Hele klimaindustrien med IPCC i spidsen har lagt sig fast på, at den globale temperatur ikke må stige mere end 2 grader i forhold til ”førindustrielt niveau”. På den anden side af de to grader venter livstruende klimaforandringer, hedebølger, tørke, oversvømmelser, orkaner og et stærkt stigende havniveau. I en tilstand af rus vedtog politikerne ved Paris-mødet i 2015 endda, at målet for temperaturstigningen skulle sættes ned til 1,5 grader. Efterfølgende udgav IPCC en rapport, hvor konsekvenserne af de to stigninger blev fremstillet i dystre farver.
Intet under, at klima-ekstremisterne og medierne har grebet bolden. I en artikel i Berlingske kunne man således læse, at vi kunne forvente at temperaturen midlertidigt ville nå over de 1,5 grader inden for de nærmeste 5 år, f.eks. i forbindelse med en ny El Niño. Allerede dér ville vi være i ”højrisikabelt farvand”:
1,5 grader er en væsentlig mere sikker grænse [end 2 grader, red.], men selv her sker der uoprettelige skader, herunder tab af langt de fleste af verdens koralrev samt langt flere ubærlige hedebølger, tørkeperioder og andre ekstremhændelser.
Men hvor kommer de 2, hhv. 1,5 grader fra? Den schweiziske klimaforsker Reto Knutti, der bestemt ikke er skeptiker på nogen måde, og som citeres flittigt i IPCC’s rapporter, har i en artikel fremført en række fornuftige ting:
FN besluttede i 1992 at indholdet af drivhusgasser i atmosfæren skulle stabiliseres på et niveau, så der ikke kom farlig menneskelig påvirkning af klimaet. Men der nævnes ikke noget om hvilken koncentration, der er tale om, og heller ikke hvordan man definerer ”farlig”. Efter mødet i København besluttede FN at lægge sig fast på 2 grader. Knutti skriver:
Dette mål var en politisk beslutning, baseret på videnskab, men der forelå ingen videnskabelig undersøgelse, der underbyggede eller anbefalede et bestemt mål. Politikere kan lide at gemme sig bag videnskaben, bede om videnskab, der kan danne grundlag for handling, og de hævder at tage ”videnskabeligt baserede” beslutninger. Nogen har argumenteret for, at denne proces ”mest af alt ligner en salatbar – hvor folk udvælger de studier, der passer bedst til formålet, snarere end den afbalancerede søgen efter sandheden, som videnskaben normalt tilstræber.”
Knuttis artikel fortsætter med nogle betragtninger over hvilke andre faktorer i klimaet, man kunne bruge som mål. Den globale temperatur i atmosfæren lider jo bl.a. af det problem, at der foregår en voldsom udveksling af varme med havet, langt den største del af energimængden, der har medført den globale opvarmning befinder sig jo i havet. Så havets energiindhold kunne være en mulighed, men her er problemet, at vi ikke har det fjerneste begreb om tallene i den ”førindustrielle tid”, reelt går pålidelige målinger kun ca. 20 år tilbage i tiden – og stadigvæk ved vi intet om dybhavet.
Man kunne vælge havstigningerne, men Knutti påpeger, at de ofte vil komme noget forsinket. Først stiger temperaturen til alarmerende højder, og først derefter starter afsmeltningen i Grønland og Antarktis, og så er det for sent at reagere.
En anden måling kunne være stigningstakten i temperaturen. Det hævdes jo fra nogen side, at den globale opvarmning er ”accelererende”. Men Knutti påpeger, at ændringerne som følge af de naturlige korttidsvariationer er så store (f.eks. stigningen i forbindelse med en El Niño), at det vil være svært at definere og konstatere en acceleration. Så den globale temperatur er nok vores bedste bud. Men den er heller ikke uproblematisk. Knutti:
En potentiel ulempe er, at udgangspunktet – førindustrielle tilstande – er dårligt defineret. ”Førindustriel” hos IPCC betyder temperaturen i 1750, men der er ingen målinger af temperaturen før ca. 1850 og CO2-udledningerne, især fra arealudnyttelse og ændringer i denne [landbrug, fældning af skov m.v., red.] kendes stort set ikke. At vælge et andet udgangspunkt, f.eks. 1850-1900 ville give mere mening, rent videnskabeligt. Imidlertid vil et ændret udgangspunkt have indflydelse på, hvordan man medregner historiske udledninger i et lands totale mængde (kendt som historisk ansvar) og er derfor omdiskuteret.
Knutti går derefter over til at diskutere, hvad vi egentligt kan forvente ved de globale temperaturstigninger. Det er jo ikke sådan, at der er en lineær sammenhæng mellem temperaturen og lokale skader. Der er heller ikke nogen klar definition på, hvad man kan anse for at være ”farlige” klimaskader. Med hensyn til valget af grænse skriver Knutti:
Set over hele Jorden, må sandsynligheden for accelererende ændringer i det fysiske klima – for de fleste parametres vedkommende – betragtes som lille, så længe opvarmningen er mindre end 4 grader. Men følgevirkningerne og risiciene kan godt være accelererende, se fig. 1. Små lokale ændringer kunne endda være gavnlige, f.eks. for landbruget, men skaderne og omkostningerne vokser hurtigt ved høje niveauer af opvarmning. På den anden side stiger omkostningerne ved forebyggelse [grøn omstilling, red.] meget hurtigt, jo lavere temperaturmålene sættes. Skaderne fra forskellige niveauer af klimaforandringer varierer meget … og er omfattet af stor usikkerhed.
Her begynder Knutti næsten at lyde som Bjørn Lomborg, kuren = grøn omstilling, kan let blive meget dyrere end skaderne ved at lade temperaturen stige. Knutti konkluderer derefter:
Efter vores mening er FN’s nuværende 2-graders-mål et kompromis mellem, hvad der betragtes som muligt og ønskværdigt, snarere end en ”grænse for Planeten”, der klart adskiller en ”sikker” fra en ”farlig” Verden.
2-graders målet er et fokus- eller anker-punkt, der kan vejlede klimapolitikken. Selvom visse lokale systemer har tærskler, er der meget lidt, der underbygger ideen om en global tærskel, der ville udgøre en grænse for Planeten. Hvis en sådan tærskel findes, ved vi stadigvæk ikke hvor vi kan forvente at finde den.
Det kan vist ikke siges meget tydeligere. 2 grader, og især 1,5 grader, er grebet ud af luften og udgør på ingen måde grænser, der berettiger til massiv klimaalarmisme og hovedløst forceret ”grøn omstilling”.
Et interessant spørgsmål er imidlertid udgangspunktet for ”førindustrielt niveau”. Her ønsker IPCC at gå helt tilbage til 1750, som jo var midt i Den Lille Istid, hvor det bl.a. var bitterligt koldt på den nordlige halvkugle. Andy May fra WUWT har skrevet en lang artikel om det emne, med mange hårrejsende eksempler på de lidelser og den armod menneskene var plaget af i den periode. Det er svært at se det ønskværdige i, at vi skulle vende tilbage til de tilstande.
Mays artikel er illustreret af nogle interessante temperaturrekonstruktioner, baseret på proxyer. Fig. 2 viser et eksempel, baseret på grønlandske iskerner. Man bemærker, at udsvingene i fortiden, også i den nære fortid har været store, meget større end hockeystav-kurven ellers vil vise os. Fra år 0, midt i den Romerske Varmeperiode og til bunden af Den Lille Istid omkring år 1700 er der mere end 2 graders forskel. Romertiden var en periode med fremgang i Verden, gode høstudbytter og økonomisk velstand.
Så spørgsmålet er stadigvæk om temperaturen midt under Den Lille Istid virkelig er et godt udgangspunkt, når man skal bedømme ”farligheden” af den nuværende og mulige fremtidige opvarmning?
Danish
Det er vel ligeså godt at bruge temperaturtrends på Grønland som proxy for den nordlige del af kloden, som at bruge en CO2 trend på Hawaii som proxy for den globale CO2 koncentrationstrend i luften?
Når man refererer til artikler, så er det høfligt at skrive, hvorfra man har sine referencer. Kikker man dybt nok i din artikel, så kan man se, at artiklen er fra Nature Geoscience december 2015. Men hvorfor gøre en hemmelighed ud af det?
Der er bestemt ikke nogen hensigt om at holde noget hemmeligt, jeg prøver at indlægge links, så læseren selv kan læse videre. Hvis man giver lange referencer midt i brødteksten, bliver den for tung at læse, jfr. IPCC’s rapporter. Men det er vel smag og behag.
Så vidt jeg har forstået er “Hockeystav kurven” i vid udstrækning baseret på måling af træers årringe, som så tages til indtægt for fortidens klima. Men træers vækst påvirkes meget stærkt af årets aktuelle nedbør og ikke kun af temperaturen.
Pollenanalyser kan også bidrage med viden om fortidens klima. F.eks. vides at klimaet var mildt og varmt i den danske bronzealder. Jeg ved ikke om pollenanalyser er medtaget i Hockeystaven. Måske nogen kan bidrage med viden herom. Nedenstående er fundet på hjemmesiden http://www.natmus.dk
Pollenanalyse er en af de mest anvendte teknikker til at belyse fortidens landskaber og naturmiljøer. Ved at undersøge pollen bevaret i sø- og moseaflejringer er det muligt at rekonstruere det omgivende landskabs forandringer gennem forhistorien. Det gælder både naturlige påvirkninger, såsom klimaforandringer, samt menneskeskabte påvirkninger som følge af skovrydning, agerbrug og græsning.
Din figur 2 kan da ikke være et udtryk for den GLOBALE temperaturs udsving? – hvilket skalaen også viser – det må være en LOKAL temperatur i Grønland.
Hvorfor drage en lokal temperatur ind i en debat om globale temperaturstigninger – er det ikke (massiv) cherrypicking?
Ingen af de kurver jeg har set for holocene temperaturer – f.eks. Marcott et al – viser udsving i nærheden af din figur 2.
De viser derimod særdeles stabile temperaturer i hele holocen – altså indtil den voldsomme stigning, der starter i midten af det 19. århundrede: 1,3 – 1,8 grad / århundrede afhængig af kilde – mens hele holocen (ca. 8000 år) kun svinger 0,7 grad.
Temperaturerne i den grønlandske is er målt ved forholdet mellem to iltisotoper, og det styres igen af fordampningen i havet meget længere sydpå. Kurven repræsenterer således en pæn del af jordkloden. Så nej, det er ikke kirsebærplukning.
Du henviser til Marcott et al, som er en af hockeystav-kurve-folkene, hvor alle udsving i fortiden er jævnet ud, for at fremme historien om nuværende opvarmning som værende “uden fortilfælde”. Men der er mange proxyserier derude, som ikke stemmer overens med Marcott og hockeystaven, og de viser netop de meget større udsving, f.eks. fra Middelaldervarmen til Den Lille Istid.
https://klimarealisme.dk/2022/03/12/hockeystaven-er-ikke-alene/
I det du henviser til, er der kun EN kurve (Lundquist) der (måske) omhandler globale temperaturer (resten er alle – som dine grønlandske data – lokale) – men ingen link til artiklen. Og dermed er det umuligt for mig at vurdere seriøsiteten af materialet,
Marcott et al er derimod særdeles bearbejdet – både af ”alarmister” og “skeptikere”.
(Forkortet af red.)
Hej Frederik,
Som jeg allerede forklarede dig, så er de grønlandske data dækkende for langt større områder end lige Grønland. Alle temperaturrekonstruktioner er i øvrigt baseret på lokale data, som man så stykker sammen. Der er de nødvendige links i min artikel til at man kan komme videre.
Marcott gik til ekstremer og medtog et stort antal forskellige proxyer. Det eneste, man får ud af at gøre det, er statistisk støj, og gennemsnittet af støj er tilnærmelsesvist en ret linje. Det er skaftet på hockeystaven. Bladet får Marcott så ved at lime de målte temperaturer på for de seneste 100-150 år. Han kan nemlig ikke få sine proxyer til at give den afsluttende stigning, som der skal til for at få fuldendt hockeystaven. Læs mere her, det er Steve McIntyres hjemmeside, og han har gjort det til sit speciale af afsløre fusk med hockeystave:
https://climateaudit.org/2013/03/13/marcott-mystery-1/
https://climateaudit.org/2013/03/14/no-uptick-in-marcott-thesis/
Jeg har i øvrigt forkortet din kommentar, fordi ringeagts-ytringer ikke hører hjemme på siden her. Jeg betragter i øvrigt diskussionen om hockeystave for at være afsluttet i denne omgang.
Hej Søren
Nu var det sådan set ikke hockestick, der var min pointe – derimod din anvendelse at lokale grønlandske data til at beskrive globale temperaturer i den holocæne periode.
Ljundquist et al som du bruger i dit andet indlæg beskæftiger sig jo også “kun” med den nordlige halvkugle.
Jeg vil forsøge at søge bredere efter data, der beskriver den globale temperatur i den holocæne periode.
Spørgsmål: Hvis nu vi accepterer dit synspunkt, at der var varmere i middelalderen, end der er nu, er det så et “bevis” på, at der ikke er AGW? – altså at de 1,3 – 1,8 grader / århundrede vi ser nu, er naturlige årsager? I givet fald: Hvilke og hvor længe skal vi forvente, det bliver ved?
Sluttelig: Jeg er ked af, at du har opfattet dele af mit indlæg som ringeagtende, det var på ingen måde min intention. Min interesse er blot saglig videnskabelig debat.
OK, en allersidste bemærkning i denne tråd inden den lukker.
Jeg har nu to gange forklaret, hvorfor de grønlandske iskerner ikke er udtryk for en lokal temperatur.
Mange temperaturrekonstruktioner fokuserer på den nordlige halvkugle, fordi det er her, der er mest land og flest mulige proxyer at måle på.
Det er svært at spå, især om fremtiden. Ingen er uenige om, at temperaturen de seneste 150 år er steget med godt 1 grad – det er også IPCC’s konklusion. Det er absolut også en mulighed, at en del af den stigning kan tilskrives CO2. Men før vi begyndte at udlede drivhusgasser, var der også variationer i klimaet og temperaturen, og der er mange undersøgelser, der konkluderer, at det var lige så varmt i Middelalderen og i Romertiden, som det er nu. Klimaalarmismens store problem har altid været påstanden om at – pludseligt – er enhver naturlig svingning i temperaturen ophørt, og der er kun CO2 tilbage, der styrer (jfr. IPCC AR6). Det er jo ikke troværdigt. Har du set denne artikel her?
https://klimarealisme.dk/2021/09/04/solens-rolle/
Om temperaturen fortsætter med at stige, ved ingen, men en sober vurdering siger, at den næppe vil stige til de katastrofale højder, der udmales, måske snarere kun en halv eller hel grad til. Og så er der ingen grund til panik eller virkningsløs grøn omstilling.
Du behøver ikke søge så bredt efter data, sæt du dig ned og læs, hvad Steve MacIntyre har skrevet. Hans hjemmeside er en guldgrube.