerne vist i fig. 1:
Ja, men den er jo klar nok. Figuren viser antallet af hedebølger pr. år (frekvensen), den gennemsnitlige længde af hedebølgerne i dage, længden af hedebølgesæsonen i dage og endeligt et mål for intensiteten af hedebølgerne, målt som forskellen mellem hedebølgens faktiske gennemsnitstemperatur og den grænseværdi, man har sat for, hvornår man har en hedebølge. Alle fire indikatorer viser en klart opadgående tendens fra 1960-erne til 2010-erne.
De fleste læser så nok ikke mere, men har fået troen på de farlige klimaforandringer bekræftet endnu en gang. Hvis man imidlertid dykker ned i den lange ledsagende tekst, vil man opdage, at alle data her er fra målinger i storbyer. Fig. 2 viser beliggenheden af byerne, der blev udvalgt, fordi de har haft målestationer igennem hele perioden fra 1960 til nu. (Det skal nævnes, at lige her har Beisner vist misforstået EPA, idet han giver udtryk for, at man har taget målinger fra nye byer i takt med at de voksede sig ind i top-50 i USA. De nye byer ligger typisk på varmere steder (Californien, f.eks.), men det har ikke noget med sagen at gøre.)
Langt nede i teksten gør EPA så opmærksom på begrebet byvarmeø-effekten (Urban Heat Island). Alle byerne her er jo vokset voldsomt og har fået meget mere asfalt, beton og maskineri (aircondition, biler osv.), der opsuger solens stråler eller udspyr ekstra varme til luften. Det er derfor velkendt, at de målte temperaturer i byerne er steget meget mere over de seneste 60 år, end temperaturerne ude på landet i samme periode. Hvis man har fastholdt sine tærskelværdier for, hvornår der er hedebølge, dvs. den temperatur, der definerer undergrænsen af hedebølgen, så er det klart, at byvarmeø-effekten vil give flere og flere hedebølger, som årene går, og byen udbygges. EPA skriver, langt nede på siden:
Sammenlignet med det omkringliggende land har udbyggede områder højere temperaturer, specielt om natten. Væksten i byerne siden 1961 kan have bidraget til stigningen i hedebølger vist i fig. 1 og 2 for visse byer. Der er ikke gjort noget forsøg på at justere tallene for byvarmeø-effekten, fordi vi fokuserer på de temperaturer, som folk rent faktisk bliver udsat for, uanset om de er resultatet af en kombination af klimaforandringer og andre faktorer.
Endnu længere nede finder man så en henvisning til kurven på fig. 3, der viser intensiteten af hedebølger helt tilbage til 1895. Her er der to ting, der springer i øjnene. Først og fremmest selvfølgeligt den enorme top omkring 1930, hvor der var tørke og hedebølger i store dele af USA. Det er den periode, der også er kendt som The Dust Bowl, hvor sandstormene hærgede, og man måtte opgive dyrkningen af store områder i Midtvesten.
Det andet man kan læse af fig. 3 er, at netop 1960’erne var karakteriseret af rekordagtigt få hedebølger, det var en kølig tid på Jorden. Det er næppe tilfældigt, at EPA vælger netop det årti som udgangspunkt for sine diagrammer vist i fig. 1.
Man kunne godt efterlyse lidt mere ærlighed i fremlæggelsen af data for fortidens klima. Men hvis der er en tro på ”klimakrisen” og nødvendigheden af ”grøn omstilling”, så er der naturligvis ingen interesse i at forplumre budskabet med data, der peger i andre retninger.
Sandheden er altid det første offer.
Danish