Klimarealisme i medierne, Modeller

Kritik af klimaforskningen

Her er en meget lang artikel, skrevet af en Roy Clark, der håndfast tager fat i hele klimavidenskaben og dens grundlag.

Klimavidenskabens fundamentale udgangspunkt er, at der altid skal være balance mellem ind- og udgående infrarød stråling i atmosfærens øvre lag. Hvis den udgående stråling bliver mindre, vil Jordens temperatur stige, indtil der igen er ligevægt mellem de to strålinger.

CO2 virker nu som en drivhusgas, idet den tilbageholder noget af den stråling, der ellers var på vej ud. Derved stiger den globale temperatur, indtil den udgående stråling er blevet så meget større, at den – minus det tilbageholdte – igen matcher den indgående.

CO2 er en svagt virkende drivhusgas, så for at opnå en kraftigere effekt, antager klimavidenskaben at atmosfæren altid vil opretholde den samme relative luftfugtighed, hvilket er ensbetydende med, at ved højere temperaturer vil der være mere vanddamp til stede og dermed mere drivhuseffekt fra denne. Kun med denne antagelse kan vi nå op på de temperaturstigninger ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold, som klimamodellerne forudser.

Roy Clark mener ikke, at der generelt er tale om nogen ”ligevægt” i systemet. Han beskriver de grundlæggende mekanismer i atmosfærens udveksling af varme med omgivelserne som værende følgende:

  1. Solens indstråling
  2. Den udgående infrarøde stråling
  3. Fordampning og kondensation (regn) af vand
  4. Udveksling af varme med jord- og havoverfladen

Systemet fungerer dynamisk, der sker ændringer i alle fire over tid, og de ændringer kan midlertidigt medføre temperaturændringer i samme størrelsesorden som den, man tilskriver ændringer i strålingsbalancen.

Roy Clark peger også på, at havtemperaturen ikke styres af luftens temperatur lige over. Den udveksling af infrarød stråling mellem luft og vand rækker kun en millimeter ned i vandet eller mindre. Havet varmes derimod op direkte ved solens stråler, primært omkring Ækvator. Havstrømmene sørger for fordeling af varmen, og fordampningen fra overfladen, primært drevet af vinden, sørger for afkøling. Så hvis atmosfærens temperatur stiger en lille smule, behøver det ikke nødvendigvis have nogen som helst indflydelse på havets temperatur.

Det, klimaforskerne forsøger at gøre med deres modeller, er meget svært. Modellerne opererer med en stribe komplicerede matematiske ligninger, hvor der i hver indgår mange faktorer. Ligningerne udregnes herefter igen og igen, som modellen bevæger sig fra den ene celle til den næste. Man har vidst i mange år, at et sådant system altid vil være stærkt ustabilt, og før eller siden stikker resultaterne helt af, som vist på fig. 1. Det ville betyde, at den ujusterede klimamodel kunne ende i helt absurde resultater mht. fremtidens temperatur eller andre forudsigelser. Derfor er klimaforskerne nødt til at ”tune” deres modeller, ved at justere på de talrige indgående parametre, indtil resultatet ser plausibelt ud. Men så er resultatet jo mere en følge af justeringerne end en beskrivelse af virkeligheden.

Fig. 1: Gentagne beregninger på en ustabil model. På et tidspunkt går resultaterne voldsomt i sving og er ikke længere troværdige.

Artiklen gengiver en illustration fra dr. Roy Spencer, se fig. 2, hvor han sammenligner modellernes simuleringer af temperaturer over havet med den målte. Netop havmålinger skulle befri os fra problemer med byvarmeø-fænomenet (urban heat island), der giver forhøjede målte temperaturer på land. Man ser, hvordan stort set alle modellerne skyder langt over målet.

Fig. 2: Globale temperaturer ved havoverfladen 1979-2021, målte (tykke sorte kurve) og modellernes simuleringer.

På dette noget spinkle videnskabelige grundlag har klimaforskningen udviklet sig til en kæmpe forretning, med mere end 100 konkurrerende klimamodeller (CMIP6 – den seneste version). Efterhånden er meget af det totalt løsrevet fra virkeligheden, som Roy Clark smagfuldt udtrykker det: ”Garbage in – Gospel out” (Skrammel ind – Religion ud).

Vi kan jo så tilføje, at der også er gået politik i sagen, med regeringer, der kappes om at gennemføre totalt ugennemtænkte ”grønne omstillinger” – med Danmark i hidsig stræben efter en lidet ærefuld førsteplads. Det kommer til at koste samfundene utalte milliarder af kroner og uhyrlige spild af ressourcer.

Om Roy Clark har ret i sin udlægning af klimaforskningen skal undertegnede ikke gøre sig til dommer over, men han beskriver meget fint hvor suspekt, hele foretagendet efterhånden er, hvor artikler helst skal have de rigtige konklusioner og fagfællebedømmelsen ligger i ruiner. Enhver kritisk sans over for videnskaben og egne forskningsresultater synes totalt at være gået tabt.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jørgen Kiærskou

    Den lyseblå kurve i bunden og kurven for målinger er rimelig tæt på hinanden. Det ville være relevant at undersøge værdierne, der indgår i modellen.
    Det kunne andre forskere sikkert have glæde af.

  2. Børge krogh

    Både CLARK og SPENCER har effektivt fjernet troværdigheden fra de klimamodeller, der er fremkommet indtil nu. Det værste er selvfølgelig, at de ikke passer med virkeligheden. Altså de er ikke gode nok. Så de må gøres bedre, vil modellørerne nok sige, så flere penge må bevilges! Men den berettigede tvivl er nok nærmere, om de overhovedet er på rette spor – om metoden med at kredse om CO2 overhovedet er relevant.
    Der er jo et hav af variable, som har indflydelse på varmebalancen mellem jorden og “rummet”. Hver egn på jorden har sine variable, og det hele spiller sammen, det kan ingen model selvsagt stå mål med, fordi det kræver data-input som ingen har.
    Franske LE CHATELIER formulerede for mange år siden følgende: “Når ligevægten i et system forstyrres, opstår der altid virkninger der modsætter sig denne forstyrrelse” (den indsigt har lagt grunden til nogle af de helt store teknologiske fremskridt).
    Hvis det ikke også gjaldt jordens klimazoner med tilhørende temperaturer, ville det gå helt galt, når f. eks. orkaner, vulkaner og solvariationer “forstyrrer” fra tid til anden. Den lille stigning i luftens CO2 indhold, som mennesket står for, er en meget lille “forstyrrelse” vel nok den mindste, som vi tilfører, iøvrigt – og klimatisk betydningsløs.

Skriv et svar til Jørgen Kiærskou Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*